Radio- og tv-nævnet har meldt Radio Holger til politiet. Stationen må ikke længere sende, men gør det alligevel. Bøder og måske inddragelse af udstyr venter.

Den dansk-nationale lokalradio Radio Holger er blevet meldt til politiet af Radio- og tv-nævnet.

I sidste uge fik radiostationen frataget sin sendetilladelse, men Radio Holger nægter at stoppe sine udsendelser.

Nu kan politiet udstede bøder, og samtidig har nævnet bedt Kammeradvokaten vurdere, om det er muligt at inddrage stationens sendeudstyr. Det oplyser nævnets formand, Christian Scherfig.

Stationen sender i hovedstadsområdet og har fået inddraget programtilladelsen, fordi den ikke har udleveret en kopi af en udsendelse den 2. august, som Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination (DRC) har klaget over på vegne af en dansk statsborger med libanesisk oprindelse.

/ritzau/