Republikanerne frikender Trump: Var ikke involveret i Epsteins sexhandel
Republikanerne har offentliggjort en rapport, der frikender Donald Trump for at tage del i Epsteins forbrydelser. Samme rapport møder hård kritik fra Demokraterne.

Republikanerne har offentliggjort en rapport, der frikender Donald Trump for at tage del i Epsteins forbrydelser. Samme rapport møder hård kritik fra Demokraterne.

Republikanerne i Repræsentanternes Hus' tilsynsgruppe offentliggjorde tirsdag en 136 sider lang rapport efter 15 måneders undersøgelse af Jeffrey Epstein-sagen.
Rapportens konklusion er blandt andet, at Donald Trump ikke var involveret i Epsteins sexhandel.
Undersøgelsen retter i stedet en skarp kritik mod amerikanske myndigheder og anklagemyndigheder, som ifølge rapporten 'svigtede deres ansvar og dermed lod Epsteins overgreb fortsætte'.
»Epstein opererede ustraffet, beskyttet og muliggjort af magtfulde forbindelser og et retssystem, der gentagne gange svigtede sine ofre,« lyder det fra den republikanske tilsynsformand, James Comer fra Kentucky, i en erklæring.
Rapporten fra Republikanerne kritiserer derudover Justitsministeriets håndtering af offentliggørelsen af de såkaldte Epstein-dokumenter.
Trump har gentagne gange afvist enhver forbindelse til Epsteins forbrydelser og har tidligere forklaret, at de to blev uvenner.
Men nu møder rapportens konklusioner, ifølge mediet, hård kritik fra Demokraterne.
De mener, at undersøgelsen har været mangelfuld og i for høj grad har forsøgt at skærme Trump fra kritiske spørgsmål.
Derfor ønsker Demokraterne nye offentlige høringer og en endnu grundigere undersøgelse af Trump og Epsteins relation.
Den demokratiske komitéleder Robert Garcia understreger, at arbejdet langt fra er afsluttet, og at partiet fortsat vil stille Trump og andre magtfulde personer til ansvar for deres forbindelser til Epstein.