Handicappede Sarah Glerup fra ’X Factor’ blev ofte efterladt i en kravlegård i vuggestuen. Men en dagplejemor reddede hende. Allerede da hun var 12 år, vidste hun, at hun var til piger, men hun orkede ikke at tage den kamp oven i alle de andre. I dag er hun lykkelig for sit liv og sin kæreste.
I MIT FOTOALBUM fortæller 'X Factor'-deltager Sarah Glerup om sin muskelsvind-sygdom, sin tidlige selv-identificering som lesbisk kvinde, om ensomheden i folkeskolen og meget, meget mere ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Sarah Glerup, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Handicappede Sarah Glerup fra ’X Factor’ blev ofte efterladt i en kravlegård i vuggestuen. Men en dagplejemor reddede hende. Allerede da hun var 12 år, vidste hun, at hun var til piger, men hun orkede ikke at tage den kamp oven i alle de andre. I dag er hun lykkelig for sit liv og sin kæreste.
I MIT FOTOALBUM fortæller 'X Factor'-deltager Sarah Glerup om sin muskelsvind-sygdom, sin tidlige selv-identificering som lesbisk kvinde, om ensomheden i folkeskolen og meget, meget mere ...
1. Far bar mig på Tenerife
Jeg gik dårligt som barn og faldt hele tiden, så det var åbenlyst, at jeg nok ikke skulle satse på en karriere som fodboldspiller. Men mine forældre var gode til at se muligheder i stedet for begrænsninger. F.eks. bar min far mig i en bærestol, da vi var på Tenerife. Han er et stort legebarn, der elsker dårlige vittigheder og at spille spil, men han er også enormt praktisk og er lige nu i gang med at bygge en kuffert til min respirator, så jeg nemmere kan rejse med den. Da jeg fik min diagnose i 1987, var der ikke noget, der hed gentest, så lægerne kunne ikke give mig en prognose for fremtiden. Det var fint, tror jeg, for så spekulerede mine forældre ikke over, at jeg en dag ville få kørestol og respirator. De forholdt sig bare til det barn, de havde her og nu.
2. Passer på hinanden
Min lillebror Simon kom til verden i 1990, da jeg var fem et halvt år. Fra den dag, han kunne kravle, var han stærkere end mig, men her på billedet sidder jeg alligevel som en klassisk storesøster og holder fast i ham. Omvendt holdt han tit mig i hånden, så jeg ikke skulle falde. Vi passede i det hele taget meget på hinanden, og det gør vi stadig. Simon læser i dag medicin, og jeg endte med at læse medievidenskab. I dag er jeg kommunikationsmedarbejder hos Enhedslisten.
3. Dagplejemor reddede mig
Her har jeg været gennem en masse undersøgelser for muskelsvind, og mine forældre mente, at jeg havde brug for at afreagere, og derfor syede min mor en kittel til mig, og min far, som er læge på landet, fandt små engangssprøjter. Mine forældre tænkte ikke: ’Nu har vi et stakkels barn, der ikke kan noget’. De tænkte: ’Hun skal kunne noget’, og deres attitude har været betydningsfuld for mig i mit voksenliv. Min dagplejemor Lilian blev også en vigtig person for mig, for det var en katastrofe for mig at være i almindelig vuggestue. Jeg kunne ikke kravle som andre børn og blev ofte bare efterladt i en kravlegård i hjørnet. Efter halvandet år i vuggestue var jeg alt for tynd og kunne ingenting selv, men kom så i dagpleje hos Lilian, og i løbet af bare 14 dage kunne jeg både spise og sidde selv på en stol. Hun reddede mig.
4. Flot kørende som seks-årig
Mange er bange for hjælpemidler, men min trehjulede crosser var fantastisk, og den var rød! Jeg fik den, da jeg var seks år, og de lidt ældre drenge på vejen kom forbi for at beundre den. En af dem sagde til min mor: ’Den står ret godt til hende.’ Min mor, Else, er uddannet gymnasielærer, men har hele mit liv undervist flygtninge og indvandrere i dansk. Det var dejligt at vokse op på Lolland-Falster, for der er så meget natur. Jeg elskede at gå i skoven og spise skovsyre, og der er de bedste strande. Men da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at længes efter storbyen. For det kunne godt være lidt svært i et lille samfund at være den eneste i området, der sad i kørestol, læste mærkelige bøger og oven i købet var lesbisk.
