I mange år pendlede Pernille Uhrbrand mellem sit arbejde og sin sofa, og ofte lå hun på vippen til stress. Men da hun fandt arbejdsglæden i at bevæge sig – og gav den videre til andre – fandt hun også den ægte livsglæde

Der er kun et par måneder til at Pernille Uhrbrand skal være frivillig på en sommerlejr arrangeret af Røde Kors. I en uge skal hun lave bål, ro i kano, slå telte op, være med i leg og praktik for børn, som har brug for at komme en uge på ferie. Det vil sige, hun skal give alt, hvad hun har af overskud og energi i sig, til de børn. Og hun glæder sig. Det var fuldstændig utænkeligt indtil for et par år siden.

»Det vilde er, at jeg både har lysten og energien. Før i tiden havde jeg nogle gange lysten, men jeg havde aldrig energien,« husker den i dag 45-årige livsstilscoach.

At hun kalder sig personlig træner med særligt fokus på træningsglæde har en hel del med vendepunktet at gøre. Der var nemlig engang, hun var økonomi-Pernille, som sad foran en skærm hver dag og regnede og regnede. Når hun kom hjem om aftenen, var hendes trøst at spise, inden hun gav efter for udmattelse og faldt om.

Hun har fundet et billede frem. Det forestiller en væsentligt større Pernille i en lyserød top.

»Det er taget på en ferie i Portugal. Jeg var så træt dengang. Når jeg tog på ferie, lå jeg stille på stranden. I dag kan jeg jo ikke sidde stille mere end en halv time ad gangen. Det er virkelig en sindssyg forvandling.«

180 grader interview med Pernille Urhbrand, som tabte sig og fik en sund livsstil og blev et gladere menneske. Vis mere

Dygtige Pernille

Dengang Pernille Uhrbrand var blevet student og havde taget en etårig HH, så hun en reklame for at man kunne blive revisorassistent. Hun havde en fornemmelse af, at hun ville være god til det, og da det var vigtigt for hende at være dygtig, søgte hun ind.

»Jeg fandt ud af, at det krævede, at man også læste HD (en erhvervsøkonomisk deltidsuddannelse, red.) om aftenen. Så det gjorde jeg.«

I Pernille Uhrbrands familie er det faktisk vigtigere at leve livet og være lykkelig end af have succes på arbejdsmarkedet, men Pernille Uhrbrands forældre kunne blot se til, mens deres datter i de år jagtede succes fremfor noget andet.

»Jeg pressede mig selv for at kunne følge med på jobbet, og til sidst blev jeg business controller i en stor virksomhed. Det var det helt rigtige sted for mig, men alligevel havde jeg ingen indre glød.«

Pernille Uhrbrand boede sammen med sin gymnasiekæreste, som også var revisor. Hvorimod han altid var sikker på, at han var det hel rigtige sted, blev hun langsomt overbevist om det. Men en dag var deres forhold slut. Pernille Uhrbrand lagde endnu mere energi i arbejdet, og dagene gik med at køre på arbejde, hjem igen, sove og køre af sted igen. For at nå det hele mødte hun ind som en af de første, og hun gik hjem ud på aftenen.

»En dag begyndte mine fingre at snurre. Jeg havde spændinger i kroppen, og jeg fik hjælp af en fysioterapeut. Han sagde, jeg skulle slappe af. Det gjorde jeg så i to dage, så kløede jeg på igen med arbejdet,« siger Pernille Uhrbrand og griner ad sin egen naivitet dengang.

Stresssymptomerne kom meget hurtigt igen, og Pernille Urhbrand blev sygemeldt. Hun var kun 29 år dengang, men hun vidste med sig selv, at hvis hun var i sin egen lejlighed på Vesterbro, ville hun vende tilbage på jobbet. Hvad skulle hun ellers foretage sig?

»Jeg måtte forklare mine forældre, at jeg ikke kunne være hjemme hos mig selv uden at gå på arbejde, og så boede jeg faktisk hos dem,« husker Pernille Uhrbrand, som i den periode var sygemeldt i fem-seks uger.

»Jeg skammede mig over at have stress. Jeg gik ikke uden for en dør, for jeg var så bange for at møde nogen fra arbejde, som så skulle se, at jeg ikke var rigtig syg. Samtidig havde jeg så ondt af mig selv, at jeg spiste hele tiden, og jeg tog meget på i den periode,« husker hun og skæver til billedet af sig selv i den lyserøde top.

Bevægelsesfrihed

Pernille Uhrbrand vendte tilbage til jobbet, men hun var blevet 30 år og bevidst om, at der skulle ske ændringer i hendes liv, hvis hun skulle blive rigtig glad.

