’Han var mit livs første date’

Det var en dejlig forårsaften i London. Året var 1965, og den unge tredjesekretær ved den franske ambassade følte sig let om hjertet, da han i sin nypressede smoking og med det mørke, nyklippede hår forlod sin lejlighed for at tage til middagsselskab hos nogle venner.

Den unge diplomat anede ikke, at denne aften ville ændre hans liv. For stedse.

Selskabets vært havde anbragt den flotte franskmand ved siden af en høj, blond, lidt genert dansk pige, som umiddelbart virkede en anelse reserveret på Henri Laborde de Monpezat.

Genertheden blev synligt mindre i takt med, at den franske bordherre med sit ‘pariservid’ tøede den danske tronfølger – prinsesse Margrethe – op.

Som aftenen skred frem, blev den 31-årige Henri Laborde de Monpezat, der i forvejen havde et hav af knuste hjerter i sit kølvand, klar over, at hans generte, uerfarne borddame tiltalte ham. Selvom den 26-årige prinsesse slet ikke var sofistikeret, som han var vant til. Til gengæld – fornemmede han – var den danske tronfølger ægte.

»Hun var seriøs, havde et strålende vid, kombineret med oprigtige meninger, uden dog at vove sig ud i det originale. Jeg fandt hendes åndrighed og granit-agtige intelligens fængslende. Jeg følte mig øjeblikkeligt tiltrukket af hende,« som prins Henrik selv har beskrevet mødet med sin kommende hustru i bogen ‘Prins Henrik – Skæbne forpligter’.

Forelskelsen stråler ud af prinsesse Margrethe og prins Henrik, da de er til reception på Københavns Rådhus dagen før brylluppet i Holmens Kirke.  Foto Allan Moe Vis mere

Ramt af lynet

I ugerne efter middagsselskabet tilbragte den franske diplomat og den danske prinsesse en del tid i hinandens selskab. Men aldrig alene. Altid var de omgivet af vennerne og prinsessens trofaste hofdame Wava Armfeldt, når de festede i Londons natklubber eller i mere privat regi, som den aften hvor hele flokken endte hjemme i den lejlighed, som den franske greve delte med sin søster Cathrine.

Efter tre måneder var Margrethes studieophold i London slut, og hun vendte hjem til Amalienborg. Mens Henriks ambassadeliv fortsatte i London, hvor en forfremmelse lurede i den nære horisont.

Et år senere dumpede en bryllupsinvitation fra Skotland ind både på Amalienborg og i Henriks Londonlejlighed. Invitationen var fra skotske Ann Tyntes, der var ven med både Henrik og Margrethe. Også hun havde været til middagsselskabet året forinden, hvor hun havde mødt den mand, hun nu skulle giftes med.

I løbet af bryllupsweekenden fik den danske prinsesse og den franske diplomat genopfrisket minder fra de glade London-dage. Da en af Henriks venner foreslog, de skulle følges med Margrethe og hendes hofdame tilbage til London, erklærede Henrik sig enig og inviterede hele selskabet på en glad aften i byen.

»Da gik der pludselig ild i huset for mit vedkommende,« har Dronningen senere fortalt i Stephanie Surrugues bog ‘Enegænger’.

Den aften gjorde Henrik kur, som kun franskmænd formår. Da han, inden aftenen var omme, sagde: ’Jeg må møde dig igen,’ nikkede hun. For det var for alvor gået op for den uerfarne prinsesse, at hun var blevet forelsket.

»Han inviterede mig på frokost. Jeg havde aldrig før spist frokost med nogen på den måde – jeg var ude alene med en mand! Og ja, det var mit livs første date,« som Dronningen afslører i ‘Enegænger’.

Dronning Margrethe og Prins Henrik ser ud af vinduet til deres sølvbryllup. Vis mere

Forelskelsen gjorde hende rundtosset, og da hun sad over for sin date, kunne hun slet ikke spise, men forlod bordet på tom mave.

Dagene efter forløb som en drøm. De kørte gennem London i hans grønne, åbne sportsvogn. De gik ture i Hyde Park, hvor påskeliljerne blomstrede og fuglene sang over det forelskede pars hoveder. Det var alvor mellem den danske tronfølger og den franske greve.