5. Som otte-årig ville jeg døbes
Jeg har altid elsket at synge, så derfor sang jeg i kirkekor, fra jeg var syv. Mine forældre er ikke religiøse, og derfor var jeg ikke blevet døbt, men som otte-årig aftalte jeg selv med præsten i den kirke, hvor jeg sang, at jeg skulle døbes. Det vidunderlige var, at jeg selv måtte bestemme tøjet – og jeg valgte en Lily-brudepigekjole med så mange flæser som muligt. Jo mere pyntet, desto bedre. Senere ville jeg dog ikke konfirmeres, for præsten, der var tilknyttet min skole, mente, at homoseksuelle røg lige lukt i helvede. Det er jeg uenig i.
6. Springer ud som lesbisk
Det her er faktisk mit spring-ud-øjeblik! På min 20 års fødselsdag, hvor jeg havde drukket rødvin og var i godt humør, tog min mor nemlig det her paparazzi-agtige foto. Hun anede ellers ikke, at jeg var til piger, mens min far havde en mistanke. De var helt cool med det, bare jeg er glad. Selv har jeg identificeret mig som lesbisk, fra jeg var 12 år, men jeg sprang ikke for alvor ud, før jeg var 20. Jeg gik på et provinsgymnasium, hvor de få åbent-homoseksuelle blev mobbet, og som hende i kørestolen med høje karakterer orkede jeg ikke at tage en minoritetskamp mere. Og indtil jeg blev 18 år og fik hjælpere, var jeg meget afhængig af mine forældres hjælp. Jeg kunne ikke så godt diskret tage til København og opsøge andre homoseksuelle, hvis jeg efter ti minutter skulle have mine forældres hjælp til at tisse. Så mit ungdomsliv blev lidt forsinket. Jeg tog revanche senere, hvor jeg blev frivillig på homofilmfestivalen MIX, og i dag har jeg verdens sødeste kæreste.
7. Gode år i gymnasiet
Da jeg blev student, frygtede jeg hestevognskørsel, som er svært med kørestol. Men jeg havde en fantastisk klasse, som uden videre sagde: ’Sarah, du skal bestemme, for du ved nok, hvordan vi alle sammen kan være med!’ Uden den klasse havde jeg med garanti ikke haft så gode gymnasieår. Vi endte med at køre i en gammel, grim bus med lift – og holdt os som de eneste tørre, da det viste sig at stå ned i stænger på selve dagen.
8. Jeg har været heldig
Jeg drikker her rædselsfuld Kiwi-vin på Roskilde Festival sammen med min hjælper (i midten) og en god veninde fra min efterskole. Det reddede mit ungdomsliv at komme på Osted Fri- og Efterskole i 2000/01, fordi jeg i et år havde en hjælper og kunne lave ting uden mine forældre ligesom alle andre teenagere. Mine sidste år i folkeskolen var meget ensomme, fordi jeg var så åbenlyst anderledes. Efterskolen gav mig oplevelser, venner og selvtilliden til at blive et helt og voksent menneske. Det betød alverden for mig. Jeg kan være bekymret for, om det ville kunne have ladet sig gøre i dag, hvor man sparer alle steder. Det koster jo udgiften til en hjælper at sende et barn med handicap på efterskole. Selv ville jeg ikke have haft det liv, jeg har i dag med job, politik, sang og kæreste, hvis ikke jeg havde fået hjælp undervejs. Derfor gør det mig enormt trist, at Danmark vil betale 30 mia. kr. til kampfly, men skære ned på hjælpen til dem, der har mest brug for det. Jeg har været heldig. Jeg har et godt og aktivt liv. Der er ingen grund til at have ondt af mig. Men jeg har ondt af de mennesker, som ikke får samme muligheder som mig, fordi vi sparer deres hjælpere væk.
