Bagmanden til flest danske pophits gennem tiden giver et sjældent indblik i livet bag scenen med de største danske musikere

- Jeg har enorm respekt for Kim Larsen. Han har aldrig været til salg, og han er aldrig blevet korrumperet, siger Poul Bruun, der er en af de få i den danske pladebranche, der har givet Danmarks nationalskjald kvalificeret modspil gennem tiden.

Bruun har igennem fire årtier stået bag Gasolin og Kim Larsen, samt et ukendt antal pophit og albums fra de største danske sangere og musikere. Fra Bifrost, Hanne Boel, D-A-D, Michael Falch, Laidback, CV Jørgensen, Lars H.U.G og Michael Learns To Rock.

I sin første bog fortæller Poul Bruun anekdoter fra rockens bagscene, og i bogen afslører han blandt andet, hvorfor Gasolin aldrig fik den karriere i USA, som Larsen og Franz Beckerlee så brændende ønskede sig.

Gasolin-sangerens tunge kom i vejen for bandets karriere, fortæller Poul Bruun i kapitlet om Gasolins tur til USA i 1976, da de skulle overbevise verdens største pladeselskab CBS.

Ved et coktailparty i vicepræsident Bunny Freidus luksuslejlighed på Manhattan i New York tog bandet godt for sig af de våde varer retter. Og til sidst var bandet så bedugget, at trommeslageren Søren Berlev kom til at vælte en 50-liters punchbowle ned over sig selv, og vicepræsidentens persiske tæpper.

- Bunny selv havde taget det automatiske smil på. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad der var inde bagved, fortæller Poul Bruun.

Da det går op for de danske pladeselskabsfolk, hvor fulde Gasolin er blevet, beslutter de at trække Gasolin ud af selskabet, men da de siger farvel til den befippede vice-præsident, som Kim Larsen havde fået et godt øje til, kulminerer skandalen.

- Jeg stod lige ved siden af, da Kim sagde farvel til Bunny, der uddelte luftige kindkys til drengene på vej ud. Og pludselig griber Larsen fat om hende og stikker sin store tunge ned i halsen på hende for at give hende et rigtigt tungekys.

Stod som forstenet

- Hun stod som forstenet med åben mund, da Larsen kvitterede med et ’adios amigo’, og jeg tror faktisk ikke, at det var gået op for Kim, hvad han havde gjort. For i elevatoren stod han bare og talte om, hvor lækker hun var, fortæller Poul Bruun:

- Jeg tror, at den tunge havde betydning for deres muligheder i USA. Hun syntes simpelthen, at de var så ulækre efter den reception. Hun var sådan et lille nips, der vaskede hænder hele tiden, og siden epsioden hørte vi ikke mere fra hende. Hun gav det til en anden, der slet ikke havde samme pondus, siger Poul Bruun, der er en af de få i landet, der har turdet give Kim Larsen kvalificeret modspil gennem tiden:

- De fleste mennesker er nærmest ved at skide i bukserne, når han kommer ind i et rum. Jeg har fyret en fem-seks producere, fordi de bare indspiller de numre, Kim kommer med. Så har jeg måttet sige til dem, at de og de og de numre sgu da ikke er gode nok, og at de ikke bare skal indspille alt, hvad han kommer med, siger Poul Bruun.

En parodi på sig selv

- Kim hader, når jeg sorterer i hans numre, men han kan heller ikke undvære det. Han har brug for et modspil. I 70’erne hvor han sprøjtede numre ud, var det sgu nemt nok. Senere blev det vanskeligere. for man bliver mere og mere en parodi på sig selv med alderen. Man bliver mere og mere skåret ud i pap. Og det er Larsen også. Så når han er stædig, er han stædig, når han griner, så griner han, og når han sover, så sover han.

- Men samarbejdet har været fedt, og er det stadigvæk. Jeg kan enormt godt lide at arbejde sammen med ham, og jeg føler mig privilegeret ved at være en del af historiens vingesus. Han er den største i dansk musik, og hans række af hit er jo nærmest uendelig. Vi kunne lave 10 greatest hits-plader med Kim Larsen, siger Poul Bruun, der også respekterer nationalskjalden af en anden grund:

- Han har aldrig været til salg, og han er aldrig blevet korrumperet. Vi er blevet tilbudt millioner for en Gasolin-koncert. Men han vil ikke, og du kan ikke købe Kim. Heller ikke dengang han ikke havde en rød reje. Han har aldrig deltaget i en reklame eller været sponsoreret af nogen, og hvis der er reklamer foran scenen, når han spiller, så tager han det ned inden koncerten. Det har jeg kæmpestor respekt for, siger Poul Bruun, der nævner tre betingelser for succes i musikbranchen.

- Passion, talent og vilje. Min lidenskab er musikken, og jeg elsker, når mine plader bliver spillet i biler og drøner ud gennem folks vinduer, og jeg får et kick ud af at høre mine ting i radioen.

Bankede kæresten

- Hvis jeg skal være ærlig, så har min vilje været langt større end mit talent. Det kan godt være, jeg bliver kaldt ’manden med de store ører’. Men det er noget, jeg har lært mig. Ved at lytte. Og så har vi knoklet for at få det til at lyde rigtigt i studiet. Hvis du ikke har den store vilje, så skal du have et tårnhøjt talent. Men uden vilje går det ikke. Og de kunstnere, der kommer til mig uden vilje, gider jeg ikke have noget med at gøre, siger Poul Bruun, der i bogen ’Hit, shit og albuer’ afslører adskillige historier om popmusikernes liv, når lyset på scenen er slukket. Blandt andet den om at Hanne Boels amerikanske sangskriver lokkede ham med på stripklub i USA, mens sangskriverens kone og Hanne Boel intetanende var ude at ride.

Eller historien om, at succesbandet One Two aldrig tjente en krone på deres plader, fordi de blev så dyre, at de aldrig løb rundt.

I bogen afslører Bruun også, at en af rockhistoriens mest respekterede sangskrivere, Van Morrison, har sorte pletter i sit privatliv.

Da Bruun blev bedt om at producere et demobånd med Van Morrisons nye numre i København, opdagede han, at Morrison bankede sin danske kæreste, der var sekretær på CBS, hvor Bruun arbejdede. Først mødte hun op et par gange med skrammer på kinden, og en dag havde hun brækket armen og havde to blå øjne:

- Det kunne jeg ikke have med at gøre, og så droppede jeg det job. Så det var et af mine helt store idoler, der faldt dér. Han blev siden religiøs og har forhåbentlig angret, men folk har fortalt mig, at han var hamrende ubehagelig privat. En ufed person.

Store egoer

- Skal man være i stand til at tilgive meget i pladebranchen?

- Ja, det skal man. Man skal have stor overbærenhed.

- Kunstnerne er jo store egoer, som har ekstremt meget brug for at blive bekræftet. Der er ikke så meget plads til at give dem bagved den anerkendelse, som de skal have. Så der skal stor overbærenhed til. Grunden til, at de er store egoer, er typisk, at de har haft en elendig far, der ikke har givet dem nok kærlighed og opmærksomhed. Derfor skal de op på scenen og have folk til at klappe helt vildt af sig. Det handler om at få den anerkendelse, de ikke har fået af forældrene. For der er desværre ikke mange store kunstnere, der har haft en lykkelig barndom. Det er dér, viljen kommer fra. Den der med, at jeg skal kraftedeme vise dem.

Poul Bruuns bog ’Hit, Shit og albuer (Gyldendal) udkommer den 12. november.

Andre læser også