Det var frosne hindbær importeret fra Polen, der i foråret var årsag til et omfattende udbrud af roskildesyge på Aalborg Sygehus samt blandt ældre på Sjælland

144 patienter, fire pårørende og 128 ansatte på Aalborg Sygehus bukkede i maj under med diarré og opkastninger. Nu konkluderer Statens Serum Institut, at synderen til det omfattende maveonde var en hindbærdessert lavet af importerede frosne hindbær.

- Det er dejligt for os, at det er en ekstern smittekilde, og at det ikke er noget af vores personale, der er skyld i smitten, siger direktøren for Aalborg Sygehus, Per Christiansen.

Han bebuder, at det formentlig nu er slut med at bruge ikke-varmebehandlede hindbær til desserter på sygehuset. Også en stor gruppe ældre på Sjælland og i København fik takket være de importerede hindbær maveproblemer.

De ældre fik mad fra samme udbringningsordning og blev alle syge af en hindbærdessert, som blev serveret til mindst 1100 ældre fra onsdag den 1. juni.

Yderligere mindst 180 andre borgere på Sjælland blev også smittet af det smittefarlige norovirus, som blev fundet i hindbærrene, der alle stammer fra det samme parti.

/ritzau/