Opdateret 21.07 med citat fra Rønne Havns direktør Lars Nordahl. 

Et nyt design af Rønne Havn kan komme til at have alvorlige konsekvenser for færgefarten til og fra øen.

Så stor betydning, at det i perioder vil være sværere at sejle til og fra øen, lyder det fra Molslinjen ifølge TV 2 Bornholm

Det er konklusionen efter simuleringer af forskellige vejrsituationer foretaget af eksperter fra Force Technology.

De potentielle problemer skyldes Rønne Havns nye design, som gør, at færgerne Hammershus og Povl Anker, får svært ved at sejle ind og ud af havnen ved kraftigt blæsevejr.

»Rapporten viser desværre, at det nye havnedesign ved bestemte vindretninger kommer til at udfordre de konventionelle færger så meget, at det ikke længere vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at benytte Hammershus og Povl Anker i vindstyrker kraftigere end 18 meter i sekundet,« fortæller Molslinjens administrerende direktør Kristian Duurhus til mediet.

På trods af Molslinjens udmelding ser Rønne Havns direktør, Lars Nordahl, ingen grund til bekymring for, at der kan være dage uden færgebetjening grundet havneudvidelsen.

»De vindhastigheder, som vi snakker om her, middelvindhastigheder op i denne her klasse, det er ikke noget der forekommer særlig ofte. Bornholmerne skal ikke stå og tænke, at nu er vi uden færgebetjening. Vi ved, at de konventionelle færger kan sejle i relativt hårdt vejr. Vi ved også, at i det nye havnelayout, der kan hurtigfærgerne sejle op til de begrænsninger, der er i kontrakten. Så jeg er fortrøstningsfuld,« lyder det.