I otte uger skrev de, med hofdamen som mellemmand, hemmelige breve til hinanden. Han ringede til Amalienborg under falsk navn, mens prinsessen ikke turde gøre det samme af frygt for, at rygtet om deres liaison slap ud.

Frieriet

Margrethe vekslede mellem at svæve over parketgulvene og dyb usikkerhed. For turde han binde an med hende? I London gik Henrik rundt og var lige så forvirret. I hans hoved fyldte spørgsmål som: ’Hvad har jeg rodet mig ud i?’ ’Skal jeg stoppe nu?’ ’Eller skal jeg følge det, der ligner min skæbne?’ Hvis han fulgte sit hjerte, ville han så blive godkendt af det danske kongepar, og ikke mindst af det danske folk? Forvirringen var lige så stor som hans forelskelse.

Forelskelsen vandt. På én og samme tid tog Henrik to af sit livs sværeste beslutninger. Han takkede nej til en forfremmelse og udstationering på den franske ambassade i Hong-kong. Og han besluttede sig for at fri til den danske prinsesse.

Gensynsglæden var så stor, at hverken Margrethe eller Henrik ænsede de mange fotografer, da Margrethe endelig kunne hente sin forlovede i lufthavnen.  Foto Hans Pedersen Vis mere

Han fik chancen lige efter sankt hans, hvor Wava Armfeldts forældre i dybeste hemmelighed havde inviteret ham til at fejre midsommer på deres gods Rosenfeldt.

Hele den weekend blomstrede kærligheden og romantikken i fuldt flor mellem Margrethe og Henrik. De sluttede af med en middag med Wava Armfeldt i hendes lejlighed i indre København. Efter middagen udviste hofdamen den yderste diskretion ved at fortrække til køkkenet, hvor hun vaskede op. Og vaskede op. Og vaskede op, mens det forelskede par sad ved siden af hinanden i sofaen i stuen.

Svigerfar

Dronningen gav ham øjeblikkeligt sit ja. Men med den tilføjelse, at de selvfølgelig skulle tale med hendes forældre. Der var det lille men, at Danmarks kongepar skulle godkende Henrik. Ellers ville der ikke blive bryllup. For prinsessen var ikke indstillet på at gøre oprør.

Hun vidste, at forældrene helst så, at hun giftede sig med en udlænding. Men en franskmand... Dét var et meget eksotisk valg i det danske kongehus, hvor kong Frederik og dronning Ingrid nok havde forventet, at deres ældste datter ville finde sin ægtemand i Sverige eller England.

Margrethe måtte alene tage den svære snak om sin og Henriks fremtid med sin far. Samtalen fandt sted i kong Frederik 9.s kontor på Gråsten Slot, hvor kongefamilien altid holdt sin sommerferie. Hun satte sig på faderens skrivebord og meddelte uden omsvøb, at hun var forelsket. At det var alvor. Og at de allerede var hemmeligt forlovet.

Tronfølger Prinsesse Margrethe er nu forlovet med Prins Henrik. Her ses de i lykkeligt samvær i Fredensborg Slotspark. Vis mere

Faderen lykønskede sin ældste datter og foreslog, at han og dronningen snarest skulle møde den udkårne. Igen var det Wava Armfeldts lejlighed, der lagde rammer til mødet mellem det danske kongepar og det nyforelskede par. Selvom alle fire var nervøse før mødet, faldt det heldigt ud. Næsten øjeblikkeligt satte kongen og dronningen pris på deres datters udvalgte.

Men det unge par havde endnu en kamp at kæmpe. For i Frankrig, hvor Henriks far, André de Monpezat, en vaskeægte fransk patriark, residerede med sin hustru René, rasede patriarken på ægte gallisk vis over sønnens valg af hustru.

I André de Monpezats øjne var forelskelsen en fiks idé, dikteret af sønnens ambitioner. Faderen kunne slet ikke forstå, hvordan hans ældste søn var parat til at smide sit liv, sin karriere, sin families navn og ikke mindst sit fædreland bort til fordel for et liv som tronfølgerens ægtemand i Danmark.

