Her fortæller han om det liv, der har formet en af Folketingets mere karakteristiske profiler. Især en operation som 1-årig, hvor Pind fik fjernet det ene øje har haft betydning for det meste af hans senere liv:
- Det er klart, at det har sin egen implikation at være enøjet. Jeg har altid følt, at den ene halvdel af mig var død.
I min opvækst, måtte jeg ofte spørge mig selv, hvorfor gør du det her ? Noget var desperation. Noget var nødvendighed. Men der var et element af at blive set, og jeg tror, at man skal tilbage til det med øjet. Lige meget, hvad jeg gjorde, vidste jeg, at jeg altid ville være anderledes. Jeg skulle give det ekstra, fortæller Pind og konkretiserer med oplevelser fra skoletiden.
I interviewet med BT er Søren Pind også særdeles ærlig om behovet for at blive set og hvordan han har arbejdet med det.
- Tidligere var det enormt vigtigt at blive set. Og budskaberne blev nok også skåret til med henblik på det formål. Det vil jeg ikke afvise. Men i de senere år er balancen skiftet over, siger Søren Pind.
Læs hele det ærlige interview i BT PLUS.
Med B.T. Plus får du:
- Et unikt, personligt interview med Søren Pind
Med et B.T. Plus-abonnement får du adgang til de kommende ugers interviews med danske profiler samt alle vores artikler og guide:
Søren Pind. Søren Pind. Søren Pind. Sagt med nasal, midtjysk Anders Fogh-stemme. Snerrende med solid irritation.
Mange af os husker tv-klippet efter endnu et vulkan-udbrud af politisk debat i Venstre i forrige årti. Venstres Søren Pind bliver set. Han bliver hørt. Men det er ikke længere formålet. Siger han og erkender, at det nok var sådan engang.
- Tidligere var det enormt vigtigt at blive set. Og budskaberne blev nok også skåret til med det formål. Det vil jeg ikke afvise. Men i de senere år er balancen skiftet over, siger Søren Pind.
Venstres syngende eks-minister HAR nået sine mål: Han blev Danmarks yngste borgmester som 28-årig, han blev minister for udvikling og integration. Han har siddet i Folketinget i tre valgperioder. Så hvad skal han nu?
Mens Pind går og tænker over det, taler personer hos Socialdemokraterne om, at DE mangler en Søren Pind-type. En, der kan blæse støvet ud af partiet og sætte nye tanker i gang. Læs her, hvordan en markant politisk personlighed blev skabt. En provokatør. Tæskeholds-politiker. Enfant terrible. Eller med et rigtig pænt ord: Farverig. Søren Pind fortæller selv historien.
Barndommen
Jeg var blind på det ene øje fra fødslen, men det blev først opdaget, da jeg var et år. De var bange for, at det var kræft. Jeg har fået fortalt, at min farmor besvimede, da hun fik opringningen fra hospitalet, fordi hun troede, det var kræft og var bange for, at lægerne skulle tage begge øjne. Det viste sig heldigvis, at det var en godartet svulst, så de tog kun det ene øje. Men det er klart, at det har sin egen implikation at være enøjet. Jeg har altid følt, at den ene halvdel af mig var død. I min opvækst måtte jeg ofte spørge mig selv, hvorfor gør du det her? Noget var desperation. Noget var nødvendighed. Men der var et element af at blive set, og jeg tror, at man skal tilbage til det med øjet. Lige meget hvad jeg gjorde, vidste jeg, at jeg altid ville være anderledes. Jeg skulle give det ekstra.
Og så gjorde man det med børn dengang, at forældrene fik besked på at forføje sig fra hospitalet. Så jeg blev opereret og mine forældre var væk fra mig i ganske mange dage. Jeg tror, at noget af denne se-mig-agtighed kommer af at blive efterladt. Uden at det skal blive dybdepsykologi, så betyder det at få foretaget et så heftigt indgreb som lillebitte – og dine forældre ikke er der og så at sige forlader dig – ganske meget.
Fem år i udlandet kom også til at betyde ganske meget for mig. Mine forældre udvandrede til Schweiz i ’72, da jeg var tre. Jeg voksede der op i et konservativt, velordnet samfund, hvor der blev stillet helt særlige krav. Ordensregler. Karakterer i alle fag, der skulle underskrives hjemme hver uge.
Her blev jeg introduceret til kristendommen, og jeg lærte at læse med det samme som 5-årig.
Skoletiden
Derfor var det et chok at komme hjem til Anker Jørgensens Danmark i 1977. Ritts nye folkeskole var trængt igennem med ’hvad har du lyst til at lave i dag’. Selv helt ude på landet på Bornholm, i Østermarie, hvor vi landede efter Schweiz. Jeg kan huske den der følelse af KAOS. Det var virkelig anderledes fra der, hvor jeg kom fra. Når man er 7 år, er det ikke noget, man sætter ord på, men jeg sansede det bare.
Den følelse har helt givet formet den politiske interesse. Indignationen kommer nok også derfra. Og formentlig lidt temperament.
Men jeg fik også ambitionen med fra Schweiz. Det at man skulle gøre alt, hvad man kunne. Det gav mig en akademisk ambition, hvis man kan bruge det udtryk om et barn. Men jeg læste børnebiblen enormt hurtigt som 5-årig i en grad, så min mor blev helt bekymret over mig.
