Blev tvunget til at gå af som statsminister og flygtede fra Danmark
Blodet drev fra hans hænder. Sivede ud gennem hver en pore. I hvert fald rent symbolsk. Blodet fra tusindevis af unge danske soldater, som havde måttet lade livet i den brutale krig i 1864. En krig, der var hans værk. Mente mange. Skylden for nederlaget og nedslagtningen af de mange danske soldater i 1864 landede hos biskop og statsminister D.G. Monrad.
Læs i denne PLUS-longread, hvad der skete med Monrad efter nederlaget. Opret abonnement på BT PLUS og læs med.
Blodet drev fra hans hænder. Sivede ud gennem hver en pore. I hvert fald rent symbolsk. Blodet fra tusindevis af unge danske soldater, som havde måttet lade livet i den brutale krig i 1864. En krig, der var hans værk. Mente mange.
Omfanget af det sviende nederlag kunne næsten ikke være større. Tre hertugdømmer var forsvundet fra landkortet. Danmark var blevet reduceret til en lilleputstat. Skylden skulle placeres. Landede hos biskop og statsminister D.G. Monrad. Og nu var han blevet fyret på gråt papir, afskediget og ydmyget foran masserne, var blevet offer for smædeskrivelser fra den såkaldte kultur-elite, skoset af selveste kongen.
’Det danske folk er et råddent folk, og ingen kan forlange af mig, at jeg skal stå last og brast med sådant et råddent folk, som en vred, frustreret og depressiv Monrad udtrykte det til sin ven Vilhelm Birkedal kort efter. Og så stak han af.
30. november 1865 satte familien Monrad kursen mod New Zealand.
Den ældste datter Adda var netop blevet godt gift og rejste derfor ikke med. Men de to store sønner Viggo og Johannes, datteren Louise på 20, Karen på syv, hustruen Emilie og Monrad selv tog først til London og sejlede derfra ironisk nok videre med skibet ’Victory’. Lagde for hver sømil fysisk og psykisk afstand til det bitre nederlag hjemme i Danmark. Og jo nærmere de kom målet i det fjerne, desto mere aftog både Monrads depression og for høje blodtryk, ligesom de nye milde vinde gjorde Emilie og hendes svagelige helbred godt.
Fire måneder senere satte familien Monrad fødderne på fast jord. De lagde til i Christchurch – eller Lyttelton, som havnebyen på sydøen dengang hed - og fyldt til bristepunktet af pionerånd sugede de den nye verden til sig.
Flygel og plov
New Zealand var i 1800-tallet endnu en ung nation for de europæiske menneskehorder. 1.000 år tidligere havde polynesiske maorier slået sig ned på de to øer. Men i 1750erne var freden forbi, da europæerne – anført af James Cook – indtog øerne og snart gjorde New Zealand til base for sæl- og hvalfangst. Og i kølvandet på fangerne kom de kristne missionærer, som så det som deres fornemmeste opgave at ’omvende’ de indfødte, der bid for bid blev tæmmet og til sidst måtte acceptere et britisk overherredømme. Dog med lovning på retten til jorden.
Og nu plantede D.G. Monrad og familie deres fødder på den.
Alvoren i Monrads beslutning om at vende Danmark ryggen, flygte fra nederlaget og begynde på en frisk som nybygger var snart synlig på kajen i Christchurch. Fra skibets lastrum kom først familiens store flygel. Så en omfattende samling smede- og tømrerværktøj, en plov, en enspændervogn samt en smukt udskåret egetræsdør. Til sidst store mængder kunst, sølvtøj og bøger i stakkevis.
Sammen med den forvalter, D.G. Monrad havde hyret hjemmefra, og en tjenestepige gik turen videre til Wellington på nord-øen, hvor klimaet var mildere og landet mindre bjergrigt og derfor bedre egnet til landbrug, som var det eventyr, familien ville kaste sig ud i. På trods af at ingen af dem egentlig havde erfaring med jord under neglene.
Snart fandt familien Monrad et stykke egnet jord i Karere ved floden Manawatu. Og det jordiske gods blev fragtet op ad floden. Også det store flygel, som blev transporteret på to kanoer – Hornung på den ene, Møller på den anden, som Monrad jokede - og efterfølgende placeret i den midlertidige lerhytte hytte, familien måtte indlogere sig i, mens de byggede en prægtig ejendom, der kunne danne rammen om deres nye liv.
