Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt venter på, at økonomien skal være god nok til, at man kan prale af den, før hun trykker på valgknappen, skal hun vente så længe som muligt.

Det vurderer en professor i økonomi, og det samme mener kilder i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

»Der er ingen tvivl om, at regeringen længe har håbet på en bedring i økonomien. Økonomiministeriet har gang på gang udsendt meddelelser om, at nu ser det ud til at gå bedre. Det gjorde det bare ikke. Det opsving, der er nu, er det mest omtalte opsving nogensinde. Og så stort er det altså heller ikke,« siger Niels Westergaard-Nielsen, professor i økonomi ved Copenhagen Business School.

»Samtidig har regeringen ført en meget forsigtig økonomisk politik, ligesom i Tyskland. Den har været meget forsigtig med ikke at overskride EUs regel om, at man ikke må have budgetunderskud på mere end tre pct. Økonomien har slet ikke været ekspansiv nok,« siger professoren og fortsætter:

Lukket banksystem

»Man skulle have have gjort mere for at gøre det nemmere for virksomhederne at låne. De har jo råbt og skreget på kredit. Regeringen har ikke hjulpet virksomheder tilstrækkeligt, så de kunne udvide og skabe arbejdspladser. Banksystemet har været lukket for mange virksomheder. Det er godt for folk, der er i arbejde, men det er dårligt for erhvervslivet. Vi har mistet 170.000 job, siden krisen begyndte for alvor i 2009. Vi er et af de lande i Nordeuropa, der har gjort det dårligst under krisen,« siger Niels Westergaard-Nielsen.

Er den lave rente og oliepris ikke en fordel?

»Den lavere oliepris vil sætte mere gang i forbruget, men til gengæld kommer der færre penge i statskassen. Den lave rente er en fordel for boligejerne på langt sigt, men på kort sigt er det ikke nogen særlig fordel.«

Når regeringstoppen kigger på nøgletallene, tror du så, de får mere lyst til at trykke på valgknappen?

»Nej, det kan jeg ikke se. Der er for meget usikkerhed. Hvis de håber på, at økonomien skal rette sig, vil det være klogest at vente så længe som muligt,« siger Niels Westergaard-Nielsen.

Uafbrudt fremgang

Socialdemokraternes politiske ordfører Ole Hækkerup mener, økonomien er i væsentlig fremgang:

»Det går bedre med økonomien og beskæftigelsen. Det seneste halvandet år har der været uafbrudt fremgang i beskæftigelsen, og der er kommet 40.000 flere i arbejde. Det er den vigtigste nøgle til fremgang. Jeg er glad for, at regeringens politik virker.«

Den seneste tid har den danske krone været udfordret ved, at internationale spekulanter har opkøbt danske statsobligationer, mens Nationalbanken har købt euro for at begrænse skaden.

»Nationalbanken følger euroen, og jeg tror, de klarer problenerne. Boligmarkedet går også bedre. Der er mange tegn på, at det går bedre med økonomien i Danmark,« siger Ole Hækkerup.