Hvert år rejser Maiken Hallingskov sydpå i julen. For hende er jul lig med tid og nærvær, men herhjemme ender julen for ofte i stress og familiebøvl.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og mød Maiken, der hvert år holder julen i udlandet. Læs hvorfor og hør hvordan rejserne kan true julehyggen hos dem, der bliver derhjemme.

Det får du:

  • Artiklen 'Sådan holder vi jul: De thailandske plastikjuletræer giver julen en helt bestemt stemning'
  • Artiklen 'Flere stikker af i julen'

Hvert år rejser Maiken Hallingskov sydpå i julen. For hende er jul lig med tid og nærvær, men herhjemme ender julen for ofte i stress og familiebøvl.

Hun har holdt jul på Mallorca, Tenerife, i New Zealand og i Thailand.

Maiken Hallingskov, der er grafisk designer fra København, holder hvert år jul i udlandet. For som hun siger: ’At slippe for stress og familiebøvl’.

I år går turen for anden gang til Thailand, hvor hendes datter bor og studerer.

I Thailand fejrer hun jul med karaokeanlæg, plastikjuletræer og masser af spændende thaimad. Boede datteren ikke i Thailand, var de nok rejst dertil alligevel, for mor og datter har flere gange holdt jul på den samme restaurant i Bangkok.

»Restauranten er bare et skønt sted, hvor de har en stor buffet med både europæisk mad og thaimad. Maden er som sådan ikke vigtig, bare den er lækker. Der behøver for min skyld hverken at være flæskesteg, and eller risálamande. Derimod gør små, lækre thairetter det fint ud for en god julemiddag,« fortæller hun.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Bare vi er sammen

For Maiken Hallingskov og hendes datter handler julen udelukkende om nærvær. Resten af juletraditionerne efterlader de hjemme i Danmark.

»Det vigtigste for mig i julen er at være sammen med min datter eller nogle gode venner. Så føler jeg, det er rigtig jul. Det betyder ikke noget, hvor vi er, eller hvad vi spiser. Det vigtigste er nærværet,« forklarer hun.

Hun sætter pris på hyggelig julebelysning og musik, men det behøver ikke at være den klassiske julemusik og lysguirlander på et grantræ. De thailandske plastikjuletræer i blå, grøn, og hvid, der er pyntet med masser af farvede lys, giver julen en helt bestemt stemning, som hun er vild med. Karaokeanlægget har også en central placering i Maiken Hallingskovs – og thaiernes – jul. Hun kan godt lide den uformelle tone, hvor folk synger, fordi de har lyst til det.

»Der bliver ikke som sådan sunget julesange, men der er livemusik og karaokeanlæg. Det synes jeg er hyggeligt og juleagtigt nok,« smiler Maiken Hallingskov, der aldrig selv har dyrket de klassiske danske juletraditioner.

  
   Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Vil væk fra bøvl

Der er to gode grunde til, at Maiken Hallingskov rejser til udlandet i julen. For det første rejser hun for oplevelsens skyld. Men også for at slippe for julestress på Strøget og familiebøvl. Hendes erfaring er, at det altid ender i brok og skuffelser. »Vi har prøvet at fejre jul med min familie og min eksmands familie. Men alle de forventninger – om hvordan julen skal være, hvad vi skal spise, hvilken dato vi skal være hvor, hvor meget en gave må koste... Brok og skuffelser oven i hinanden, det gider jeg simpelthen ikke,« sukker hun.

I Thailand er det meget mere afslappet. Dér ser hun ikke folk farer op og ned ad hovedgaden for at købe julegaver i sidste øjeblik, være mega sure og tale grimt til hinanden. I Thailand handler julen om at gå i tempel og bede. Det handler om nærvær og samvær, men ikke om, hvilken gave man har købt, og hvad den har kostet.

