Islamister og højrenationale mødes fredag eftermiddag på Christiansborg Slotsplads, og politiet arbejder nu på højtryk for at forberede sikkerheden.
Tre forskellige demonstrationer vil indtage pladsen.
Den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir vil afholde fredagsbøn. Det højrenationale parti Stram Kurs med leder Rasmus Paludan vil demonstrere imod Hizb-ut-Tahrir, og det samme vil Socialdemokratiets folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen.
»Vi er i gang med at lave en plan, så der kan være plads til alle. Vi tager de nødvendige forholdsregler,« oplyser Københavns Politi.

Den højrenationale Rasmus Paludan, leder af Stram Kurs, antager, at mellem 10 og 50 personer møder op til Paludans demonstration.
»Det er meget provokerende, at Hizb-ut-Tahrir skal stå foran parlamentet. Det vil skade demokratiet,« siger Rasmus Paludan.
Hizb-ut-Tahrir har valgt at afholde fredagsbønnen på Christiansborg Slotsplads på grund af terrorangrebet mod to moskéer i Christchurch, New Zealand.
»Det er for at rette vores protest mod de hovedansvarlige for det hadske, islamfjendtlige klima, som afføder overgreb og forbrydelser mod muslimer,« udtaler organisationens mediekontor.

Hizb-ut-Tahrir afviser, at organisationen ved at benytte sin demokratiske ret til at demonstrere gør sig skyldig i dobbeltmoral, når Hizb-ut-Tahrir samtidig ikke anerkender demokratiet.
»Valget af Christiansborg Slotsplads er altså på ingen måde en påberåbelse eller anerkendelse af demokratiet. At holde magthavere ansvarlige for deres uretfærdighed og forbrydelser er en islamisk pligt og har været det i over 1.400 år,« lyder det.
Ifølge Hizb-ut-Tahrir er det uvist, hvor mange der vil deltage i fredagsbønnen.

Socialdemokratisk medlem af Folketinget Lars Aslan Rasmussen har torsdag eftermiddag 43 deltagere på Facebook-eventet om sin demonstration mod Hizb-ut-Tahrir.
»Hizb-ut-Tahrir vil stå uden for demokratiets hus, som de gerne vil afskaffe. Så alle de politikere og borgere, alle, der ikke er ekstremister, er velkomne til at deltage,« siger han.



