S-ikonet Ritt Bjerregaard reagerer for første gang på den mediestorm, hun selv startede i weekenden. Her afslørede den tidligere toppolitiker nemlig, at hun og ægtemanden Søren Mørch har levet i et åbent forhold.

Det var i Politiken, at Ritt Bjerregaard i weekenden vakte opsigt ved at fortælle, at hun og ægtemanden for mange år siden - med afsæt i ungdomsoprøret - lavede en aftale om, at det var okay at være sammen med andre og have kærlighedsforhold ved siden af ægteskabet.

»I den periode var det mere oppe i tiden, at man havde sex med andre. Og det var klart for os, at vi også ville møde andre, som vi syntes var spændende og ville have lyst til at have et forhold til. En aften får man lidt for meget ind, og så er det måske bare et enkelt knald. Men det sker jo for de fleste, at der er nogen, man forelsker sig i. Så snakkede vi om det og blev enige om, at det troede vi godt, at vi kunne leve med,« sagde hun i et åbenhjertigt interview med Politiken.

Over for eb.dk fortæller Ritt Bjerregaard søndag, at hun har fået positive tilkendegivelser efter interviewet:

»Jeg er i sommerhus, så jeg har ikke været hjemme, men venner har ringet og sagt, at det var et godt interview,« siger Ritt Bjerregaard til eb.dk

Ritt Bjerregaard tilføjer over for avisen, at hun ikke tror, at vennerne har vidst, at hun og Søren Mørch har haft udenomsægteskabelige aktiviteter.

På spørgsmålet om, hvorvidt Ritt Bjerregaard og gemalen fortsat lever i et åbent forhold, lyder den pensionerede politikers svar:

»Nu er jeg altså 74, og Søren er 82, så det....,« siger Ritt Bjerregaard til eb.dk.

Til næste år kan Ritt Bjerregaard og Søren Mørch fejre guldbryllup. At parret snart kan se tilbage på 50 års ægteskab skyldes ifølge S-koryfæet, at hun og gemalen har givet hinanden lov til at dyrke deres forelskelser i andre mennesker.

Ritt Bjerregaard udgiver en ny erindringsbog 3. november.

 - 1