Da han erfarede, at sønnen endda ville konvertere til den protestantiske tro, blev han så chokeret, at han var tavs i ugevis.

Det var først, da André de Monpezat ved selvsyn mødte sin kommende svigerdatter i Danmark samme efterår, at han lagde alle sine betænkeligheder til side. I dagene efter blødte han helt op og kaldte sin kommende svigerdatter for ‘fortryllende’.

Royale brylluper gennem tiden

Ringen sidder altid på Dronningens finger

Tronfølgeren prinsesse Margrethe og greve Henri De Monpezat Vis mere

Den 5. oktober 1966 blev forlovelsen fejret – med hele Danmark som vidne.

Med kongelig præcision gik dørene til balkonen på Amalienborg op præcis kl. 10.30. Ud trådte det kommende regentpar. På slotspladsen var tusindvis af danskerne, mødt op for at hylde det unge par.

Med hinanden i hånden, og armene løftet højt over hovedet tog det strålende glade par imod den øredøvende hyldest, der brusede mod dem.

Det var første gang, den kommende prins oplevede den varme og glæde, danskerne er kendt for at sende op mod de kongelige, når de står på balkonen. Med tårer i øjnene så han ud over mængden på slotspladsen.

Symbolet på plads

Tronfølgeren prinsesse Margrethe og greve Henri De Monpezat Vis mere

Også for Margrethe, der er vokset op med balkonscenerne, var oplevelsen uforglemmelig. Det fortalte hun åbenhjertigt i bogen ‘Enegænger’.

»Det var nogle fantastiske oplevelser. Jeg havde virkelig tit tænkt på, hvordan det nogensinde skulle gå for mig. Jeg tvivlede på, om jeg ville møde en mand, der kunne sige ja, ikke bare til mig, men til alt det, der fulgte med. Og jeg tvivlede på, jeg selv ville have mod nok til at sige ja til en mand.«

Nu var al tvivl og bekymring for fremtiden pist væk, efter Henri Laborde de Monpezat som et symbol på deres kærlighed havde sat en forlovelsesring med to store og to mindre brillanter på sin forlovedes højre hånd. Siden har ringen aldrig forladt Dronningens finger.

Hun var havens ’allersomdejligste’ pynt

Traditionen tro blev det officielle bryllupsfoto selvfølgelig taget på trappen til Fredensborg Slot.. Foto Per Pejstrup Vis mere

Danmark var ved at koge over i ugerne op til det royale bryllup. Den nye prins tog danskerne med storm, da han holdt sin bryllupstale – på dansk

Den 10. juni 1967 vågnede prinsesse Margrethe op til en dejlig dansk sommerdag, der også var hendes bryllupsdag.

Ugerne op til havde været spækket med festligheder, middagsselskaber og forestillinger på Det Kongelige Teater, ja sågar en fælles polterabend blev det til i anledning af det første prinsessebryllup, der i mange år var blevet holdt i Kongehuset.

Danskerne ville have det hele med. Aldrig før var der blevet solgt og udlejet så mange fjernsyn som op til brylluppet. Flag var stort set meldt udsolgt i legetøjsforretningerne. Danskerne var ‘væbnet til tænderne’ og klar til bryllup.

Prinsesse Margrethe og Henrik de Monpezat. Vis mere

Omkring 600 journalister og fotografer fra udlandet var i København for at rapportere alle detaljer fra brylluppet. Mens tv-hold fra Belgien, Schweiz, Norge og Finland sendte direkte fra den kongelige begivenhed. Selve vielsen skulle stå i Holmens Kirke, mens bryllupsmiddagen blev holdt i en stor pavillion rejst i parken bag Fredensborg Slot.

Ventetiden

Hele Henriks franske familie var med til brylluppet, hvor hans bror Etienne var forlover. I over en time ventede de to ved alteret på bruden. Men det var ventetiden værd.

Da Margrethe skred op ad kirkegulvet i sin enkle, hvide brudekjole med et fire meter langt slæb (skabt af kongehusets yndlingsdesigner Jørgen Bendner, med sin mormors Cartier-diadem (som kvinderne i kongehuset, også kronprinsesse Mary, alle har båret ved deres bryllupper) påsat det irske brudeslør og med moderens yndlingsbroche – en marguerit af diamanter, glimtende på brystet, havde danskerne sjældent set en yndigere brud.

