Per Ulrich Karpf har snydt og bedraget sig til et liv på første klasse. Uden at se sig tilbage. På overfladen en historie om smag for champagne, kvinder og hurtige biler. Under om en forsømt knægt, der skulle vise de rige drenge, at han også kunne lege med.
Det er ikke nødvendigvis let at leve sit liv blandt Danmarks rigeste. Nogle vil sige, at der ikke findes noget værre sted end whisky-bæltet at vokse op, når man ikke er én af dem, hvor penge bare er noget, man har. Måske er det her – i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 90erne – at det hele begyndte for den lyshårede knægt med de mange talenter, som nu sidder i et aflåst besøgslokale og forklarer, hvorfor han igen er i fængsel for svindel og bedrag.
Læs hele historien om Per Ulrich Karpf. Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis. Tryk her.
Per Ulrich Karpf har snydt og bedraget sig til et liv på første klasse. Uden at se sig tilbage. På overfladen en historie om smag for champagne, kvinder og hurtige biler. Under om en forsømt knægt, der skulle vise de rige drenge, at han også kunne lege med.
Hej. Jeg hedder Per Ulrich Karpf, og du har sikkert hørt eller læst om mig på et eller andet tidspunkt. For de fleste mennesker er jeg indbegrebet af uærlighed, af at være uetisk og uden moral. Men en ting er sikkert: Jeg har altid nået mine mål i livet.
Der er afgrundsdyb fattigdom. Som dem, der sidder med opspilede maver og tomme øjne i heden et sted i Afrika. Der er fattigdom i beton-ghettoen, hvor børnene ikke kan være med i fodboldklubben, fordi mor ikke har penge til kontingentet.
Men kan man føle fattigdom, hvor man reelt ikke mangler noget? Hvor aftensmaden står på bordet, hvor man spiller ishockey med kammeraterne, og hvor man tager på skiferie med hele sin familie.
Det er ikke nødvendigvis let at leve sit liv blandt Danmarks rigeste. Nogle vil sige, at der ikke findes noget værre sted end whisky-bæltet at vokse op, når man ikke er én af dem, hvor penge bare er noget, man har. Og måske er det her – i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 90erne – at det hele begyndte for den lyshårede knægt med de mange talenter, som nu sidder i et aflåst besøgslokale og forklarer, hvorfor han igen er i fængsel for svindel og bedrag. En følelse af mindreværd og ‘jeg skal vise dem’ er i hvert fald en del af fortællingen om Per Ulrich Karpf.
Det er snart et halvt år siden, den 33-årige nordsjællænder har set sin røde strandvejs-villa med den skinnende sorte Range Rover parkeret ved siden af. Siden 12. februar har han siddet indespærret i Horserød på otte kvadratmeter i en rødmalet barak, omkranset af meterhøje stålhegn og pigtråd.
Per Ulrich Karpf blev i retten sat i samme liga som Klaus Riskær, Kurt Thorsen og Peter Brixtofte. Han er anklaget for at undergrave hele det danske selskabsretlige system, har i flere år begået bedrageri fra sin celle i Jyderup Statsfængsel og er dømt for i alt at have svindlet for mere end 100 mio. kr. I sidste uge fik han sin fjerde dom. Fem års fængsel for bedrageri for 27 mio. kr. Denne gang i ledtog med sin tidligere ven og forretningspartner Mads Dinesen – den såkaldte ‘champagnedreng’.
Han kunne være blevet til noget stort, hvis han havde holdt sig på den rette side af loven, siger de, der kender ham. Men den lyshårede dreng ville mere end at drive det vidt, da han efter en række år i eksil på Bornholm vendte hjem til de rige i Rungsted og Hørsholm. Han jagtede en form for accept, en anerkendelse. Han ville vise dem, at han godt kunne lege med. Uanset prisen.
Nu sidder han altså her i det aflåste besøgslokale i arresten i Statsfængslet ved Horserød. 33 år gammel og få dage forinden dømt til endnu et ophold bag tremmer. Et spildt liv. En spinkel mand med mange menneskers fallitter på samvittigheden.
Et manipulerende menneske
- Jeg synes ikke, jeg er et dårligt menneske, siger han.
- Jeg tror, jeg er et manipulerende menneske. Jeg har truffet nogle forkerte og nogle rigtig selviske valg ved at lytte til mit ego. Og mit ego har været helt ekstremt stort.
