Sæler og nogle søløver kan huske, hvad de lige har gjort – og så kan de gentage det på kommando, hvis de bliver bedt om at gøre det igen inden for 18 sekunder.

Efter det – ja, så er det lidt svært for dem at huske. Det viser et nyt dansk studie, skriver New Scientist ifølge Videnskab.dk

Fundet viser, at sæler har en form for bevidsthed, da de tilsyneladende er klar over deres handlinger.

»Alle de arter, vi testede, kunne gøre det,« fortæller Simeon Smeele, der er videnskabelig assistent ved Syddansk Universitet i Danmark, til New Scientist.

Sammen med danske kollegaer testede Smeele syv sæler: en gråsæl, to spættede sæler og fire sydamerikanske søløver.

Alle havde tidligere været trænet i at udføre handlinger såsom at vifte med en luffe.

Først lærte de en ny kommando, der hed: 'Gentag det, du lige gjorde'. Når de forstod denne kommando, fik de fisk som belønning.

Men det var ikke nok bare at gentage, for det var måske bare en gentagelse af den forrige kommando – som for eksempel at vifte med luffen.

»For at sikre os imod det lavede vi dobbelte gentagelser,« siger Smeele. Han forklarer:

Først gav man dyret en kommando, som det blev bedt om at gentage. Efterfølgende blev det bedt om at gentage en anden kommando. Og det kunne alle dyrene godt.

»Jeg mener, at dette viser, at de er klar over deres egne handlinger,« siger Smeele.

For at gøre det endnu sværere begyndte holdet at lave forsinkelser på kommandoerne på få sekunder.

Men jo længere forsinkelse, jo dårligere gik det for sælerne – og efter 18 sekunder havde de simpelthen glemt kommandoen.

Ifølge Smeele er det dog ikke nødvendigvis grænsen for deres hukommelse.

Indtil videre kender man kun to andre arter, der kan huske deres handlinger: delfinarten øresvin og en bestemt makakabe-art.

Begge tilhører dyregrupper, der er kendt for deres intelligens – noget, man ifølge New Scientist ikke kan sige om søløver og sæler.

At sæler og søløver kan huske deres handlinger, antyder derimod, at det måske er en evne, som mange forskellige dyr kan have, lyder det.

Smeele fortæller, at det ikke står klart, hvorfor dyrene kan huske deres handlinger.

Studiet er udgivet i Animal Cognition.

Andre artikler på Videnskab.dk: