Det verdens-berømte, britiske krydstogtskib Queen Elizabeth II stævnede tirsdag ud på sin sidste tur. Luksusskibet har kurs mod Dubai, hvor det skal omdannes til flydende hotel.

Tusinder var mødt frem ved havnen i Southampton i det sydlige Storbritannien for at se skibet sejle af sted en sidste gang i nattemørlet fra en havn fyldt med både med alle lamper tændt. Afrejsen blev akkompagneret af et imponerende festfyrværkeri.

Allerede tidligere på dagen havde hertugen af Edinburgh, Prins Philip, været ombord for at sige et sidste farvel til skibet, der bærer hans hustrus navn.

Luftvåbnet sagde farvel - og markerede samtidig, at tirsdagen var dagen, hvor Storbritannien hyldede sine faldne soldater- da to Tiger Moth-fly kaster én million røde valmuer ud over havnen.

Veteranflyene fra 1. Verdenskrig blev efterfulgt af en Hawker Harrier jet, som svævede over QE2 som en hyldest til skibet, der deltog i Falklandskrigen som troppetransportskib.

Læs videre under annoncen

Queen Elizabeth II har 1700 passagerer om bord på sin sidste rejse, og der har været rift om billetterne, til trods for at de dyreste kahytter kostede over 28.000 pund (mere end 255.000 kroner).

Queen Elizabeth II ankommer efter planen til Dubai 26. november.

I sine næsten 40 år på søen har QEII, som skibet populært blev kaldt, sejlet i alt 5,9 millioner sømil, 806 gange har skibet kryset Atlanten og hun har transporteret 2,5 millioner passagerer.