Det var også hjemme i Danmark, at jeg oplevede, at jeg stak ud. Jeg kom hjem til en 1. klasse, der var tømret sammen, det var langt udenfor Rønne. Jeg var spinkel, havde kun ét øje, fik briller og var på alle måder en fremmed fugl.
Her kunne jeg vælge mellem at falde i et med tapetet, med den omkostning det har. Eller at stå ved den, jeg nu var. Dér tog jeg den hårde beslutning at være den, jeg var. Det har ikke altid været godt eller let, men det gjorde jeg.
Jeg tror, jeg havde sådan en iver over mig, som irriterede de andre. Jeg var bare meget anderledes. Når jeg blev drillet mest, så kunne jeg finde på at tage mit glasøje ud og løbe efter dem med øjet for at skræmme dem væk. Der skal altså rimelig meget til for at gøre en lille dreng så ked af det, at han gør sådan noget.
Det var mit våben. Det var det, jeg havde, for jeg kunne jo ikke slå. Og de BLEV bange. Men det fandt i løbet af få år sin gænge. Jeg fik et normalt socialt liv med andre børn. Men jeg læste rigtig meget. Jeg lånte på en typisk uge 13-14 bøger på biblioteket. Og når jeg kom tilbage ugen efter, havde jeg læst dem alle.
Ungdommen
Jeg ville jo egentlig have været landsretssagfører. Jeg skulle både være rig og så stå i retssalen og forsvare de svage. Min mors onkel var en inspiration og cyklede til København, læste jura om aftenen og blev landsretssagfører.
Jeg gennemførte også mit jurastudium på 8,5 år. Så jeg gav mig god tid. Men jeg blev fra starten af studiet ansat på Christiansborg som Niels Anker Kofoeds (bornholmsk tidl. MF og minister for Venstre, red.) medlemssekretær. Og hold da kæft, hvor var Christiansborg en spændende arbejdsplads. Når du brænder for politik, så kommer du ind i magtens centrum. Jeg mødte dem alle sammen. Det var jo fantastisk.
20’erne
Og så endte det hele med, at jeg blev borgmester som 28-årig, blev udstyret med privatbil, chauffør, kreditkort og 130.000 om året i repræsentation og massiv magt over alle byggeprojekter i København. Jeg var kæk, og der var nok nogle ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Men jeg vil ikke fremstå som en hykler og undskylde noget. Jeg har jo gjort den del af mit liv.
Og ja, der kan være en læring i de ting, man gør. Men den læring skal ikke foregå i det offentlige rum. Man må stå på mål for det, man gør. Så kan man inde i sit private lønkammer tænke, at det gør du nok ikke en anden gang.
30’erne
Jeg har også haft min fase af at gå på gaden og tænke ’så de nu, at det var mig’. Der bliver jo skabt en afhængighed. Du får et endorfin-kick. Det tager en tid, og jeg tror, at der er nogen, der aldrig finder ud af det.
For mig holdt det op. Det er en vigtig erkendelse, at det ikke er alt om at gøre. Og med risiko for, at du om et halvt år skriver bom-bommelom om mig, så har jeg brugt enorme kræfter på at komme til en erkendelse af mange af de her ting. Jeg har haft verdens bedste coach til det. Jeg har brugt rigtig mange penge på det.
Førhen VAR det enormt vigtigt at blive set. Men det er det ikke mere. Jeg har måske ikke nogen hensigt om at forsvinde ud af den offentlige debat. Det vil jeg da nødigt. Men jeg har opnået det, jeg har ønsket mig allermest i mit professionelle virke. Jeg har prøvet at være borgmester. Jeg har prøvet at være minister. Det var en stor oplevelse, men på nogle punkter også en forfærdelig oplevelse. Så nu skal jeg lige tænke mig om, hvad jeg vil nu.
30’erne blev også perioden, hvor jeg blev skilt. Jeg blev ikke gift for at blive skilt. Det vil jeg helst ikke sige meget om, det er for personligt. Men det var da et knæk for mig. At nå frem til den erkendelse, at det jeg ville, kunne jeg ikke. I hele min opvækst og voksne liv var det slet ikke en option, at jeg ikke kunne, hvad jeg ville. Det var det, jeg havde. Det var min identitet.
Jeg har hørt ordene om pauseklovn og hofnar. Jeg HAR også prøvet at tage alle de slagsmål, jeg kunne komme i nærheden af, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg kan huske engang, Bertel Haarder – som altid har været min ven - sagde på et Venstre-landsmøde: ’Kender I Søren Pinds motto: Et slag er tabt – det er tid at tabe et nyt.’ Det var jo hamrende sjovt sagt, og salen brølede af grin. Men det var jo rigtigt. Jeg brugte alt for meget energi på det.
40’erne
Det tog mig mange år at lære, at der var en anden vej end at stå og hamre sit hoved ind i muren, fordi man tror, at muren går i stykker. Men så en dag opdagede jeg, at det faktisk var mig selv, der gik i stykker. Så det var måske smartere at gå udenom. Det har jeg lært. Også fordi jeg lærte, at jeg ikke kunne ALT, hvad jeg ville.
I dag er mit liv udfordrende, men spændende. Ja, jeg vil sige godt.
Søren Pind giver noget af sig selv – også i interviews. Tænker dybt, giver sig tid og svarer det absolut mest ærlige, han kan komme frem til. Ærligt og troværdigt.
