Der er kulde på vej i weekenden. Og hvis man er ved at løbe tør for træ-briketter til brændeovnen, skal man skynde sig at få købt nogle. Der er nemlig tæt på at være udsolgt overalt i landet.

Både hos importøren Hjaltelin Agro i Kolding og Jem & Fix-kæden, der har hovedkvarter i Vejle, meldes der om stort set udsolgt, oplyser Kanal 94.

Stigende efterspørgsel, andre landes øgede import af briketter og en generel kold vinter i Europa er nogle af forklaringerne på de manglende træbriketter.

Samtlige forhandlere, Kanal 94 har talt med, fortæller, at man skal være heldig, hvis man kan finde enkelte butikker, der har briketter hjemme.

Men meldingen lyder også, at disse briketter bliver solgt i samme øjeblik, de bliver sat frem, og man kan ikke sige hvornår der eventuelt er nye forsyninger på vej.

Flere forhandlere forudser også at der snart blir mangel på de populære træpiller.