B.T. får kritik for formulering af overskrift og utilstrækkelig forelæggelse.
B.T. omtalte i april måned, at personer med mange følgere på sociale medier, som har udtalt sig kritisk om corona-håndteringen og krigen i Ukraine, kunne være en mulig trussel og derfor kunne være på PETs radar. B.T. ændrede overskriften og artiklen to gange efter publiceringen.
Anastasia Maria Loupis, der var en af de omtalte personer i artiklen, klagede til Pressenævnet. Blandt andet over, at artiklen udstillede hende som ekstremist, og at hun ikke var blevet forelagt beskyldningerne.
Pressenævnet fandt, at der ikke var dækning for formuleringen af overskriften og fandt endvidere, at B.T. ikke havde foretaget tilstrækkelig forelæggelse af de krænkende beskyldninger i artiklen.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Pressenævnet har udtalt kritik.