»Jeg kunne jo ikke blive ved med at ligge og pendle mellem arbejdet og sofaen. Der skulle ske noget.«

Ændringen blev, at hun mødte en, som havde taget en uddannelse som aerobic-instruktør. Det tændte noget i Pernille, så hun gjorde det samme. Det tog tre måneder ved siden af arbejdet som business controller, men på de tre måneder tabte hun de første ti kilo – alene ved at bevæge sig.

»Jeg kan huske, jeg så mig selv i et butiksvindue. Jeg kunne pludselig se en hængerøv i bukserne, og jeg kunne også konstatere, at jeg var gået fra en størrelse 42 til 38.«

Men vigtigst af alt fandt Pernille Uhrbrand glæden ved at røre sig.

»Fra da af behøvede jeg ikke flere slankekure, og jeg behøvede ikke at trøstespise mere.«

Pernille Uhrbrand erkender, at hun er lidt af en linselus, og den positive opmærksomhed, hun fik ved at stå forrest på et aerobic-hold, passede hende rigtig godt.

»Jeg glædede mig altid lidt mere til det job end til at sidde og kigge på tal, og jeg kunne se, at folk gik smilende fra mine timer.«

Stress igen

Det var stadig blot et job ved siden af det faste og stabile arbejde som controller, men til sidst var der ingen vej udenom: Pernille Uhrbrand skulle skifte branche.

Hun blev hurtigt fastansat som træningskoordinator i en fitnesskæde og hurtigt forfremmet til centerchef i det ene stor center efter det andet. Til sidst var hun chef i kædens største fitnesscenter.

»Jeg var typen, der hellere gjorde alt selv, for at det var perfekt. Jeg kunne ikke finde ud af at uddelegere opgaverne til andre medarbejdere.«

Oven i det kom en masse administrative opgaver, hun også skulle tage sig af. Pernille Uhrbrand havde endnu en gang vist, at hun var dygtig og succesfuld, men hun kunne også langsomt mærke presset komme igen.

»Jeg knoklede, men jeg knoklede også så meget, at problemerne kom tilbage. Når jeg kom kvæstet hjem om aftenen, ventede der krydderboller med smør og ost. Når jeg havde brug for fem minutters pause i løbet af dagen, spiste jeg energibarer. Jeg trænede også selv, men jeg havde ingen glæde ved det mere.«

Men hun var også kommet alvorligt i tvivl om sin egen identitet.

»Når jeg mødte folk på gaden, spurgte de altid om noget med mine hold. Der var aldrig nogen, der spurgte til mig. Jeg var kun trænings-Pernille, så når jeg lå hjemme på sofaen, var jeg ingen.«

180 grader interview med Pernille Urhbrand, som tabte sig og fik en sund livsstil og blev et gladere menneske. Vis mere

Selvstændig

Selv om det havde givet Pernille Uhrbrand et stort boost i energien at finde træningen frem, så var det efterhånden småt med energi igen. Hun så ikke sine veninder meget, og hun kunne ikke finde overskuddet til at være noget for andre. I dag føler hun, at hun svigtede mange gange i sociale og familiære sammenhænge, fordi hun enten var på arbejde eller træt, fordi hun havde været på arbejde. Hun havde også mistet lysten til sit job, så da der opstod uenighed om hendes kontrakt, så hun sit snit til at forlade sit faste job. Med sig i bagagen havde hun en regnskabsuddannelse, en coachuddannelse og en ghettoblaster.

»Med den tog jeg simpelthen rundt i folks kantiner og underviste i zumba 15 timer om ugen. Resten af tiden gik jeg med Fido,« siger hun og kigger på sin lille hund.

»Jeg mærkede en sindssyg energi i de måneder, og jeg fik lyst til at gøre noget for andre og være noget for andre igen.

Blandt andet begyndte Pernille Uhrbrand at træne hjemløse på et Blå Kors-pensionat, voldsramte kvinder på krisehjem, ligesom hun med tiden har oprettet hold for overvægtige og dem, der ligesom hun selv engang gjorde, blot trænger til at komme i gang med at røre sig. Hun bruger både sin uddannelse som instruktør og som coach, men også sine egne erfaringer med både mad, stress og manglende energi til at være i hverdagen.

»Jeg er det helt rigtige sted nu. Jeg har overskuddet til veninder. I dag kan jeg se, hvor lidt nærværende jeg var. Jeg har været meget vred på mig selv, og i dag kan jeg næsten få gåsehud over, at jeg ikke var noget for min brors børn eller med til min venindes polterabend. Før i tiden ville jeg gerne opleve, jeg ville gerne glæde mig til noget og have sommerfugle i maven. Jeg savnede at glæde mig til noget, men jeg havde ikke energien til at sætte noget i gang. Det har jeg i dag.«

Et eksempel er Røde Kors-lejren, som Pernille Uhrbrand drager af sted på om nogle måneder. Det havde hun aldrig troet, at hun skulle finde energi til. At være én ud af 25 frivillige hjælpere til en flok børn fra udsatte familier. Men det skal hun. Og hun glæder sig.