Tronfølgerparret danser brudevals foran gæsterne på Fredensborg Slot. Prinsesse MArgrethe og prins Henrik danser brudevals. Vis mere

Kong Frederik 9. afleverede med et smil sin datter ved alteret, Margrethe vendte sig om og sendte et så lykkeligt smil til sine forældre, at tårerne ikke kunne holdes tilbage rundt om hos de mange fjernsynsseere.

Talen

Efter vielsen, hvor Henri Laborde de Monpezat blev til prins Henrik, kørte parret i triumftog gennem byen til Amalienborg. Margrethe vinkede med sin brudebuket af margueritter, hvide roser, nelliker, myrter fra Fredensborg og ranker af bouvardia, til de tusindvis af danskere, der viftede med flag og råbte hurra, når brudeparret kørte forbi.

Århundredets foto: Tronfølger Margrethe vender hovedet mod sine forældre ved brylluppet med prins Henrik. Affotograferet fra TV. Vis mere

På Amalienborg ventede endnu en balkonscene. Denne gang var det Margrethe, der blev så overvældet af sine følelser og bruset fra de mange på slotspladsen, at hun ikke kunne fuldføre sin korte takketale.

Selv om danskerne allerede ved forlovelsen havde taget Henrik til sig, besejrede han alt og alle med sin tale til bruden.

Efter første del af talen, hvor han takkede sine forældre for sin opvækst, slog han pludselig over i dansk. Oven i købet et så formfuldendt dansk, at danskerne – og Margrethe – måbede. Det var kun Henrik og hans private dansklærer, der kendte til den plan.

»Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have – syren og guldregn, hyld og bonderoser – blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt,« sagde han.

Det var ikke kun brudeparret, der strålede om kap med juni-solen på bryllupsdagen. Kong Frederik 9. kunne ikke dy sig for at give sin nye svigersøn et kærligt klap under balkonscenen på Amailienborg Slot. Foto Hans Pedersen. Blikket, som den forelskede brud sendte sine forældre, lige før hun gav sit ja, gik direkte i hjertet på danskerne hjemme i stuerne. Foto Ulf Nilsen. Danmarks nye prins tog alle med storm, da han holdt sin tale delvist på dansk, og kaldte sin brud for ’havens allersomdejligste pynt’. Foto Åge Sørensen Brudevalsen blev – traditionen tro – trådt på Kuppelsalens sort-hvide marmorgulv. Foto Allan Moe Vis mere

Talen fik flere af kvinderne ved bryllupsfesten (og formentlig også hjemme i stuerne) til at hive lommetørklæderne frem, inklusive statsministerfruen Helle Virkner. Og Margrethe strålede om kap med de omtalte blomster op mod sin mand.

Talen fik øjeblikkelig danskerne til at tro, at den nye prins allerede talte dansk. Men det var ingenlunde tilfældet. Det afslørede prins Henrik selv efter brylluppet, og i bogen ‘Enegænger’ fortalte han mange år senere åbenhjertigt, hvordan hans danske tale blev så god.

Tronfølgerparrets bryllup i Holmens Kirke. Her fra brylluppet mellem tronfølger Margrethe og prins Henrik, hvor de forlader kirken. Vis mere

»I de seks måneder siden forlovelsen lærte jeg dansk efter ‘gentag-eftermig-metoden’. Jeg havde øvet mig så grundigt på talen, at folk troede, at jeg talte strålende dansk. Det var så absolut ikke tilfældet.«

Det skuffede danskerne, hvilket prinsen og prinsessen snart kom til at føle.

Begejstringen afløst af kritik

Kort efter brylluppet blev prins Henrik kritiseret for at være ’for fransk’, ligesom hans dansk skuffede.

Det nygifte pars hvedebrødsdage, hvor pressen og danskerne elskede prins Henrik, blev hurtigt afløst af en nådesløs kritik.

