R sætter spørgsmålstegn ved regeringssamarbejdet

De radikale sætter spørgsmålstegn ved det fortsatte regeringssamarbejde, hvis Socialdemokratiet deler indenrigsminister Karen Jespersen (S) ulyst til at leve i et multietnisk samfund.

Det fastslår den radikale gruppeformand Elisabeth Arnold over for Ritzau. Ifølge Elisabeth Arnold er indenrigsministerens meldinger en underkendelse af de seneste års arbejde med integrationsloven fra 1998 og integrationspakken fra foråret, hvor de radikale strakte sig langt. Og integrationspakken blev iværksat netop på baggrund af befolkningsprognoser og krav fra de socialdemokratiske borgmestre fra Vestegnen, påpeger Elisabeth Arnold.

- Borgmestrene var tilfredse med integrationspakken. Men hvis det ikke er godt nok til ministeren, hvad skal der så til? Jeg ved ikke, hvad denne sag med Karen Jespersen vil udvikle sig til. Men hvis det her indvarsler en ny stil fra Socialdemokratiet, så er vi bombet tilbage til før, vi vedtog integrationsloven. Og jeg er bange for, at vi er ved at vælge hver sin vej. Hvis det er Socialdemokratiets politik, så er det ikke sikkert, at vi skal gå til valg sammen, siger Elisabeth Arnold til Ritzau.

/ritzau/