De Konservatives nye leder Søren Pape Poulsen taler usandt.

Sådan lyder det fra Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning på Aarhus Universitet, efter BT i går afdækkede et referat, hvor det står, at Pape som borgmester i Viborg fik det kommunalt ejede energiselskab til at købe navnesponsorat af Viborg FF, fordi klubben akut manglede penge.

- Jeg må sige, at Søren Pape Poulsen har talt usandt til pressen, når man læser notatet, der er kommet frem. Her står, at årsagen til, at det kommunalt ejede selskab skulle sponsere stadion, var, at Viborg FF akut havde likviditetsproblemer. Dermed er det ikke rigtigt, når Søren Pape siger, at det er et spørgsmål om markedsføring, siger han.

Professoren påpeger, at det kan ende med bøde til Pape.

- Han siger, at det er et politisk anliggende, som han vil stå på mål for, så må man bare sige, at det ikke er et spørgsmål om politik, men om lovlighed. Det er en dybt alvorlig sag. Når man har gjort noget ulovligt, så er det kriminelt. Og Søren Pape kan ende med personligt at stå til ansvar og blive idømt en bødestraf, siger Henning Jørgensen.