I 2005 klagede 19.000 postkunder over Post Danmark, fordi deres brev var forsvundet. Det er en stigning på 34 procent på bare to år.

Virksomheder og private vil ikke snydes for deres post. På to år er antal forsvundne breve steget med en tredjedel og det får Forbrugerrådet og Dansk Folkeparti til at lange ud efter Post Danmark. Det skriver erhvervsportalen Idag.dk.

I 2005 klagede 19.000 postkunder over Post Danmark, fordi deres brev var forsvundet. Det er en stigning på 34 procent på bare to år. Samtidig har antallet af sure kunder, hvis pakke er forsvundet, kurs mod himlen med en stigning på 54 procent.

Det finder Forbrugerrådets Karsten Kolding er utilfredsstillende, ikke mindst i lyset af at man med liberaliseringen på postmarkedet har lovet kunderne, at de vil få en bedre service.

- Jeg tager stigningen som en indikator på, at der er noget, der skal strammes op hos Post Danmark, siger Karsten Kolding.

Dansk Folkepartis trafikordfører Walter Christophersen advarer ledelsen i Post Danmark om at forberede sig på den sidste liberalisering af postmarkedet, når der bliver fri konkurrence for breve under 50 gram.

- Post Danmarks kvalitet må stå sin prøve. Hvis ledelsen ikke kan forholde sig til virkeligheden, har den et problem, den må få løst, siger Walter Christophersen.

Overfor Idag.dk undskylder Post Danmark stigningen med, at virksomheden blandt andet er blevet bedre til at registrere klagerne.

- Den stigning, der er sket i klagetallet skyldes også, at vi for nogle år siden fik et centralt servicecenter til at tage sig af alle klagerne, siger Søren Michael Pihl, der er underdirektør for salg og marked.

Han lover bod og bedring, og forventer efter en omlægning af logistikken og brevcentrene, at klagetallet for 2006 vil ligge på niveau med 2005.

- Kvaliteten er på vej tilbage på sporet, siger han.