Dorthe Gerlach, der er forsanger i bandet Hush, er begejstret over at udkomme på vinyl og glæder sig til foråret, hvor hun vil opsøge byens skjulte oaser
Hvad har senest fået dig til at klappe i hænderne af begejstring?
»En lyttesession på en lille vinylfabrik i Nordhavnen. Det nye Hush-album udkommer også på lp, og det var helt rørende at høre pickup-knitren i stedet for bare at sige ’Nå, nu er den i skyen’.«
Hvornår har du sidst haft lyst til at udvandre?
»Da Sundhedsministeriet afviste Rigsrevisionens kritik af vaccinesalget med et skuldertræk. Det er forstemmende, at man efterhånden aldrig hører nogen i dansk politik sige: ’I har ret, det var en fejl. Undskyld.’«
Hvad er det seneste, du har læst?
»’Stille København’ af Peter Olesen. Jeg søger altid byens skjulte oaser. Der kom der helt sikkert nogle nye krydser på skattekortet, jeg skal have tjekket ud, når foråret kommer.«
Hvad er det næste, du skal i gang med?
»Det bliver nok ’Den der lever stille’ af Leonora Christina Skov. Jeg har fulgt hende på instagram gennem skriveprocessen – det har været meget fængslende, så jeg tror, den er god.«
Hvad lytter du til for tiden?
»Jeg har forelsket mig i Susanne Sundførs ’Music for people in trouble’, og lytter især til den, når jeg går tur.«
Hvad er din yndlingsmusik?
»Uak – et umuligt spørgsmål. Det kommer jo an på, hvor, hvornår, hvordan. Men én ting, jeg altid har lyst til at høre, er gammel klassisk soul, f.eks Otis Redding.«
Hvad har du senest set i biografen?
»’En frygtelig kvinde’. Den var sjov nok, men jeg synes, det var lidt nederen, at der kun var to svage bud på manderollen. Den frie drengerøv med stort DRENG og mandebabyen, der underkues af sin kontrollerende mor – nå nej, kone ...«
Hvad er din favoritfilm?
»’Stories We Tell’ – af canadiske Sarah Polley. Hun dykker ned i sin egen familiehistorie og giver et fascinerende indblik i, hvor mange versioner sandheden findes i.«
Hvilken koncert har du senest været til?
»Andrew Combs solokoncert på Amager. Den var utrolig god.«
Hvad er din favoritkoncert?
»Jeg elsker de der helt intime koncerter, hvor du nærmest kan høre artisten synke sit mundvand. Der er en sårbarhed over det, som får sangene til at leve.«
Hvad ser du altid i tv?
»Old school, engelske krimier. Eller svenske. Det er nærmest meditation for mig, også efter koncerter, at lande på et hotelværelse og se en mordopklaring i slow-mo.«
Hvad ser du aldrig i tv?
»De der spøgelsesjægerprogrammer, hvor tumper vælter rundt i buldermørke med et infrarødt kamera og gejler hinanden op, uden at der nogensinde sker en skid.«


