Det gav enorm opmærksomhed, da en 60-årig mand fredag brød ind i Middelfart Rådhus og affyrede fyrværkeri.
Manden endte med at tage sit eget liv. Men sagen er slet ikke afsluttet endnu.
I hvert fald ikke for de ansatte på rådhuset i den fynske by.
Der er åbenbart sket en del skader efter fyrværkeriet, og derfor er det usikkert, hvor mange af de ansatte på rådhuset, som mandag kan møde på arbejde.

Borgmester Johannes Lundsfryd (S) overvejer, om flere ansatte skal leje sig ind i et af byens hoteller.
»Der er heldigvis masser af hoteller i byen,« siger Johannes Lundsfryd til fyens.dk
Det er især indgangspartiet, mødecentret og 2. sal, hvor jobcentret holder til, som er blevet beskadiget efter de dramatiske begivenheder fredag.
»Skadesservice var der i aftes, og jeg har været henne for at lukke dem ind her til morgen, hvor de er fortsat, og jeg har også selv været en tur rundt. Det ser ud til, at hele østfløjen er ubeskadiget«, siger borgmesteren til fyens.dk og tilføjer:

»I den anden fløj (vestfløjen, red.) har der været røgudvikling, så der er både sod og vand fra sprinkleranlægget. Hvor voldsomme skaderne er, ved vi ikke endnu, men der har stået affugtere hele natten, og de arbejder på fuld tryk nu på at sikre bygningen.«
Fredag var Middelfart Rådhus spærret fra morgenstunden og frem til midt på eftermiddagen, hvor manden altså tog sit eget liv.
Politiet mødte op i stort tal med både bombehunde og to fjernstyrede robotter, som kaldes Rullemarie.
Lørdag har Fyns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen, som stadig efterforskes, oplyser fyens.dk.