’Landet her er vidunderlig skønt, luften mild og klar’, skrev Emilie hjem til Danmark.
Nærmest lykkelig
Trods sit omfattende korpus og bogligt funderede væsen kastede D.G. Monrad sig med krum hals ud i de nye udfordringer. Han svingede øsken og lægtehammeren og var nærmest lykkelig.
’Halvdelen af dagen tilbragte jeg med fysisk arbejde, den anden halvdel med studier og undervisning af børnene, mens jeg langsomt genvandt mit helbred. Der var noget vidunderlig hyggeligt i familiens nærhed og at arbejde sammen. Det lettede sindet at leve i den sub-lime utæmmede natur, at plante spaden i den jord, der havde ligget uberørt siden verdens begyndelse, som Monrad senere skrev i et af sine breve.
Også de utæmmede indfødte kom under hans og Emilies favnende vinger. Der var respekt begge veje, men som andre før ham missionerede Monrad også og udbredte det kristne budskab til den lokale maori-befolkning og havde uden tvivl større succes end så mange andre europæiske missionærer. For Monrad var et sprogligt geni og lærte sig hurtigt det lokale sprog, hvilket bidrog til respekten.
Men også blandt den øvrige befolkning i området var D.G. Monrad en respekteret skikkelse.
Personlighed med succes
’En imponerende mand med en rig personlighed, som han blev beskrevet. Og familiens nye hjem – som bestod af seks værelser, køkken og loftsrum – blev hurtigt samlingssted for dels nyankomne danskere samt de mange skandinaver, der havde slået sig ned i området.
Ifølge den nu pensionerede DRjournalist Preben Dich – som tidligere har lavet en dokumentar om Monrad og hans år i New Zealand – satte den danske biskop væsentlige aftryk i lokalsamfundet.
’Monrad blev hurtigt en intellektuel personlighed blandt de lokale maorier. Han arrangerede musikaftener og gudstjenester, og med det kraftige hvide hår gjorde han et stort indtryk, siger Preben Dich.
Også på markerne havde Monrad-familien succes med i første omgang at dyrke tobak. Planen var på sigt at oprette en eksportvirksomhed. Alt tegnede godt.
Men i november 1868 krakkelerede idyllen.
Vreden havde ulmet længe blandt maorierne. Sporadiske krige var opstået som reaktion på det britiske overherredømmes brud på den jordaftale, der var indgået i 1840erne. Og i efteråret 1868 var urolighederne så voldsomme på nordøen, at Monrad og familie blev advaret. De var ikke længere i sikkerhed og måtte endnu en gang udtænke en flugtplan. Hjem til rådne Danmark.
Stadig spor efter Monrad
9. januar 1869, knap tre år efter at de stod på kajen i Christchurch og sugede den nye verden til sig, steg de om bord på skibet Asterope og vinkede farvel til eventyret. Slået tilbage af endnu en krig.
Slået hjem eller ej, finder man her 150 år senere ifølge Preben Dich stadig sporene af D.G. Monrad i New Zealand.
‘I Palmerston North – som i realiteten er grundlagt af Monrad og hans sønner - blev der skabt en dansk-sproget kirkegård, som den dag i dag rummer over 20 dansksprogede gravsten. I det lokale museum findes flere Monrad-efterladenskaber, f.eks strikvarer samt køkkengrej og porcelæn.
Og selvom kun få i byen i dag kender historien om den danske ‘flygtning’, er en skole, park og gade opkaldt efter ham, siger Preben Dich.
Efterkommere af D.G. Monrad lever stadig I New Zealand. Sønnen Viggo – som kæmpede mod tyskerne i 1864 og var med til at forsvare Dybbøl den 18. april – blev som den eneste på øen og gjorde karriere som lokal politiker. Det er to af hans sønner, der i dag fører slægten videre under de sydlige himmelstrøg.
Også hans syv år yngre bror Johannes vendte i 1878 tilbage og nåede at blive en pioneer indenfor den newzealandske mejeriproduktion, inden han rejste videre til USA.
’Jeg levede nogle lykkelige år i New Zealand, skrev Monrad senere.
Han døde i 1887. Efter at have fået genoprejsning i Danmark.
