Jagten på den første danske astronaut er gået ind. 28-årige Per Thim mener det alvorligt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I 6. klasse opgav Per Thim sin drengedrøm. I sidste måned fik han den tilbage. Og nu vil han kæmpe for at gennemføre den. Per vil være Danmarks første astronaut.

Allerede i sin sønderjyske barndom drømte Per Thim om at blive astronaut. Drømte om eventyret og den store udfordring ved at rejse ud i rummet.

Drømmen holdt ikke længere end til 6. klasse. I Nordre Skole i Bramming gik det op for Per: »En dansker kan da ikke blive astronaut. Det kan kun russere og amerikanere.«

Lige siden har Per kun dyrket astronomi som en hobby. Ganske vist på så højt plan, at han underviser i det, men alligevel kun som en hobby. I stedet er den nu 28-årige Per Thim i gang med at uddanne sig til forsker i genteknologi. En uddannelse, der i øvrigt er meget relevant, hvis man vil være astronaut.

Dansk rummand
I marts skete miraklet så. Videnskabsminister Helge Sander slog fast, at nu skal Danmark også have en astronaut. Nu går hvervningen og udvælgelsen i gang. Og Per Thim har allerede meldt sig.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så mener Per Thim det virkelig alvorligt med sin ansøgning:

»Hvis jeg bliver astronaut, så bliver det mit liv - simpelt hen,« siger han.

At være Danmarks første astronaut er både en fantastisk udfordring, og en kæmpestor mission, mener han. Den personlige udfordring er vigtig. Men for Per Thim er rollen som forbillede mindst lige så vigtig. Han mener, at en dansk astronaut kan gøre danskerne meget mere interesseret i naturvidenskaben.

Per Thim mener ikke rigtigt, at man kan forestille sig, hvordan det vil føles at træde ud i rummet. Men han har en klar idé om det:

»Jeg tror egentlig, at det bliver ret ubehageligt. Nærmest ligesom at dykke i en svømmehal for første gang. Man ved ikke, hvad der er op eller ned. Og så ved man jo, at 97 pct. af astronauterne er syge de første tre dage.«

Med på holdet
Et halvt års arbejde på den europæiske rumstation. Det er dét, Per Thim drømmer om at opnå. I første omgang er drømmen mindst at blive udvalgt som en af det europæiske rumsamarbejde ESAs astronauter.

Per Thim ved ikke, hvordan en dansk astronaut ser ud. Men han håber, at han selv har billedet af ham. Det billede, han selv lavede som aprilsnar.

På billedet står Per i hvid rumdragt med et dannebrog på ærmet og en rumhjelm mellem de tykke handsker.

Drømmen lever.

clk@bt.dk