Bivirkninger som diarré, kvalme, utilpashed, følelsesløshed i hænder og under fødder har fået den socialdemokratiske parti-legende og tidligere overborgmester i København Ritt Bjerregaard til at sige nej tak til kemo-terapi.

Ritt Bjerregaard har netop været igennem et kræftforløb, hvor hun er blevet opereret for kræft i endetarmen, og hun er i den forbindelse blevet tilbudt en forebyggende kemo-behandling, der skal mindske risikoen for, at kræften bryder ud igen eller spreder sig.

Men Ritt Bjerregaard, der fylder 74 år i næste uge, har valgt at sige nej tak.

»Jeg føler, jeg er ved at komme godt ovenpå efter sygdommen, jeg har fået min blodprocent op, jeg har ingen infektioner, jeg er begyndt at tage på og kan cykle rundt i København, og det synes jeg er rigtig, rigtig dejligt. Så jeg har sagt, at jeg ikke er interesseret i kemo,« siger Ritt Bjerregaard, der i stedet vil gå til kontrol på den kirurgiske afdeling.

Beslutningen om at gå imod lægernes anbefaling og sige nej tak til en seks måneder lang kemo-behandling har ifølge Ritt Bjerre-gaard været svær.

Frem og tilbage

»Jeg har da været meget frem og tilbage, det har været et svært valg. Jeg har diskuteret det med min mand og med venner og veninder og med folk, som er meget kyndige, og med nogle mindre kyndige. Jeg har indhentet mange synspunkter på det, og der er rigtig mange mennesker, der har skrevet til mig med forskellige former for råd. Derudfra har jeg truffet den beslutning, som jeg tror, er rigtig for mig,« siger Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard blev 10. marts opereret for kræft i endetarmen. Hun havde haft blod i afføringen, og en undersøgelse viste, at hun havde en kræft-tumor. Ved operationen blev kræftsvulsten fjernet, og man fjernede 28 lymfeknuder for at se, om kræften havde spredt sig.

Der var kræft i to af dem.

LÆS OGSÅ:

I næsten fire uger efter operationen blev Ritt Bjerregaard svagere og svagere. Og hun tabte sig flere kilo. En lille sprække i syningen fra den første operation havde givet hende en indvendig byld. Dagen før skærtorsdag blev hun derfor opereret igen, og her fik hun midlertidigt stomi.

Den forhenværende toppolitiker har tidligere i medierne kritiseret hospitalet for at være meget underbemandet i påsken, og for at maden var kritisabel. Maden er meget vigtig for patienter, der er svækkede og har mistet appetitten.

Du kan læse hele historien om Ritt Bjerregaards valg i dagens BT.