Hans kinder er mere indsunkne, end de fremstår på de utallige billeder, der findes af ham i skinnende jakkesæt på fashionable natklubber med unge, smukke mennesker omkring sig. Mennesker, som han rundhåndet svingede kreditkortet for, om han kendte dem eller ej. Nu balancerer han med to kopper i industriporcelæn og et glas pulverkaffe, mens han bliver låst ind i besøgsrummet af en fængselsbetjent.
Da han kunne bruge 50, 100, 150.000 kr. på en aften i byen, stod den storsmilende omgangskreds i kø for at slikke et par dråber af det søde liv i sig. Da den seneste dom faldt i sidste uge, var sæderne i byretten tomme. Tre mennesker var mødt op. Heriblandt den næsten et hoved højere og 11 år yngre fotomodel, der under fængslingen meddelte, at hun ikke længere kunne være hans kæreste. Alligevel sætter han et kridhvidt dollarsmil op, inden han retter på det dyre brillestel og sætter sig med hænderne foldet over det ene knæ, så den store guldring på ringfingeren reflekterer halogenlampen i loftet.
Den på mange måder triste historie om Per Ulrich Karpf begrænser sig dog ikke til livet nord for København. En vigtig del af fortællingen udspiller sig på Bornholm – i et eksil, hvor han i sine teenageår forgæves forsøgte at passe ind. Da han som 12-årig med sin far i hånden forlod Nordsjælland og rejste mod Bornholm, var det med dukket nakke og en mor, der havde svigtet ham. Da han som 19-årig vendte tilbage, var det med de blonde krøller strøget tilbage i gelé, en kæmpe Mercedes og en underskrevet købsaftale på en villa på en af Danmarks mest ekstravagante adresser med udsigt til Øresund.
Dengang var han Danmarks yngste kandidat til europaparlamentsvalget. Han havde allerede flere firmaer bag sig, og han var begyndt at tjene gode penge på det tyrkiske ejendomsmarked.
Men ‘noget gik galt i handlen’ med et tyrkisk hotel, og det var her, at han, ifølge ham selv, skulle træffe et valg. Ville han holde fast i den luksustilværelse, han allerede på rekordtid havde opbygget med dyre biler, dyre adresser, dyr champagne og dyr kokain, eller ville han miste det hele og begynde forfra? Han kunne gå en rigtig og en forkert vej. Han valgte den vej, der inkluderede momssvindel, bedrageri og dokumentfalsk. Og som skulle vise sig at være ensrettet.
- På det tidspunkt levede jeg et liv, hvor det gik meget, meget stærkt. Vi snakker ikke lækre biler. Vi snakker ekstremt lækre biler. Jeg havde fået så højtravende tanker, at jeg var ved at købe et privatfly. Det var et liv fyldt med kokain og fester hele tiden. Og jeg elskede det, siger han.
Kontrasten er næsten ironisk. Den hårde sofa under ham er i syntetisk kunstlæder, og han rykker sig uroligt rundt i et par røde shorts. Uden for de sikrede vinduer bager solen ned, herinde er der køligt. Det er hårdt at være spærret inde og undvære dem, han holder af, siger han, men han får, hvad han har fortjent. Det ved han godt. Og som han med hæs stemme erkender:
- For at være ærlig: Var jeg blevet løsladt, hvad skulle jeg så gøre af mig selv?
Svindel, bedrageri og fængsel
Googler man ‘Per Ulrich Karpf’, er det ord som svindler, millionbedrageri og fængsel, der er klistret til hans navn. En forbandelse, der tvinger ham til at undskylde sig selv eller finde på andre krumspring, allerede inden han præsenterer sig: ’Jeg hedder Per Ulrich Karpf, og du har sikkert hørt eller læst om mig på et eller andet tidspunkt. For de fleste mennesker er jeg indbegrebet af uærlighed, af at være uetisk og uden moral. Men én ting er sikkert. Jeg har altid nået mine mål i livet,’ står der på hans seneste firmahjemmeside. En coachingvirksomhed, hvor han i præsentationsvideoen svinger sin golfkølle i solnedgangen over Nordsjælland.
Det er samme forbandelse, der har fået ham til en overgang at skifte det iørefaldende Karpf ud med det mere anonyme Andersen. Og til at betale mange hundrede tusinde kroner for stråmænd. Nogle stråmænd var ikke det nødvendigt at betale, for de anede ikke, at en velklædt og charmerende mand i 20erne var i fuld gang med at bruge deres navn og forfalske deres underskrift.
Hvad havde han regnet med? Han havde ikke regnet med noget, siger han. Tænkte ikke, lukkede øjnene og lukkede risiciene ude.
