Knap 1.600 danskere får hvert år konstateret kræft i endetarmen. Men i modsætning til for bare ti år siden overlever langt flere.

Alligevel skal vi blive bedre til at reagere i tide og gå til læge, når de første symptomer viser sig, advarer kræftlæge.

En af de danskere der lige nu er ramt af kræft i endetarmen er den socialdemokratiske legende Ritt Bjerregaard. Hun er netop blevet udskrevet fra hospitalet efter to større operationer, fortæller hun til BT.

565 danskere dør årligt af kræft i endetarmen. Det er stadig for mange, og derfor bør alarmklokkerne bimle og bamle over den dystre kræftstatistik, mener overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten:

»Selvom vi er blevet bedre til at behandle på grund af bedre kirurgi, så er det kun 60 pct., som er i live efter fem år. Derfor er det vigtigt, at danskerne bliver bedre til at gå til lægen, når de tror, at der kan være noget galt, så kræften ikke når at sprede sig, og man ikke kan blive helbredt,« siger hun.

Sygdommen opstår typisk hos folk over 45 år, og flere mænd end kvinder bliver ramt.

Foto: Scanpix / Iris
Vis mere

LÆS OGSÅ:

Det varierer, hvor alvorlig sygdommen er, alt efter hvornår den bliver opdaget. Det fortæller professor i tarm-kirurgi ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Søren Laurberg:

»Det er en kræftsygdom, der kan svinge mellem, at man har næsten 100 pct. chance for at overleve, til at man nærmer sig 0 pct. overlevelse. Det afhænger af, hvor stor kræftsvulsten er. Nogle kan nøjes med et mindre indgreb, mens andre må igennem en større operation og kemoterapi. Har det spredt sig, er situationen meget alvorlig,« siger han.

Endetarmskræft kan være arveligt, men opstår typisk på grund af vores (usunde) livsstil.

»Flere i den vestlige verden får endetarmskræft, og det har noget at gøre med det, vi spiser eller drikker,« siger Søren Laurberg.

I 2014 kunne danske kræftforskere med speciale i kost f.eks. dokumentere, at man især bør undgå firbenet kød, det vil sige kød, der stammer fra f. eks. okse, svin og lam. Denne type kød øger nemlig risikoen for især kræft i tyk- og endetarmen.