Hvor danskerne i første omgang var faldet pladask for den høje, flotte franskmand med det mørke ydre og den elegante tøjstil, blev han nu kritiseret for at være for ’avanceret’ i sit tøjvalg. Når han viste sig offentligt, var han ’alt for formel’.

Man brød sig heller ikke om, at Prinsens dansk slet ikke flød så flot, som det gjorde i bryllupstalen. Og hvad lignede det – at han hellere ville spille tennis eller sejle, når nu danskernes favorit-sportsgren var fodbold?

Mange år senere erkendte prins Henrik selv, at det var en stor fejl fra hans side, at han ikke fra dag ét lærte at tale dansk. Især ærgrede det ham, at han ikke forstod, hvor vigtigt det var for danskernes billede af deres nye prins, at han talte et flydende og forståeligt dansk.

»Men den værste (fejl, red.) jeg begik, var, at jeg ikke hurtigt nok ændrede mine vaner og lærte at tale dansk, hvilket forvirrede og kom bag på landet. Alt, hvad jeg foretog mig, var kejtet eller upassende. Der var intet, der fandt nåde,« som prins Henrik selv udlægger det i bogen ‘Prins Henrik – Skæbne forpligter’.

Svigtet

Selv om kritikken sårede prinsen dybt og gjorde hans svigerfamilie og hustru bekymrede, så var og forblev prins Henrik tro mod den, han var og er.

Han blev ved med at gå med farverige strømper, charmeklude og veste. Han kunne snildt finde på at udskifte det formelle silkeslips med et i perler eller med frynser. Og når han skulle på jagt, har han aldrig været bleg for at stille op i f.eks. slag, lange, røde strømper og med en sixpence snurrigt på hovedet.

Prins Henrik var på jagt ved Ledreborg Slot nær Roskilde torsdag. Vis mere

Det var et problem for prins Henrik, at man fra kongehusets side ikke rigtig havde gjort sig tanker om, hvilken rolle tronfølgerens mand skulle spille – offentligt. Først to år efter brylluppet begyndte prins Henrik i 1969 at arbejde for Dansk Røde Kors. Han fik ansvaret for et undervisningshospital i Congo, ligesom han blev spydspidsen for Grønlandsudvalget. Arbejdet i Dansk Røde Kors gav hans nye hverdag som kongelig mere mening.

Hjemme på Amalienborg var tronfølgerparret stadig nyforelskede. Men prinsesse Margrethe anede ikke, hvordan hun skulle hjælpe sin mand og vende de hårde vinde til blide briser.

»Jeg var måske ikke så god til at hjælpe min mand på gled, som jeg burde have været. Det overså jeg nok. Jeg troede, at sådan – ja, jeg ved ikke, hvad jeg troede – jeg tror ikke, jeg tænkte nok, simpelthen. Det kunne jeg nok have gjort fiksere, hvis jeg havde været tilstrækkelig opmærksom på, hvad det var, jeg gik og bedrev. Jeg kom til at fylde forfærdelig meget i landskabet i forhold til familien, det gjorde jeg. Helt bestemt,« har dronning Margrethe blankt erkendt i bogen ‘M 40 år på tronen’.

For livet

Det var først langt senere, at det gik op for Dronningen, hvordan hun havde svigtet sin mand i sit første svære og turbulente tid i sit nye land.

Alligevel er der intet, der tyder på, at svigtet har slået store skår i de ægteskabelige potter.

Prins Henrik ankommer til frokost på godset Rosendal ved Fakse, hvor greve Ditlev Knuth-Wintherfeldt torsdag afholdt jagt. Vis mere

For Dronningen og Prinsen er 50 år efter stadig gift. Og selv om prins Henrik gik på pension for et par år siden, virker regentparret stadig som et lykkeligt par, når de viser sig sammen.

»Vi var begge vokset op i et hjem, hvor det var en selvfølge, at man holdt sammen, og at tingene skulle gå, også når det ikke altid var nemt. Dét, tror jeg, var helt grundlæggende for os begge to – at man giftede sig for livet og giftede sig for at være sammen. Der kan være tider hvor alting er enkelt, og tidspunkter hvor det er knap så nemt,« forklarer Dronningen i bogen ‘Enegænger’.

