Danskerne er i mere end en måned gået forgæves, når de har besøgt webshoppen bahne.dk. Siden 2. januar har shoppen været erstattet af teksten: 'Bahne.dk er ved at gennemgå en omfattende sikkerhedsopdatering.'

»Det er selvfølgelig ikke optimalt,« siger Benjamin Røpke, administrerende direktør i Bahne.

»Men vi kan ikke gøre så meget andet lige nu.«

Bahne.dk lukkede i starten af januar efter, at webshoppen var blevet ramt af et massivt hackerangreb for anden gang på 37 dage.

»Det er jo ikke specielt godt for os som forretning eller vores kunder."

I første angreb var der risiko for, at 3.337 kunders betalingsoplysninger var blevet kompromitteret af hackerne. I andet angreb var tallet 437 kunder.

I begge tilfælde måtte bahne.dk kontakte de berørte kunder og informere dem om, at det nok var en god idé at lukke deres betalingskort.

Over for B.T. kaldte Benjamin Røpke situationen for 'katastrofal' og beklagede meget over for de kunder, der var blevet berørt af problemerne.

Siden seneste angreb har bahne.dk ligget stille.

»Det er jo ikke specielt godt for os som forretning eller vores kunder. Vi mister da noget omsætning, og vi får daglige henvendelser fra kunder, der spørger, hvornår webshoppen åbner igen,« siger Benjamin Røpke.

»Men det er klart: Når man er blevet kompromitteret to gange, så skal det tages seriøst. Vi mangler en rapport, som fortæller præcist, hvad der er sket. Normalt kan man godt åbne webshoppen igen, når man har en midlertidig rapport, men vi har været ramt to gange, så vi åbner først, når vi er helt sikre.«

Derfor kan Benjamin Røpke heller ikke sige noget om udsigterne til en genåbning af shoppen.

»Vi har ikke et konkret tidspunkt lige nu, men vi forventer at vide det snart. Lige så snart vi kan kommunikere noget mere konkret ud, så gør vi det selvfølgelig,« siger Benjamin Røpke:

»Vi rykker sikkerhedsfirmaerne dagligt, og vi gør det, så godt vi kan. Vi skal være 110 procent sikre på, at vi ikke bliver ramt af et angreb igen. Indtil vi er det, holder vi lukket.«