Som leder af Støttecenter mod Incest i Danmark har Lone Lyager de seneste ti år arbejdet med mænd, der er blevet seksuelt misbrugt .

- Det er vores erfaring, at der altid sidder tre ud af de otte mænd, vi har i vores terapigrupper, hvor overgrebene er begået af en kvinde. Nogle er også misbrugt af både en kvindelig og en mandlig krænker, siger Lone Lyager.

- Jeg tror, at når vi taler børn, der er blevet misbrugt af deres mødre, er det særligt svært, fordi der er noget specielt om 'mor'. Der er noget arketypisk med moderbegrebet, som holdes oppe rent samfundsmæssigt af det syn, vi har på rollen som mor. siger Lone Lyager, som bakkes op af Kuno Sørensen fra Red Barnet.

- Vi forbinder kvinderollen med omsorg, blidhed og et værn mod ondskaben i samfundet. Og det er netop den rolle, moderen har, der gør, at vi ikke tænker kvinder som krænkere. Det er tabu, siger Kuno Sørensen, som savner forskning på området.

»I Danmark er problematikken med kvindelige krænkere uudforsket. Der er utrolig lidt viden om emnet. I fagbøgerne er afsnittene om kvindelige krænkere som regel de afsnit, hvor der står mindst.