Men det hul, der inde i ham skreg på at blive fyldt ud, forblev bundløst. Uanset hvor mange biler, specialsyede italienske jakkesæt og kvinder han kylede ned i det.
Fik ting i stedet for knus
- Jeg har altid set kærligheden i materielle goder. Som barn var jeg meget alene, fordi min far arbejdede meget. Og fordi min mor ikke var der. Hun drak, og jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Når min far kunne se, at jeg havde det svært i skolen eller var ked af det over min mor, købte han en ting til mig. Meget af den kærlighed, jeg fik i min opvækst, fik jeg i materielle goder. Ikke store ting. Men ting i stedet for et knus, siger han.
Han voksede op som enebarn med sin far, der læste til socialpædagog og i fritiden drev et lille rejsebureau i Hørsholm. Per Ulrich Karpf hørte til blandt de fattigste af de rigeste. Og han følte, at han stak ud. Da han som 12-årig flyttede til Bornholm, hvor faderen havde mødt en ny kvinde, stak han også ud. På solskinsøen gik de andre børn ikke i skole i jakkesæt, som han havde set dem gøre det i Hørsholm.
Han beskriver sig selv om ‘et forskruet lille barn, der kom med mindreværdskomplekser fra Hørsholm, fordi han ikke var smart nok, og hvis mindreværd kun voksede på Bornholm, fordi det dér ikke var smart at være smart.’
Og når han tog tilbage til Nordsjælland for at besøge sin mor, kunne han aldrig være sikker på, at hun var hjemme.
- Det er hårdt for et 12-årigt barn at bruge fem timer på transport, når man ikke ved, om ens mor står og venter på en på Hovedbanegården, som man har aftalt. Eller om man selv skal finde til Hornbæk og gå rundt på værtshuse og lede efter hende, siger han.
Som teenager afbrød Per Ulrich Karpf kontakten til sin mor. Da hun en dag blev ved med at kalde ham Michael og ikke kunne huske hans rigtige navn, sagde han fra. Få måneder efter at han fik sin første fængselsdom, åbnede en betjent døren ind til cellen og sagde fire ord, inden døren igen blev lukket: ’Din mor er død’.
- Det var meget mærkeligt, for jeg er meget følsom, og jeg græder meget. Nogle gange i ekstrem grad. Jeg er altså i rimelig god kontakt med mine følelser. Men jeg græd slet ikke i kirken, siger han.
Ingen ville have bebrejdet ham, hvis han som et moderløst, brændt barn, havde stukket hovedet i busken. Men Per Ulrich Karpf valgte det modsatte.
- På trods af at alle folk prøvede at tryne mig, hev jeg mig selv op. Det har givet mig et fighterinstinkt, for de skulle fandeme ikke få mig. Og det har givet mig et kæmpe stort ego. Det kan være positivt. Men det kan også være negativt, hvis du bruger det forkert, siger han.
'Behold resten'
Som 17-årig var Per Ulrich Karpf med til at stifte Dansk Folkepartis Ungdom. Få måneder senere var han hovedbestyrelsesmedlem og kandidat til Europa-Parlementsvalget. Senere skiftede han til Venstres Ungdom, hvor han blev formand i Søllerød.Dem, der var med dengang, husker tydeligt Per Ulrich Karpf. I bogen ‘Dansk Folkepartis Ungdom’ kan man læse, hvordan han forsøgte at kuppe formanden ud, ligesom han senere sammen med DF-kometen Morten Messerschmidt fik en betinget dom for overtrædelse af racismeparagraffen.
Men det er de færreste, der husker ham for hans politiske talent. De husker ham, fordi det var en, man lagde mærke til. Når de andre ankom til VU-festerne på klippekort eller cykel, parkerede Per Ulrich Karpf helt oppe ved indgangen i sin Mercedes. Når de andre lagde en tier for en fadøl i baren, smed han en plovmand og sagde ‘behold resten’. Og når han syntes, at den rødvin, VUs budget kunne bære at servere, var ‘noget billigt sprøjt’, tog han sine egne rødvinsflasker med. Til hele selskabet.
- Jeg kom jo fra Bornholm og var virkelig en bonderøv. En nørd. Men så begyndte jeg at få succes. Jeg blev selvstændig som 19-årig, tjente penge, og pludselig blev jeg suget ind i det der miljø og blev påvirket alle mulige steder fra.
