Udlandske seer er vilde med at følge med i, hvordan Sarah Lunds kæber bliver mere og mere sammenbidte og Birgitte Nyborgs idealisme som statsminister falmer. Og det er uanset, om serierne bliver vist for første gang eller er et gensyn. For DR Salg har travlt med at servicere de mange udenlandske tv-stationer, der alle vil vise dansk drama.

Det har længe været kendt, at danske tv-serier som 'Forbrydelsen' med Sofie Gråbøl i hovedrollen, som den sammenbidte efterforsker og 'Borgen' med Sidse Babet Knudsen i hovedrollen, som den idealistiske politiker, har været et stort hit i flere europæiske lande. Især har englænderne med prins Charles og hertuginde Camilla samt prins William og hertuginde Kate i spidsen udtrykt stor begejstring for især 'Forbrydelsen'.

Nu viser det sig, at selv om de to serier har henholdsvis 10 og syv år på bagen, så er de stadig et hit i store dele af Europa. For eksempel er 'Borgen' netop blevet solgt til Spanien, der også har planer om at genudsende 'Forbrydelsen'. Det vil Frankrig også. Mens Belgien, Holland og Luxembourg har planer om at genudsende 'Borgen', lige som Australien vil genudgive 'Borgen' på dvd.

I DR Salg, der blandt andet står for at sælge DRs produktioner til andre tv-stationer, er man overrasket over, at de to serier med så mange år på bagen, stadig kan trække udenlandske seere til skærmen.

»Det er ikke altid, man kan sælge noget med 10 år på bagen, fordi fortælleformen og alt muligt andet kan have ændret sig. Men vi bliver jo glædeligt overrasket, når de sælger igen. For der er faktisk en pæn stor rift om serierne. I nogle lande er der flere tv-stationer, der gerne vil vise 'Forbrydelsen' igen. Det er jo fantastisk,« lyder det fra Helene Aurø, der er salgs- og marketingschef i DR Salg og fortsætter:

»Men det er jo fordi, det er gode serier, som andre lande kan identificerer sig med og kan leve sig ind i historierne. Det er det, som gør, at serierne stadig kan sælges,« mener salgschefen.

Og så har det formentlig heller ikke gjort noget dårligt for salget, at DR i efteråret i New York fik en Emmy for sin samlede dramaproduktion. For efter den flotte pris har flere tv-stationer vist stor interesse for at se alt, hvad DR har af drama-serier.

De nyere serier som 'Arvingerne' og 'Bedrag' bliver i skrivende stund også solgt i stor stil til udlandet. F.eks. skal seerne i Serbien, Montenegro, Bosnien, Makedonien, Kroatien, Frankrig, Tyskland, England og den tysktalende del af Schweiz snart se 'Bedrag'. Og længere sydpå skal 'Arvingerne' snart vises i Portugal.

Det er både statsejede tv-stationer som DR og TV2, men også mere kommercielle tv-stationer som Arte i Tyskland, der har købt de danske serier. For udlandet har i den grad fået øjnene op for 'Nordic Noir', som er den helt særlige stemning, der kendetegner de danske tv-serier.

»Vi har hele tiden gang i den ene eller den anden sæson (af en serie, red.), der er ved at blive solgt,« lyder det slet skjult tilfredshed fra Helene Aurø.

Salget af de mange tv-serier betyder nemlig også klingende mønt i DRs kasse, hvor en del tilfalder hele holdet bag produktionen, fuldstændig som holdet bag 'Matador', der også får penge, hver gang DR viser serien.

Ifølge Helene Aurø bliver tv-serierne solgt til priser fra 500 Euro til 10.000 Euro per time. Grunden til, at priserne varierer så meget, hænger sammen med, hvor mange gange den enkelte tv-station vil sende serien.

»Det er ikke så store beløb, som nogen måske tror, det er. Og de kan slet ikke måle sig med produktionsbudgetterne. Men mange bække små,« som Helene Aurø håbefuldt formulerer det.