Politiet er tirsdag middag i gang med en større eftersøgning i en skov ved Frederikssund.

Indsatsen er relateret til den forsvundne Maria From Jakobsen, som frygtes myrdet.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for B.T..

»Vi har en efterforskning af en mulig drabssag, og i den forbindelse er vi ude og afsøge nogle forskellige områder. Vi undersøger forskellige steder, der kan have interesse for vores efterforskning,« lyder det fra Henriette Døssing, kommunikationsmedarbejder ved Nordsjællands Politi.

Politiet har også brugt en drone i forbindelse med eftersøgningen.
Politiet har også brugt en drone i forbindelse med eftersøgningen.
Vis mere

Politiet har afspærret flere områder ved skoven, blandt andet en parkeringsplads, og der bruges hunde i skoven – ligesom området også overflyves med droner.

Den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen forsvandt fra sit hjem i Frederikssund for omkring fire uger siden, 27. oktober, angiveligt i »nedtrykt tilstand«. Hun har siden været efterlyst af politiet.

Siden er en 44-årig mand dog blevet varetægtsfængslet mandag i sidste uge – sigtet for på et ukendt tidspunkt, et ukendt sted og ikke mindst på en ukendt måde at have slået hende ihjel.

Ved det efterfølgende grundlovsforhør kom det frem, at der hos manden er blevet fundet store mængder kaustisk soda og saltsyre – der kan bruges til at opløse et lig. Derudover skal manden have foretaget søgninger på nettet om havdybde, olietønder, selvmord og forsvinden.

Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Manden er beskyttet af et navneforbud, og hans relation til Maria From Jakobsen kan derfor ikke oplyses.

Torsdag i sidste uge førte efterforskningen politiet til et sommerhus på Vesterled i Nykøbing, der blev afspærret og undersøgt af politiets teknikere.

Nu er det så et skovområde nord for Frederikssund på den vestlige side af Roskilde Fjord, der bliver undersøgt af politiet. Det er ved Færgelundsvej.

Her har politiet været i gang med efterforskning siden »sidst på morgenen /først på formiddagen«. Politiet er forsat i gang i skoven og vil være det »i et stykke tid endnu«.

Nordsjællands Politi har følgende kommentar til et spørgsmål om, hvorvidt man har gjort nogle fund af interesse for Maria From Jakobsen-sagen i skovområdet.

»Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt,« lyder det fra kommunikationsmedarbejder Henriette Døssing, der har samme svar til samme spørgsmål i forhold til sidste uges undersøgelse af sommerhuset på Vesterled i Nykøbing.