»Jeg synes, julen er så opreklameret og materialistisk i Danmark. Det hele handler om store, dyre gaver. Jeg savner dansk godhed, hvor man taler ordentligt til hinanden i julestressen på gaden. I Thailand kunne man aldrig finde på at tale grimt til nogen, for så mister man selv ansigt. Det synes jeg godt, vi kunne lære noget af herhjemme.«

Jul ifølge Maiken Hallingsjov

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Flere stikker af i julen


Psykolog Jørgen Rønsholdt ser en tendens til, at flere flygter fra julestressen. Det kan være drømmen om mere tid, der trækker. Men rejserne kan true julehyggen hos dem, der bliver hjemme

I løbet af de sidste 10 år er antallet af danskere, der rejser væk i julen, kun steget. Tal fra Trafikstyrelsen viser, at 23 pct. flere i dag end for 10 år siden rejser væk i december måned.

I år er det ’arbejdsgiverjul’, og mange kan ikke tage af sted så længe. Derfor bliver rejserne solgt billigere, meddeler Star Tour, der kan bekræfte tendensen til, at mange danskere rejser væk i julen. De mest populære destinationer er Gran Canaria og Thailand, som danskerne kender og føler sig trygge ved.

Når Maiken Hallingskov pakker kufferten, er hun langtfra et unikt tilfælde. Psykolog og stifter af Institut for Relationspsykologi Jørgen Rønsholdt ser en ny bevægelse i, at flere vælger at rejse i julen. Årsagen skal findes i det faktum, at mange har fået nok af julens uopnåelige glansbillede, hvor kernefamilien er i centrum og alle er glade og lykkelige. For virkeligheden i mange familier er en helt anden.

»Flugten fra den traditionelle jul handler om, at vi vil have nære relationer. Vi vil ’back to basics’ og nyde hinandens selskab.«

At rejse sydpå er et aktivt og bevidst valg.

»De, der gør det, lærer deres børn, at det er vigtigere at være sammen end at blive fanget i overforbrug og materialisme,« siger Jørgen Rønsholdt.

»Mange vælger at rejse væk fra al den stress og materialisme, som julen efterhånden er blevet et symbol på. Mange familier kan f.eks. slet ikke følge med de opskruede julebudgetter,« forklarer han.

Dyr jul

Sidste år brugte en gennemsnitsdansker 4.000 kr. på julegaver. Beløbet er så højt, at det får mange til at føle sig udenfor, fordi de ikke kan eller vil være med. Et alternativ til de dyre gaver og overdådige fester er at droppe julen.

»Folk, som rejser i julen, drømmer mange gange om at have mere tid sammen,« siger Jørgen Rønsholdt.

De lægger langt større vægt på tid end på en juleaften med and, flæskesteg, gaver, juletræ og alt for meget alkohol. Andre rejser væk for at undgå dårlig stemning.

Rejser truer relationerne

Har man en familie, hvor spændinger lurer under overfladen, kommer de ifølge Jørgen Rønsholdt helt sikkert frem i julen, når vi presser hinanden ind i faste traditioner om mad, alkohol, rækkefølgen af julesange, dyre gaver og præmissen ’hyg for pokker’. »Har man enten som barn eller i sit voksenliv oplevet dårlige spændinger mellem svigermor og onkel Frans i julen, så slipper man dem, når man rejser ud,« siger Jørgen Rønsholdt.

Selvom det for mange danskere er det rigtige valg at forlade sludsne og febrilske sidste-øjebliks-julegaveindkøb i Danmark og tage et fly mod varmere breddegrader, kan valget sagtens skabe konflikter. Især i den del af familien, som bliver hjemme. For mange er julen nemlig lig med traditioner. Traditioner, der ligger så dybt forankret i os, at brud med dem kan skabe ballade.

»Julen er grundlæggende et symbol på vores kærlighed. Hvis de forventninger, man har til julen, ikke bliver indfriet, kan det føles som om, man ikke er elsket. Har man f.eks. børn i tyverne, der pludselig vælger at tage på dykkerferie i Thailand i julen, kan det for forældrene føles som en kæmpe afvisning. Nu har de brugt 20 år på at holde en dejlig jul for deres børn, som så vælger at bryde med det hele og bare smutte,« siger psykolog Jørgen Rønsholdt.