Poul Hartling død, 85 år

Tidligere statsminister Poul Hartling, 85 år, døde i dag efter længere tids sygdom, oplyser familien. Det er et på dansk baggrund helt usædvanligt levnedsløb, der hermed er afsluttet.

Efter at have nået toppen i det danske samfund sprang Poul Hartling i en alder, hvor de fleste indstiller sig på pensionistens tilværelse, over i den internationale politik. Som FNs flygtninge-højkommissær gjorde han sig fra 1978 til 1986 gældende med en styrke og dygtighed, der indgød respekt kloden rundt. Og det var næppe uden sammenhæng med hans personlige indsats, at højkommissariatet i 1981 fik tildelt Nobels fredspris.

Umiddelbart før sin tilbagetræden fik han Carnegie-prisen for sin humanitære indsats. Hans virke forblev i det hele taget ikke upåskønnet, han modtog Storkorset af Dannebrog og en lang række høje udenlandske ordener.

Poul Hartling blev i 1957 valgt ind i partiet Venstre, og i 1965 blev han leder af partiet. Tre år efter blev han udenrigsminister, og i 1973 dannede han efter det kaotiske december-valg 1973 sin "smalle" Venstre-regering.

/ritzau/

Andre læser også