Staten er en langsom hævner. Ofre for forbrydelser må vente længe på retfærdigheden. I ventetiden er det ifølge chefpsykolog sundt at udbasunere sin hævngerrighed.
Den hævntørstige enke efter Michael Pichard gør sig selv en tjeneste, når hun fortæller om sit had til de bankrøvere, der i juni skød og dræbte hendes mand foran Nordeas filial i Ålsgårde.
»Det er kun godt, hvis hun ved at udtrykke sine følelser kan lette sit hjerte en lillebitte smule og dermed få en katarsis-effekt. Hævnfølelse er en fuldstændig normal følelse,« fastslår chefpsykolog Jørn Beckmann, Odense Universitetshospital.
Han er ekspert i at fremstille psykologiske profiler af forbrydere, men har også et bud på, hvad der sker i hovedet på ofrene.
»Enkens håb om, at de skyldige får livstid, er jo ganske uskyldigt. Hendes liv er blevet slået i stykker. Og hun siger jo ikke, at hun vil opsøge dem i fængslet og skære halsen over på dem. Omvendt kan hun heller ikke på nuværende tidspunkt begynde at tilgive.
Hvis jeg var blevet likvideret, og du spurgte min kone, ville hun da også sige, at morderne burde have livstid og i øvrigt syde i helvede. Det er sundt og naturligt og glimrende, at hun siger det,« mener Jørn Beckmann.
Han mener, at voldsforbrydelser bliver straffet alt for blidt i Danmark og tror på hårde straffes præventive virkning. Samfundets hævn er med andre ord ikke markant nok i Jørn Beckmanns øjne.
»Men på det personlige plan er vi jo nødt til at undertrykke vores hævnfølelse. Nok bevarer vi vreden indeni os, men kunsten er at tilgive. Man må finde nogle måder at forholde sig til det her på, så man får vredet vredesgiften ud af sit hjerte i stedet for at gå med den resten af livet. At tilgive andre mennesker burde næsten være et fag i skolen,« siger han.
Ifølge Jørn Beckmann er én af måderne at styrke sit eget selvværd i forhold til forbryderen. Hvem er mest værd? Hvad er det for en person i forhold til mig? Sammenligningen ender forhåbentlig med, at man løfter sig selv ud af raseriet. Et raseri, som har svært ved at få afløb i et land som Danmark.
»Hos os har staten jo monopol på magtbeføjelser. Hvis vi krænkes, så er det ikke os selv, men politi og domstolene, der skal tackle hævnen. Som sådan er der lagt et vældigt bånd på det raseri, der opstår, når man bliver krænket,« siger filosoffen, Ole Thyssen, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København.
»Hævn er en meget, meget stærk følelse. Og da det handler om følelser, er det umuligt at komme til livs. At retssystemet prøver at lægge bånd på hævnens udtryk er jo ikke det samme som, at man kan undgå hævnfølelsen. Der er mange andre måder at hævne sig på end fysisk vold. Man kan lægge folk på is. Man kan vrage dem til forfremmelser. Selvfølgelig foregår der en umådelig masse hævnaktioner i et land som det danske. Og jeg kan ikke forestille mig et land, der på nogen som helst måde vil være i stand til at eliminere hævnfølelsen. Det ville heller ikke være ønskeligt. Det ville blive et samfund med så voldsom en spændetrøje, at ingen af os ville kunne ånde mentalt,« tilføjer Ole Thyssen.
I 1980'erne producerede Hollywood en stribe film med ensomme hævnere som »En mand ser rødt« med Charles Bronson og »Dirty Harry« med Clint Eastwood. Begge hårde nysere, der tog loven i egen hånd og i egen opfattelse lod retfærdigheden ske fyldest. Den retfærdighed, som samfundet åbenbart ikke kunne levere. Filmene var ifølge Ole Thyssen ingen tilfældighed.
»Kunsten er et følsomt barometer for, hvad der rører sig. Og der havde bredt sig en opfattelse af, at straffesystemet var ved at blive for blødsødent. At man i stigende grad beskyttede forbryderen og straffede ofret. At retssystemet var blevet så hensynsfuldt og angst for at krænke nogen som helst, at sager faldt på selv små procedurefejl. Det var en følge af 60'erne, hvor man lagde stor vægt på de undskyldende momenter hos den kriminelle og talte mere om social integration end straf,« fortæller Ole Thyssen.
»Nu går tendensen i hele den vestlige verden mod hårdere straffe. Man kræver kontant afregning. Har man gjort noget, skal man straffes for det. Uanset baggrunden. Det er indlysende for mig, at grundlaget for straf er hævn, selv om man prøver at se bort fra det. Der er sket en skade, og nu skal der ske en slags modskade. Der foregår hele tiden en debat om forholdet mellem forbrydelse og straf. Og jeg skal ikke kunne sige, om balancen er rigtig i øjeblikket.«
Ole Thyssen vil dog gerne sige, at den basale hævnfølelse har det skidt i en retssal.
»Når staten skal hævne sig, så går det gennem et meget trægt apparat - en retsmaskine. Hævn er en følelse. Derfor er der et misforhold mellem retssystemet og dets mange procedurer og krav om beviser og så den mere emotionelle fornemmelse af, at manden på anklagebænken gjorde det, og nu skal han ikke prøve at gemme sig bag et par smarte sagførere,« siger han.
Der er bare ikke rigtigt noget at gøre ved det.
»Samfundet kan ikke leve med selvtægt. Så vi er nødt til at opdrage vores børn til at opføre sig civiliseret,« siger Ole Thyssen.