- Jeg førte mig helvedes meget frem og havde ingen situationsfornemmelse. 80 pct. af VU hadede mig. Hver gang der kom en ny pige, som de andre stod og bagte på og fedtede med deres Visa Elektron for at give en øl, kom jeg med mine kæmpe armbevægelser og scorede hende hver gang. Det kan godt være, at jeg aldrig nogensinde ville kunne nå dem landspolitisk. Men det var alligevel mig, der grinede, siger han.
Det skulle næsten gå galt. Det gjorde det, da han ikke kunne få tinglyst et hotel i Tyrkiet, og Deutsche Bank blev ved med at presse på. Her svindlede han for første gang, siger han. Med moms og dokumentfalsk, og hvad det ellers krævede. Da han så, hvor legende let det gik at pumpe værdierne op i sine selskaber, så han atter fremstod købestærk, gjorde han det igen. Og igen.
- Jeg var udødelig. Jeg var helt væk. Jeg havde slet ingen realitetssans, og jo mere jeg kunne se, at det kunne fungere, jo mere ligeglad og udødelig blev jeg bare, siger Per Ulrich Karpf om den periode i hans liv, hvor han samtidig ‘tabte sig selv’.
- Da jeg var 25, boede jeg i en af Københavns dyreste lejligheder. Klokken tre om natten vågnede jeg op badet i sved og spurgte febrilsk min kæreste: ‘Er jeg et ondt menneske?’ Jeg anede ikke, hvem jeg var. Vi har alle sammen en maske på, men hvis jeg tog masken af, var der tomt, siger han.
At bevise sit værd
Da han kort efter blev placeret i Jyderup Statsfængsel, blev han landskendt. Ikke fordi han blev idømt tre år og seks måneders fængsel for i alt 53 forhold af bedrageri. Heller ikke fordi han havde sammensat en sommerhusgrund af 100 meter grussti, et stykke strand, lidt fortov og en bid cykelsti, belånt hele molevitten for 1,3 millioner kroner og solgt ’grunden’ videre.
Han blev landskendt, fordi han fra sin fængselscelle begik bedrageri og nåede at indgå aftaler om køb og salg af ejendomme for 80 millioner kroner i et firma, der i virkeligheden var ejet af en bistandsklient, der med falske lønsedler og årsopgørelser var sminket som mangemillionær.
- Det er det dummeste valg, jeg nogensinde har truffet, og jeg vil fortryde det til min død, sukker han i dag.
Fra cellen i Jyderup nåede Per Ulrik Karpf også at franarre en ung, nyuddannet fængselsbetjent et hus, han havde til salg et stenkast fra Jyderup Statsfængsel. I alt kostede det ham yderligere fire år i fængsel. Da han 1. november 2011 blev prøveløsladt, gik der 14 dage, inden han første gang igen medvirkede til bedrageri.
Spørgsmålet er næsten for oplagt. Har han intet lært? Svaret er ikke så simpelt, mener han. For når man først har bevæget sig ind i det, han kalder ‘gråzonen’, tiltrækker man de mennesker, der heller ikke selv har rent mel i posen. Og når han fik en forespørgsel eller et nemt tilbud, var det for svært at sige nej.
I slipstrømmen bag ham ligger mennesker i gæld for livet. Mennesker, der stolede på ham, men som han uden skam tog røven på, så han kunne købe en hurtigere bil og et større hus. Hvordan er han blevet sådan?
- Det var bare ekstremt vigtigt for mig at vise omverdenen, at jeg godt kunne rejse mig. Det var mit tankemylder og mit ego, der sagde til mig, at jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne, siger han.
Da han 12. februar blev anholdt i sin røde murstensvilla ved Rungsted Strandvej, havde han ikke i et halvt år begået ulovligheder, påstår han. Folk omkring ham siger, at den Per Ulrich Karpf, der før havde øset ud af sin formue og hældt champagne og sprut i halsen på dem, der kom forbi, nu var blevet nærig. At han forlod festerne som den første, og at han hellere ville flette fingre med sin kæreste.
Selv siger han, at han var træt af at leve et liv, hvor han konstant var bekymret for at blive afsløret. Han siger også, at han omsider havde fået drejet sin tilværelse væk fra den vej, han som ung og udødelig kørte ned ad i en gigantisk bil med 250 kilometer i timen. Uden hænder på rattet.
Han er ikke længere tiltrukket af penge, han er ikke længere udødelig, siger han.
Hvorfor skal vi tro på ham nu? Hvordan skal nogen nogensinde stole på den mand, der har svindlet for 100 mio. kr. og blæst på sine ofre for at opretholde sit liv på første klasse?
- Jeg kan ikke sige noget, der gør, at folk vil stole på mig igen. Men jeg kan bevise det, siger han.
