Én ud af 12 danske præster ser ikke gudstro som en absolut nødvendighed, viser en rundspørge, som B.T. har foretaget blandt landets præster.
Et ikke ubetydeligt mindretal af danske præster mener nemlig som han, at man godt kan være præst i den danske folkekirke uden at tro på Gud.
I en rundspørge, B.T. har foretaget blandt to tredjedele af alle præster i Danmark, siger godt otte pct. - svarende til hver 12. præst - ja til, at man godt kan være præst i den danske folkekirke uden at tro på Gud.
183 præster har svaret på rundspørgen, og dermed er undersøgelsen repræsentativ for de små 2.000 præster, der er ansat i den danske folkekirke.
Knap 15 pct. af præsterne - svarende til hver syvende præst i Danmark - siger endvidere ja til, at man kan være præst i folkekirken uden at tro på kødets opstandelse, som ellers er en central del af den kristne trosbekendelse.
Holger Lyngberg, provst i Sydvesthimmerland og præst i Brorstrup og Ravnkilde sogne, er en af dem, som mener, at der skal være plads i folkekirken til præster, som ikke tror på Gud og opstandelsen.
»Det mener jeg faktisk, at der skal være. Ikke at det er dét, vi skal stræbe efter. Men jeg mener principielt, at der skal være plads til det - forudsat at der er nogle, der vil have vedkommende som deres sjælesørger og præst,« siger han.
Det samme mener Anita Esbjørn, præst i Udby og Hørby sogne i nærheden af Holbæk.
»Personligt ville jeg blive sindssyg af at stå og fortælle noget, jeg ikke troede på. Men det kan jeg jo ikke sige til andre, at de ikke kan. Man kan jo så mange ting sådan rent personligt, så selvfølgelig er det en mulighed.
Angiveligt har Thorkild (Grosbøll, red.) jo gjort det i 25 år, så det kan man altså godt,« siger hun.
Et stort flertal på omkring tre fjerdedele af de adspurgte præster svarer desuden ja til, at man gerne som præst i folkekirken må »tvivle« på Gud og opstandelsen.
»Tvivlen og troen er søstre, som ikke kan undvære hinanden efter mine begreber. Så selvfølgelig må man gerne være i tvivl som præst,« siger Anita Esbjørn.
Halvdelen af de danske præster mener, at man som præst gerne må lufte sin tvivl eller manglende gudstro offentligt, sådan som Thorkild Grosbøll har gjort i sin nye bog og efterfølgende i et interview med Weekendavisen.
En af dem er Erik Biering Fonsbøl, provst i Middelfart. Han tilhører de godt syv pct. af præsterne i undersøgelsen, der mener, at Thorkild Grosbøll skulle have haft lov at udtale sig, som han gjorde.
Derfor mener Erik Fonsbøl også, at det var forkert af biskop Lise-Lotte Rebel at fritage Taarbæk-præsten fra tjeneste.
»Det var en chance for kirken til at sende et signal om, at dét vi gør i kirken, er at drøfte tingene og diskutere Gud. Det er dét, der ligger i ordet teologi. Hvis ikke man har frihed til at fremlægge sine synspunkter, lige så tossede de er, så har vi et problem i kirken. Så synes jeg, vi er tilbage i en anden tid end dén, vi normalt lever i,« siger han.
Lars Højland, sognepræst i Brenderup på Fyn, mener ligeledes, at folkekirken skal kunne rumme Thorkild Grosbølls synspunkter og holdninger.
»Han er som alle andre et søgende væsen, som tager livet alvorligt, og som ikke i forvejen vil stemple Gud som en bestemt faktor,« siger han.
Efter Lars Højlands opfattelse har Thorkild Grosbøll ikke bare ret, men pligt til at ytre sig om Gud, opstandelsen og det evige liv.
Flere af de præster, B.T. har talt med, mener dog nok, Taarbæk-præsten kunne have belagt sine ord anderledes.
»Man kan i sagens natur ikke stå og tale med så store bogstaver som Thorkild.
Præsten er den eneste af de kirkeligt ansatte, som skal være medlem af folkekirken. Så derfor kan man ikke komme med de der store headlines på de følsomme områder,« mener Anita Esbjørn.
Hun mener da også, at biskoppen i Helsingør handlede korrekt, fordi hun ikke havde andre muligheder som tilsynsførende biskop.
Andre præster hilser derimod Thorkild Grosbølls provokerende udmeldinger velkomne, fordi de som benzin på et sankthans-bål har antændt en længe savnet debat.
»Nogle gange skal der provokeres og tales med store bogstaver. At hans facon så måske ikke er min, er en anden sag. Men jeg har ikke mødt nogle mennesker, som ikke diskuterer det, siden sagen kom op at vende,« siger Holger Lyngberg.
Det samme synspunkt har Erik Fonsbøl:
»Selv om det måske virker anstødeligt på nogle, kan man jo se, at det har skabt en formidabel debat, som vi ikke har haft i hundredvis af år. Det er ikke bare en teologisk debat på bjerget, men en virkelig folkelig debat, som er fantastisk god og spændende.
Den var ikke kommet, hvis Grosbøll havde udtrykt sig i vage vendinger. Netop fordi han udtrykker sig så prægnant, kommer debatten også.«
