180 gange i 2017 blev et anbragt barn fjernet straks. Det vil sige, at barnet uden varsel blev fjernet fra en plejefamilie eller et opholdssted. Det skriver Ankestyrelsen i en rapport fra maj.

Ni af de 61 kommuner, der har straks-fjernet et anbragt barn, har gjort det mere end fem gange i 2017. Det vil sige, at det i nogle kommuner er en almindelig brugt praksis.

Når en kommune vælger at fjerne anbragte børn uden varsel, sker det oftest, fordi der er opstået et akut behov for et skifte. Det var også argumentet, da Vordingborg Kommune fjernede 11-årige Emilie og ni-årige Rasmus fra den plejefamilie, de har været anbragt i, siden de var henholdsvis 14 dage og 11 måneder gamle.

Den 22. marts blev børnene hentet fra skole og anbragt på et opholdssted, uden at hverken børnene selv eller deres plejefamilie på forhånd var blevet forberedt på flytningen.



Den måde at flytte et barn på er under al kritik, mener psykolog Inger Thormann.
»Der bliver ikke engang sagt farvel. Det kan se ud som en let løsning, men det er aldrig godt. En pludselig afbrydelse af en tilknytning bør aldrig benyttes.«

Plejefamiliernes Landsforening bliver jævnligt kontaktet af ulykkelige plejeforældre, der har mistet deres plejebørn. Formand Thomas Vorre er ikke i tvivl om, at særligt straks-fjernelserne burde forbydes.

»I en sag fik en plejefamilie at vide, at deres plejebarn skulle fjernes samme dag. Kommunen sendte en 3X34-vogn efter barnets ting, men manglede en sagsbehandler til at hente barnet. I stedet bad man plejefamilien om at sende barnet med flyttebilen. Det viser en kommune, der er fuldstændig ligeglad med barnets følelser. Barnet er bare en ting, der skal flyttes.«

Flytning tager tid

Som pædagog og siden psykolog har Inger Thormann i 30 år været ansat på Skodsborg Observationshjem, der tager sig af anbragte børn. I dag er hun selvstændig og forfatter til flere bøger om fjernelse af børn.

Hun advarer om, at det kan give langvarige skader, når et barn brat fjernes fra sin kendte hverdag med familie, venner, skole og fritidstilbud.

»Sårene ses langt ind i fremtiden. Hver gang, der skal siges farvel eller goddag, vil barnet blive mistroisk eller bange,« siger hun.

Det tager tid at flytte en følelsesmæssig tilknytning. Man kan 'ikke lave en god overførsel på under 14 dage', mener hun.

»Det kræver kommuner, der vil betale dobbeltløn til både det nye og det gamle hjem. Men det SKAL vi have råd til, for det giver livslange sår, hvis man behandler børn som en pakke, der bare kan sendes videre i systemet.«

I sagen med Emilie og Rasmus er hun ikke i tvivl om, at børnene 'selvfølgelig har haft det forfærdeligt'.

Jens Erik og Christa Mathiesen sammen med deres fire egne børn, der er vokset op sammen med Emilie og Rasmus. Tre af de biologiske børn er flyttet hjemmefra.
Jens Erik og Christa Mathiesen sammen med deres fire egne børn, der er vokset op sammen med Emilie og Rasmus. Tre af de biologiske børn er flyttet hjemmefra. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere


»Plejeforældrene har været som forældre for børnene. At flytte dem, som det er sket, er at gøre børn fortræd. Det er virkeligt slemt af en kommune,« siger hun og tilføjer:
»Jeg vil på stående fod tilbyde min assistance til Vordingborg Kommune. Det lyder, som om de har brug for det.«

Kommuner mangler viden

Ofte er det kommunerne, der ønsker, at et skifte skal ske hurtigt. Det er ikke 'ondskab, men manglende viden', der driver dem, mener Inger Thormann.

»Sagen er, at mange sagsbehandlere ikke ved, at et barn skal 'have lov' af den tidligere omsorgsgiver, før det kan tillade sig selv at danne en ny tilknytning.«

Mange plejebørn er omsorgssvigtede og mere sårbare. Der gør det endnu vigtigere, at der sker en gradvis overføring fra et tidligere miljø til et nyt.

»Det gøres bedst ved mange små kontakter, hvor børnene støttes til at få tillid til de nye voksne i deres liv. På Skodsborg gjorde vi de dårlige anbringelser lidt mindre dårlige ved f.eks. at tage på hjemmebesøg hos forældrene og sammen pakke børnenes ting ned. Nye forældre mødte børnene f.eks. ude i haven, hvor der var god plads, så de kunne se de nye voksne an.«

Ingen lov om afsked

Straks-fjernelser er ikke anbefalelsesværdige, har tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen udtalt i en tidligere sag:
»Plejeforældre og plejebarn har et naturligt og anerkendelsesværdigt behov for at få sagt farvel til hinanden på en ordentlig måde. Kendskab til kommunens beslutning om, at barnet skal flytte, er i den forbindelse af helt afgørende betydning.«

Men der findes ingen lov, der sikrer anbragte børn mod at blive fjernet uden varsel, siger Caroline Adolphsen, der er lektor med speciale i socialret på Aarhus Universitet.

»Juridisk er der ikke et krav om afsked. Plejefamilier kan fyres med øjeblikkelig virkning, og der er ikke et krav om, at de skal have et varsel.«

Hun sammenligner situationen med en hvilken som helst anden arbejdstager, der bliver fyret og straks efter fyringen bliver bortvist fra sin arbejdsplads.

Emilie og Rasmus er ikke børnenes rigtige navne. B.T. har af hensyn til plejebørnene og deres biologiske forældres privatliv anonymiseret deres navne. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.