"Dennis havde fat i mit hår. Brian skreg som en gal. De var helt ude af den. Jeg kunne ikke tænke. Det var ikke noget, jeg havde planlagt. Det skete bare." Peter Lundin, 28, tilstod i et stopfyldt retslokale i Rødovre, at han først dræbte kæresten Marianne Pedersen, 36, og derefter hendes sønner 10-årige Dennis og 12-årige Brian. Peter Lundin brækkede halsen på dem alle tre.

Inden han brugte seks dage på at partere ligene og skaffe dem væk i affaldssække.

Klokken var præcis 9.00, da Peter Lundin kom ind i retten. Han sagde højtlydt "Godmorgen" og slængte sin sorte læderjakke over stolen. Han lignede ikke en, der havde noget som helst imod den enorme opmærksomhed - og han styrede fuldkommen, hvad han ville snakke om i retten - og hvad der var "tabu".

I fængslet har han igen anlagt et sort fuldskæg - og han bemærkede tilsyneladende slet ikke Mariannes familiemedlemmer på tilhørerpladserne og sin egen kone Tina, der nu vil skilles.

Peter Lundin benægter, at det var mord, da han dræbte familien. Han vil ifølge sin forsvarer Bjørn Lund Hansen kun tilstå vold med døden til følge eller uagtsomt manddrab.

Politiets efterforskere er stadig skeptiske over for tilståelsen erfarer B.T., fordi Peter Lundins forklaring ikke helt rimer med de tekniske fund i huset.

Drengene så deres mor blive dræbt i soveværelset. De gik i panik, og kort efter lå Dennis og Brian også døde på gulvet og i sengen ved siden af Marianne.

Ingen detaljer nu

"Skulle drengene dø, fordi de så drabet på deres mord ?," spurgte anklager Susanne Bæk Nielsen.

"Nej, men jeg vil ikke sige noget i detaljer nu," sagde Peter Lundin.

I retten oplæste anklageren de forklaringer, som Peter Lundin har givet politiet - og han bekræftede så, at det var nogenlunde rigtigt.

Men han ville kun uddybe få af anklagerens spørgsmål - de fleste ubehagelige detaljer nægtede Peter Lundin at snakke nærmere om.

I en makaber rekonstruktion på video viser Peter Lundin på en dukke, hvordan han knækker halsen på ofrene ved at brække deres hoveder bagover.

Anklageren: "Hørte du knogler knække ?"

Lundin: "Det kan jeg ikke huske." Men han så at alle tre var livløse.

Anklageren: "Har du lært de greb ?"

Lundin: "Jeg har aldrig lært at brække halse. Jeg har set det på film. Det virkede helt instinktivt på mig."

Skænderi udløste drabene

Det var - ifølge Peter Lundin - jalousi og et skænderi, der udløste drabene, fordi han troede, at Marianne var ved at finde en ny kæreste.

Om aftenen fredag 16. juni var Peter og Marianne til fest på drengenes skole.

Marianne drak, råbte højt og ydmygede Peter Lundin, forklarer han.

"Der var et eller andet galt. Jeg blev jaloux. Jeg kunne bare føle, at der var en anden," sagde Peter Lundin.

Uden for skolen skubbede han Marianne om på gaden. De tog alene hjem til huset på Nørregårdsvej 26 i Rødovre og blev venner igen, selvom Peter stadig var gal.

Han røg hash, mens Marianne drak hvidvin - og han var kun interesseret i at "få fisse" - så han bagefter kunne køre hjem til sin kone Tina i Måløv.

I flere timer diskuterede og skændtes han og Marianne. Hun krævede, at han gav sig 100 procent i deres forhold, mens han var sur over, at hun havde givet ham en kønssygdom. Pludselig ringede Mariannes mobiltelefon:

"Jeg blev gal. Jeg ved, det ikke var en kunde. Når kunder ringede, var hun professionel, men her svarede hun sødt.

Hun var måske ved at finde en ny kæreste."

Peter Lundin gik ind til drengene og tog fat i armen på Dennis.

Lundin råbte, om der havde været en anden mand i huset, og drengene blev bange.

Marianne kom ind - og de begyndte at skændes, mens Brian og Dennis løb ind i et andet værelse. Peter var meget gal, og han og Marianne råbte "grimme ting" efter hinanden.

Klokken halvét ringede Lundins kone, Tina: "Hun var gal og fræk og spurgte, hvornår jeg kom hjem.

Jeg sagde til Marianne, at jeg ville tage hjem til Tina.

Marianne sagde, jeg var en taber uden job, uden penge og nu ville hun ringe til Tina og fortælle sandheden. Hun gik ind i soveværelset, hvor hendes mobiltelefon lå og vi begyndte at slås.

Jeg tog fat om hendes hals med den ene hånd og hendes mobil med den anden. Hun gav mig et knæ-spark."

Kunne smage blodet

Anklageren: "Ramte det ?"

Lundin: "Ja - bullseye. Jeg fik også en skade på munden fra et slag eller et spark. Jeg kunne smage blodet."

Marianne og Peter væltede om på sengen i slagsmål.

Så brækkede Peter Lundin Mariannes hovede bagover. Drengene var kommet ind i soveværelset.

Brian var midt i sengen sammen med Marianne og Dennis på gulvet ved siden af.

På rekonstruktions-videoen viser Peter Lundin, hvordan han også brækkede drengenes halse bagover. Han hævder, at Brian bed ham to gange i hånden.

"Marianne blødte lidt. Dennis lå akavet på gulvet, som om han var lammet. Der var ingen liv i dem."

Anklageren Susanne Bæk Nielsen:

"Kan du erkende dig skyldig i straffelovens paragraf 237 (manddrab, red.) ved at have dræbt de tre ?"

Lundin: "Nej - det vil jeg ikke gøre !"

Hans forsvarer Bjørn Lund Hansen bad Peter Lundin fortælle, hvorfor han ikke vil tilstå drab:

Lundin: "Der hvor jeg kommer fra er der forskel på mord og manslaughter.

(Begreb i amerikansk ret for drab uden forsæt, red.) Man kalder mig morder, men jeg føler, det er forkert, for jeg blev dømt for manslaughter på min mor.

Det er som at kalde prins Henrik for Kong Henrik - han er ikke konge."

"Det var ikke din mening at slå nogen ihjel ?," spurgte Bjørn Lund Hansen.

"Overhovedet ikke. Overhovedet ikke," svarede Peter Lundin.

"Har du selv noget at tilføje ?," spurgte anklageren.

"Ikke nu, overhovedet ikke," sagde Peter Lundin.

Så var det hele overstået - på kun en time. Klokken 10 hævede dommer Jes Schiøler retten. Politiet havde fået sin - delvise - tilståelse.