Her kommer det også frem, at prins Henrik og dronning Margrethe i dag er rørende enige om, at sproget er det vigtigste at få styr på, når man som nyt medlem af kongefamilien kommer til Danmark.

En eftergivende mor og en konsekvent far

Både Margrethe og Henrik har fået kritik for deres måde at være forældre på.

Både dronning Margrethe og prins Henrik voksede selv op med barnepiger. Samme skik fortsatte de, da de blev forældre til først kronprins Frederik og 11 måneder senere prins Joachim.

»Jeg holder meget af børn, hvis de vel at mærke er velopdragne. Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem... Jeg har selv fået mine lussinger – det tá’r man ikke skade af.«

Citatet stammer fra et interview, som prins Henrik gav til Berlingske Tidende i slutningen af 1960erne.

Tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik fremviser deres lille nyfødte Prins Joachim for verdenspressen, mens storebror Kronprins Frederik ser på. Vis mere

Udtalelsen fik mange danskere op i det røde felt. For selv om revselsesretten dengang stadig var intakt, var mange enige om, at man ikke burde slå på børn.

Oprøret mod prins Henriks opdragelse af sine sønner fik fornyet vind i sejlene, da danskerne i et amerikansk tv-program så, hvordan en lille, skrækslagen og grædende kronprins af sin far blev tvunget tilbage i sadlen, efter han var røget af sin hest.

Dengang var dronning Margrethe tavs. Men i bogen ‘Margrethe’ af Annelise Bistrup forsøger Dronningen flere år senere at gyde olie på vandene.

»Det virkede nok meget udansk. Men egentlig var jeg ikke spor chokeret over den opfattelse. For selvfølgelig skal der opdragelse til. Det kan godt være, at min mand på visse punkter talte mere – skal vi sige – i udråbstegn over for børnene, end jeg gjorde. Men at der skulle være fasthed og bestemthed i deres opdragelse, var vi bestemt ikke uenige om. Vi har bare en lidt forskellig måde at gøre det på,« lød det fra Dronningen.

Dronning Margrethe med prins Henrik og bÔøΩrnene kronprins Frederik og prins Joachim Vis mere

Børneværelset

Frederik og Joachim var fire og tre år i 1972, da deres mor blev dronning. Selvom drengene fra dag ét hovedsageligt var blevet passet af deres faste barnepige Else Petersen, begyndte et nyt liv for dem. Hvor de før tronbestigelsen var vant til at tilbringe meget tid med deres forældre, blev især Dronningen mere fraværende.

»Min mors fravær var en simpel konsekvens af, at hun var en ung dame, da hun blev dronning, og der pludselig kom nogle helt andre realiteter i hovedet på hende. Det at være madmor og opdragermor gik ikke længere. Hvis hun først var blevet dronning i 1982, havde verden set helt anderledes ud for Kronprinsen og mig,« sagde prins Joachim i bogen ‘M 40 år på tronen’.

Dronning Margrethe II, prins Joachim og kronprins Frederik i bil på vej til Marselisborg Slot. Vis mere

Det var derfor især prins Henrik, der stod for opdragelsen af sønnerne. En opgave, han gik op i med liv og sjæl. Og det var bestemt ikke kun med de franske ‘gifles’, (det franske ord for de lussinger, red.). I børneværelset kunne han også afspore de elektriske tog og få legetøjsbiler til at støde sammen. Han var meget opmærksom, når det handlede om sønnernes lektielæsning, klavertimer og ridetimer, men han tog også børnene med i Zoo for at fodre dyrene, byggede sandslotte på stranden og cyklede ture med dem.

»Når jeg ser tilbage, har barndommen ikke kun været rigtig god, men også sjov, og fuld af fantasi – min far er et fantastiske godt fortællermenneske og brugte også sin løbske fantasi på sine to drenge,« fastslår kronprins Frederik i ‘Enegænger’.

Frederik og Joachim lærte, at hvor deres far var konsekvent, gik det mere gelinde med moderen. Hun var den eftergivende hvilket Dronningen selv erkender i ‘Enegænger’.

