Udenrigsminister Per Stig Møller (K) aflægger 24.-27. februar besøg i Syrien og Israel.

Under rejsen ventes udenrigsministeren at mødes med præsident Bashar Assad og udenrigsminister Farouq Al-Shara'a i Syrien og i Israel med premierminister Ariel Sharon, udenrigsminister Silvan Shalom og lederen af arbejderpartiet Shimon Peres. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Per Stig Møller vil under samtalerne i Syrien og Israel drøfte, hvordan Danmark og EU kan bidrage til at stabilisere situationen i regionen og fremme en genoptagelse af de politiske forhandlinger i overensstemmelse med Mellemøst-kvartettens køreplan for en endelig israelsk-palæstinensisk fredsløsning.

/ritzau/