Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, mener, at Danmarks donation af kampfly til Ukraine vil skade Ukraine så voldsomt, at det vil »skubbe Ukraine mod afgrunden«.

Sådan lyder det i en meddelelse, den russiske ambassade i Danmark mandag har lagt ud på det sociale medie Telegram.

»Det at Danmark nu har besluttet at donere 19 F-16-fly til Ukraine fører til en eskalering af konflikten,« starter ambassadøren med at udtale i meddelelsen.

Her efter beskylder han  Danmark for med kampflyene at forlænge, hvad der lige nu sker i Ukraine. 

Her er hele meddelelsen fra den russiske ambassade i København til det sociale medie Telegram.
Her er hele meddelelsen fra den russiske ambassade i København til det sociale medie Telegram. Telegram

»Ved at skjule sig bag en præmis om, at Ukraine selv skal bestemme betingelserne for fred, søger Danmark med sine gerninger og ord at efterlade Ukraine intet andet valg end at fortsætte den militære konfrontation med Rusland,« skriver han i meddelelsen på Telegram. 

Han slår videre fast, at donationen af kampflyene vil skubbe ukrainerne i afgrunden. 

»En sådan holdning skubber Ukraine ned i afgrunden og fordømmer dets befolkning til nye ofre. Der vil ikke være noget andet resultat af Danmarks beslutning om at donere F-16 til Ukraine,« lyder det fra ambassadøren, der slutter meddelelsen med denne sætning:

»Målene for den særlige militæroperation i Ukraine for at sikre Ruslands nationale sikkerhed bliver nået.«

B.T. har bedt om et interview med Vladimir Barbin, men det har den russiske ambassade endnu ikke reageret på. 

Tilbage i juli udtalte Ruslands udenrigsminister, Sergey Lavrov, at Rusland vil betragte F-16 kampfly fra vestlige lande til Ukraine som en 'atomtrussel' på grund af deres kapacitet til at bære atomvåben.

»Rusland kan ikke ignorere disse flys evne til at bære atomvåben. Ingen mængder af forsikringer vil hjælpe her,« lød det fra Ruslands udenrigsminister Lavrov i en udtalelse i juli om F16 kampfly.
»Rusland kan ikke ignorere disse flys evne til at bære atomvåben. Ingen mængder af forsikringer vil hjælpe her,« lød det fra Ruslands udenrigsminister Lavrov i en udtalelse i juli om F16 kampfly. Maxim Shipenkov/EPA/Ritzau Scanpix

»Rusland kan ikke ignorere disse flys evne til at bære atomvåben. Ingen mængder af forsikringer vil hjælpe her,« lød det fra Lavrov i en udtalelse.

Han slog videre fast, at de russiske soldater ikke vil have nogen chance for at vide, om der er atomvåben ombord på F-16 kampflyene.

»I løbet af kampoperationer vil vores soldater ikke finde ud af, om hvert enkelt fly af denne type er udstyret til at levere atomvåben eller ej,« sagde Lavrov. 

Disse udtalelser fra udenrigsministeren er i dag blevet citeret i det store russiske medie The Moscow Times.

Søndag meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at Danmark sammen med Holland vil donere i alt 19 F-16 kampfly.

»I dag meddeler vi, at vi vil donere 19 F-16 kampfly til Ukraine. Sammen med Nederlandene er vi det første land, som giver solidt håndslag på at donere kampfly. Forhåbentlig vil andre følge trop,« sagde statsministeren søndag til Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.

Hun tilføjede:

»Vi håber og tror, at kampflyene vil hjælpe jer med at beskytte jeres luftrum for at beskytte det ukrainske folk og hjælpe Ukraine med at tilbageerobre det land, som er retmæssigt jeres.«

De første vil ankomme ved årsskiftet.