»Jeg var på mange måder mere eftergivende end min mand. Også i mindre heldig forstand, fordi jeg er konfliktsky.«

Sammen trods forskelligheder

Omgivet af børn, svigerbørn og de otte børnebørn afslørede regentparret i mandags deres fælles guldbryllupsgave til hinanden. En bronzeskulptur, som prins Henrik har skabt. Skulpturen står i den private del af Fredensborg Park og hedder Miss Fredensborg. Foto Kongehuset Vis mere

På mange punkter er regentparret som dag og nat. Alligevel har de forstået at værne om deres fællesskab.

Da den danske tronfølger gav den unge franske diplomat sit inderlige ja i Holmens Kirke i dag for 50 år siden, stod deres kærlighed som en lysende aura omkring den.

Selvom der er gået mange år siden, stråler kærligheden stadig om guldbrudeparret. Det ses tydeligt på den video, som kongehuset i mandags lagde ud på sin facebookside i anledning af guldbrylluppet. I videoen afslørede parret den fælles gave til hinanden.

I overværelse af deres børn, svigerbørn og børnebørn afslørede de skulpturen Miss Fredensborg, hvorefter prins Henrik helt spontant gav sin guldbrud et stort smækkys, mens Dronningen kærligt lagde sit hoved på hans skulder.

Hengivenheden kan man ikke være i tvivl om, men dagens guldbrud og -gom er vidt forskellige. Hun er overhovedet – udadtil. Han er det indadtil. Han er et ordensmenneske, mens hun er et rodehoved. Til fælles har de kunsten og deres private liv på vinslottet Cayx.

Pladsen

I Stephanie Surrugues bog ‘Enegænger’ beskriver forfatteren, hvordan det unge par nysgerrigt måtte forhandle om farver, tekstiler og møblering, da de skulle indrette deres første fælles hjem på Amalienborg.

Men allerede dengang trådte Henrik i karakter som ‘manden i huset’. Det antydede Dronningen flere år efter i et interview.

»Jeg tror, jeg har taget meget af den franske møbleringsmåde til mig.«

Siden dét sekund Margrethe blev udråbt til dronning, har Henriks officielle plads altid været to skridt bag hende. En plads, han som Dronningens gemal affandt sig med fra begyndelsen, og som han beskriver i bogen ‘Prins Henrik – Skæbne forpligter’.

»Det er altså op til mig, det første tilfælde i danmarkshistorien, at definere en ny rolle som en prins, gift med en dronning. Jeg ser min rolle som en støtte, en rådgiver, en forbundsfælle.«

Regentparret Dronning Margrethe og Pris Henrik viste fredag eftermiddag deres fælles udstilling Pas De Deux Royal frem på Aros I Aarhus. Her ses parret i udstillingen med Prinsgemalens skulpturer og digte og Dronning Margrethes malerier og andre arbejder. Vis mere

Sådan har det været siden. Det gjorde Dronningen selv klart, da Henrik for et par år siden valgte at gå på pension. Her takkede Dronningen ham i sin nytårstale for den støtte, han har været.

»Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration, han har givet mig igennem alle årene. Jeg ser frem til, at jeg fortsat kan varetage mine opgaver, og at jeg stadig har min mand at støtte mig til, selvom det bliver mindre synligt,« lød det fra en synligt bevæget dronning Margrethe i nytårstalen den 31. december 2015.

Som dronning er Margrethe landets overhoved, men det er Henrik, der bestemmer inden for slottets tykke mure.

»Det er helt klart, at min mand er herre her i huset. Det har han altid været for mig,« understreger Margrethe i bogen ‘M 40 år på tronen’.

Interesserne

Guldbrudeparret har altid givet hinanden plads til at dyrke egne interesser. Dronningen har f.eks. foretrukket at stå på langrendsski i Norge med den norske dronning Sonja, mens Henrik til gengæld har nydt at rejse til Østen, hvor han tilbragte flere år som barn.

Men især i kunsten har de to forskellige sjæle fundet et fællesskab. Første gang de kastede sig over et fælles kunstnerisk projekt, var i 1981, hvor de i dybeste hemmelighed oversatte den franske feminist og filosof Simone de Beauvoirs bog ‘Alle mennesker er dødelige’ til dansk. Bogen udkom under pseudonymet H.M. Vejerbjerg.

