Skuespilleren Robert Hansen afsløret af politiets aflytning af narko-handler.

Robert Hansen røg direkte ind på en telefon-aflytning, da han palmesøndag 24. marts midt i kirketiden ringede til en 27-årig narkohandler i Hvidovre. Politiet mener, han bestilte kokain, men det benægter Robert Hansen og siger, at opringningen blot drejede sig om et penge-mellemværende.

I mandags var ungdoms-idolet til afhøring hos kriminalpolitiet i Hvidovre, hvor han nægtede at have købt kokain af narko-handleren, der har siddet varetægtsfængslet siden 8. april - sigtet for handel med hash, amfetamin og kokain i større mængder.

B.T.s forside den 2. november 2001 - Robert er taget 1. og 2. gang.

Men B.T. erfarer, at Robert Hansen erkendte, at han havde sniffet kokain to uger før afhøringen.

Den kendte skuespiller sigtes nu for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det er hans fjerde sigtelse for besiddelse af kokain. Besiddelse af narkotika straffes med bøde eller fængsel op til to år.

Robert Hansens advokat, Bjørn Caning, har ingen kommentarer til sagen - og ønsker end ikke at be- eller afkræfte, at han er forsvarer for skuespilleren.

Robert Hansen selv er også tavs: »Jeg har ikke lyst til at sige noget. Jeg føler efterhånden, at jeg er udsat for en heksejagt,« sagde han i aftes til B.T., men afviste at kommentere de konkrete oplysninger.

Læs mere i dagens B.T.