Politiet leder efter 15-årige Nadia: 'De er bekymrede'


Fredag sidst på eftermiddagen forlod 15-årige Nadia et hospital i Aabenraa.
Kort efter blev hun efterlyst – og sagen vækker bekymring.
»Vi har stadig ikke fundet hende,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard.
»Vi har været ude at søge efter hende med hunde,« tilføjer vagtchefen.
Fredag klokken 17.40 forlod Nadia hospitalet i nedtrykt tilstand. 18 minutter senere modtog politiet anmeldelsen om, at hun var forsvundet.
Siden er Nadia ikke blevet set.
»Fra sygehuset udtrykkes der bekymring,« fortæller Søren Strægaard.
Politiet har delt et billede og følgende signalement af den efterlyste pige:
Dansk af udseende
15 år gammel
170 centimeter høj
Almindelig af bygning
Sort hår der er blåt på toppen
Hun var iført lyseblå sweatshirt og løse jeans, da hun sidst blev set.

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der har set Nadia eller har oplysninger om, hvor hun befinder sig. Du kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.