»Det er noget af det bedste, vi har lavet sammen. At gøre det i fællesskab var dejligt,« siger prins Henrik i ‘Enegænger’, hvor han også afslører, at han stadig skriver glødende kærlighedsdigte til sin hustru.

»Hun fik tårer i øjnene, mens jeg læste. Jeg var i forvejen meget bevæget, og at se min hustru græde, fik også mig til at græde. Det viser, i hvor høj grad poesi kan forløse mange følelser,« fortæller prins Henrik bl.a.

Hver for sig har de gennem årene arbejdet med hver sine kunstneriske værker. Dronningen har malet, designet bispekåber og altertæpper. Hun laver decoupage og har skabt scenografi til balletter på både Det Kgl. Teater og Pantomimeteatret i Tivoli. Mens Henrik udover sine digte har skabt adskillige skulpturer, der både står i parken på Fredensborg Slot og på Cayx.

Fristedet

Cayx er parrets fristed. Det er dér, de lader op, og hvor familielivet dyrkes. Cayx købte regentparret i 1970erne, for at holde fast i det franske bånd og for at give deres sønner et nært forhold til deres franske familie.

Det er på Cayx, at Dronningen har malet flere af sine malerier.

KRONPRINS FREDERIK OG PRINS JOACHIM I GANG MED MALERARBEJDE PÅ VINSLOTTEI CAIX I FRANKRIG. BILLEDE FRA HOFFETS EGET FOTOALBUM 1976. Vis mere

Da parret holdt sølvbryllup i juni 1992 var hele Danmark inviteret med. Traditionen tro kørte parret i karet gennem et feststemt København, hvor danskerne hyldede brudeparret. Den store fest på Fredensborg Slot blev transmitteret i tv, og alle kunne høre talerne. Særligt huskes kronprins Frederiks tale, hvor han sagde de uforglemmelige ord: ’Papa, man siger, at den man tugter, elsker man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed’, mens sølvbrudeparret kun havde kærlige ord til hinanden. Senere dansede det lykkelige par brudevals i kuppelsalen på Fredensborg Slot.

Guldbrylluppet deler regentparret ikke med danskerne. Dagen fejres under helt private former på kongeskibet Dannebrog. Men det ændrer ikke ved, at det er værd at hylde kærligheden.

Henrik havde hundene med

Prins Henrik byder pressen velkommen til regentparrets sommerresidens Fredensborg Slot. d. 11. juni fylder Prinsen 70 år. Vis mere

Gravhundene er én af de mange interesser, der har bundet guldbrudeparret sammen.

Det er prins Henriks fortjeneste, at gemakkerne og salonerne på de kongelige slotte ofte genlyder af hundeglam.

I de første svære år i Danmark var prins Henriks faste følgesvend en lille gravhundehvalp, som regentparret havde bragt med hjem fra en ferie hos Henriks forældre i Cahors. Souris, som den lille langhårede gravhund blev kaldt, fulgte ham troligt overalt.

Dronning Margrethe på Toldboden i regnvejr, hvor hun sammen med Prins Henrik afsluttede sommerens tur og gik i land fra kongeskibet Dannebrog. Her i bilen sammen med den kongelige gravhund. Vis mere

Souris blev den første i en lang række af gravhunde, der har været en fast del af den royale familie. I modsætning til Henrik, havde Dronningen aldrig haft hund før. De firbenede venner var ikke velsete i Margrethes barndomshjem, for dronning Ingrid brød sig ikke om dem. Men det gjorde Henrik op med. Til sin hustrus og børns store glæde. Den mest kendte af hundene var den korthårede gravhund Baltazhar, der blev døbt hofhunden og var kendt for at gø af karsken bælg, når de kongelige viste sig offentligt.

Artiklerne om regentparret bygger på:
Tidligere interview med dronning Margrethe og prins Henrik samt bøgerne: ‘Enegænger’ af Stéphanie Surrugue, ‘M 40 år på tronen’ af Jens Andersen, ‘Prins Henrik – Skæbne forpligter’ af prins Henrik og Philippe Viguié Desplaces og ‘Margrethe’ af Annelise Bistrup.