Da Christiane Schaumburg-Müller i august 2016 beskrev sit nye 'store iværksættereventyr' webshoppen Andcopenhagen på sit firma ChriChris hjemmeside, kaldte hun webshoppen sin baby og erklærede sig 'vildt spændt'.

Søndag beskrev B.T. så, hvordan webshoppen sælger varer, der kan købes langt billigere på kinesiske webshops. Så blev Christiane tavs.

Dagen efter, B.T. tog kontakt til Christiane Schaumburg-Müller for at få en kommentar, slettede hun Andcopenhagen fra fanebladet 'Owner/creator' på sin Instagram-profil.

Det på trods af, at hun så sent som i marts poserede i smykker fra webshoppen på sin Instagram-profil og skrev 'reklame for eget firma' på billedet. Noget, hun har gjort adskillige gange det seneste år.

Den 7. maj stod Andcopenhagen på Christiane Schaumburg-Müllers Instagram-profil. Så tog B.T. kontakt. Dagen efter var Andcopenhagen slettet.
Den 7. maj stod Andcopenhagen på Christiane Schaumburg-Müllers Instagram-profil. Så tog B.T. kontakt. Dagen efter var Andcopenhagen slettet.
Vis mere

Og samme dag, som B.T. tog kontakt til Christiane Schaumburg-Müller for at spørge til Andcopenhagens forretningsmodel, deltog tv-stjernen sågar i en artikel i Alt for damerne.

Her talte hun om livet som iværksætter – blandt andet som drivkraft i Andcopenhagen.

Senere samme aften forduftede Andcopenhagen så pludselig fra hendes biografi på Instagram.

B.T. ville forholde Christiane Schaumburg-Müller kritik fra skuffede kunder, der mener, det er ærgerligt, at Christiane Schaumburg-Müller lægger navn til og promoverer en webshop, de føler sig snydt af.

Julie Holst er ærgerlig over, at Christiane Schaumburg Müller lægger navn til Andcopenhagen.
Julie Holst er ærgerlig over, at Christiane Schaumburg Müller lægger navn til Andcopenhagen. Foto: Privat
Vis mere

En af de kunder er Julie Holst, der købte et telefoncover hos Andcopenhagen til mere end 100 kroner. Ikke længe efter købte hendes veninde et cover på den kinesiske side Wish til syv kroner. Julie Holst mener, at de to telefoncovers er identiske.

»Jeg er super træt af, at jeg har betalt overpris,« siger Julie Holst:

»En ting er, at de køber varer fra Kina. Det er mere tanken om, at de skriver 'den der helt specielle københavnske stil' om produkter, de ikke selv har designet efter den københavnske stil. Jeg synes, det er super ærgerligt, at Christiane bruger sin person til at brande noget så uoriginalt.«

At Christiane Schaumburg-Müller har ageret frontperson for Andcopenhagen, har utvivlsomt haft kæmpe stor betydning for Andcopenhagens branding.

Det mener Henrik Byager, som er ekspert i kommunikation og branding.

»Det er helt afgørende for din gennemslagskraft at have en profil som Christiane Schaumburg-Müller. Hun er en ekstremt dygtig og driftig kvinde og et af de absolut stærkeste brands i Danmark,« siger Henrik Byager:

»De unge kvinder, som følger hende og ser op til hende, vil have en hel naturlig interesse for de ting, hun promoverer.«

At Christiane Schaumburg Müller har slettet Andcopenhagen fra Instagram, efter B.T. tog kontakt, kan være en forsvarsstrategi.

Christiane Schaumburg-Müller reklamerer for Andcopenhagen i en Insta-story.
Christiane Schaumburg-Müller reklamerer for Andcopenhagen i en Insta-story.
Vis mere

»Der er noget stjernedrys over hende, og det brand skal hun passe på,« siger Henrik Byager:

»Hvis der breder sig en opfattelse af, at hun har været med til at sælge noget, der ikke har været pengene værd, kan det smitte af. Så det er jo et klassisk reaktionsmønster at lægge afstand,« siger han og understreger, at det også kan være udtryk for, at der er sket noget i firmaet i mellemtiden.

B.T. har gennem flere dage forsøgt at komme i kontakt med Christiane Schaumburg-Müller og sendt en lang række spørgsmål på e-mail.

Fredag skrev Christiane Schaumburg-Müllers manager så i en sms, at der ikke kommer et svar, fordi 'Christiane har et toppakket program'.

Christiane Schaumburg-Müller reklamerer for 'eget firma' – Andcopenhagen.
Christiane Schaumburg-Müller reklamerer for 'eget firma' – Andcopenhagen.
Vis mere

B.T. har dog været i kontakt med Julie Vibe Eilersen, som er Christiane Schaumburg-Müllers veninde og administrerende direktør i Andcopenhagen.

Hun forklarer, at man har forsøgt at være ekstra påpasselig, fordi Christiane Schaumburg-Müller er en del af setuppet.

»Netop fordi Christiane er med inde over, så er det jo vigtigt for os, at vi ikke synes, at kvaliteten er dårlig. Så jeg forstår ikke kritikken af, at Christiane er med,« siger Julie Vibe Eilersen.

Det er dog lidt uklart, hvilken rolle Christiane Schaumburg-Müller helt konkret spiller i Andcopenhagen.

For mens tv-stjernen selv har beskrevet, hvordan hun var med til at udvikle shoppen, designe varer til den og så sent som tirsdag deltog i en artikel, hvor hun blev beskrevet som direktør i fire selskaber – blandt andre Andcopenhagen – har Julie Vibe Eilersen en anden udlægning.

Hun forklarer, at der lige nu er en omstillingsproces i gang, der involverer nye medejere.

'Christiane har været en del af denne proces, men da processen ikke er afsluttet, kan jeg ikke udtale mig om den del. Hun har været en stor og vigtig del af kreative designprocesser,' skriver Julie Vibe Eilersen i en sms og uddyber:

'Men hun har ikke været inde over drift og indkøb og er derfor heller ikke berettiget til at udtale sig på vegne af Andcopenhagen.'