Seks dage uden livstegn.
Nancy Guthrie har været som sunket i jorden, siden hun på mystisk vis forsvandt fra sit hjem uden for Tucson i Arizona lørdag i sidste uge.
Den 84-årige kvinde er mor til den kendte amerikanske tv-vært Savannah Guthrie, og politiet mener, at den ældre kvinde er blevet bortført.
Familiens desperation stiger, men en ny melding fra politiet giver nu grund til optimisme.
På et pressemøde fredag kom sheriffen i Pima County, Chris Nanos, nemlig med en opsigtsvækkende melding.
»Jeg tror, at Nancy blev fjernet fra sit hjem mod sin vilje, og at vi er nødt til at finde hende. Det er det, jeg tror. Hun er stadig i live,« sagde han ifølge NBC News og tilføjede:

»Jeg tror ikke, at jeg har noget valg, før et fysisk bevis viser mig, at det er anderledes.«
I den sammenhæng er det interessant, at politiet nogenlunde samtidig afslørede, at man har modtaget en ny besked i sagen.
Beskeden er ifølge BBC sendt til en lokal tv-station, og det forlyder, at den muligvis har forbindelse til Nancy Guthries forsvinden.
Den seneste udvikling kommer umiddelbart efter, at Savannah Guthrie sammen med sine søskende stod frem i medierne og sendte en indtrængende bøn til den formodede kidnapper.

»Vi har brug for at vide – uden skyggen af tvivl – at hun er i live, og at du har hende,« sagde en grådkvalt Savannah Guthrie, mens hun var omgivet af sin søster og bror.
Politiet har udlovet en dusør på 50.000 dollar for informationer, der kan opklare forbrydelsen.
Oplysningerne om den nye besked kommer fra FBI og Pima County Sheriff's Department, men de går ikke i detaljer med, hvem der har modtaget beskeden, eller hvad det indeholder.
I den uges tid, der er gået, siden den ældre kvinde forsvandt, har der været oplysninger om flere andre beskeder.
En mand er eksempelvis blevet anklaget for at have sendt en falsk løsesumsbesked.
Savannah Guthrie har siden 2012 været en af de primære værter på NBC News' morgenprogram Today.
