»Det vil jeg ikke håbe, at der er nogen andre, der kommer til at opleve,« fremstammer Søren Kjærsgaard.

Og så bryder han sammen.

Den 51-årige familiefar forsøger at holde tårerne tilbage, når han fortæller, hvad han var vidne til midt på Storebæltsbroen for snart tre uger siden.

Men tårerne vinder kampen.

 


Tre uger er gået, siden Søren ufrivilligt befandt sig midt i den værste togulykke i Danmark i 30 år.

Tre uger med søvnløshed, tristhed, tårer og refleksioner over livet.

En ny hverdag.

Togulykken tog otte uskyldige liv med sig, men den har også efterladt en gruppe af pårørende, vidner, medarbejdere og redningsarbejdere med ar på sjælen.

Søren Kjærsgaard sad få meter fra det sted, hvor den løvrevne trailer ramte
Søren Kjærsgaard sad få meter fra det sted, hvor den løvrevne trailer ramte
Vis mere

Søren sad i næstforreste kupé. Han så, hvordan sårede mennesker fra den forreste kupé blev båret ud. Han så, hvordan venstre side af den selvsamme kupé var fuldstændig knust. Han så, hvordan en livløs kvinde længere ned i toget fik hjertemassage.

Men han ved også godt, at han var heldig. Han er her i dag, og han er her uden mén.

Fysiske i hvert fald.

For ulykken har sat sine dybe spor.

»De første par dage var ikke gode. Jeg sov elendigt. Og først nu føler jeg, at jeg er begyndt at kunne bearbejde ulykken,« fortæller en tydeligt påvirket Søren i sit eget hjem.

Og sådan vil det måske altid være?

»Jeg tror desværre altid, at ulykken vil sidde der som en klump i hovedet på dig. Når man snakker om det, kommer det frem igen. Man kan lære at bearbejde det, men jeg tror ikke, man kan komme af med det,« siger han.

Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019.
Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Sådan har Søren det, når han skal sove. Han insisterer på at tænke på noget andet, men det er, som om underbevidstheden insisterer på det modsatte.

Pludselig fyldes hovedet af de mange spørgsmål.

Kunne jeg have gjort noget anderledes for at hjælpe? Hvorfor satte jeg mig ikke i den forreste kupé? Hvorfor var det lige mig, der overlevede?

Det er ikke unormalt med sådan en reaktion, og lige netop derfor har der været stor fokus på passagerer og pårørende efter ulykken.

På ulykkesdagen blev de evakuerede passagerer kørt til et akut-krisecenter i Nyborg, og her fik alle tilbud om krisehjælp.

Derudover har DSB inviteret alle passagerer og pårørende til et 'stormøde', hvor de kan stille spørgsmål om ulykken.

Hvem har ansvaret?
Og så har der været stor fokus på ansvaret.

For hvordan kan det ske, at otte mennesker mister livet i en togulykke på Storebæltsbroen?

Endda i kraftigt blæsevejr.

Hvem bærer ansvaret?

Det ved vi ikke endnu. Havarikommissionen har igangsat en undersøgelse af ulykken, der netop skal give et svar på, hvad der præcist skete onsdag den 2. januar klokken 7.30.

(ARKIV) Toget fra ulykken holder afdækket i Nyborg efter togulykken på Storebæltsbroen: Reportage dagen efter fra Nyborg, torsdag den 3. januar 2019. De fem kvinder og tre mænd, som omkom i togulykke på Storebælt, er identificeret. Sorte bokse kan give svar på, hvilke omstændigheder der førte til dødsulykken. Det skriver Ritzau fredag den 4. januar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Toget fra ulykken holder afdækket i Nyborg efter togulykken på Storebæltsbroen: Reportage dagen efter fra Nyborg, torsdag den 3. januar 2019. De fem kvinder og tre mænd, som omkom i togulykke på Storebælt, er identificeret. Sorte bokse kan give svar på, hvilke omstændigheder der førte til dødsulykken. Det skriver Ritzau fredag den 4. januar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og den undersøgelse er endnu ikke færdig.

»Jeg kan sige, at vi er i fuld gang med undersøgelserne, og det vil vare i et stykke tid. De første analyser og konkrete undersøgelser er ved at blive lavet, men jeg har ikke lyst til at gå mere ind i det,« oplyser Bo Haaning, der er souschef for Havarikommissionen.

Han forsikrer dog om, at Havarikommissionen vil reagere med det samme, hvis man gennem undersøgelsen finder ud af, at der er nogle sikkerhedsforhold, der kan forbedres i branchen.

Den endelige undersøgelse er ikke færdig foreløbigt, men vi ved allerede en del ting om ulykken.

Den 2. januar klokken cirka 7.28 kommer ICL 210 kørende fra Nyborg og ud på Storebæltsbroen med kurs mod den danske hovedstad.

Et godstog fra firmaet DB Cargo kører den modsatte vej.

Lyntoget slår et sving, og så opdager lokoføreren noget mærkværdigt.

Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019.
Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Gnister.

»Gnister fra køreledningerne er ikke usædvanligt. Men de her gnister var længere nede,« fortalte lokomotivførerens advokat Torben Koch kort tid efter ulykken til Berlingske.

Det var dog ikke det værste. Lokoføreren ser nu, at der hænger »noget stort« ud af vognen på et modkørende godstog.

Hurtigt hiver han i bremsen, og så er resten historie.

Sættevognen - en stor trailer - rammer venstre side af førerhuset og fortsætter med at afskrælle hele den samme side af første kupé.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken.
Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Foto: Jonas Dam
Vis mere

Og der sætter den sig fast.

Det er endnu uklart, hvad der fik sættevognen til at rive sig løs i det voldsomme blæsevejr, men seks dage efter ulykken forbød Trafikstyrelsen al godstransport med de såkaldte sættevogne i 14 dage.

Forbuddet kom efter, at flere myndigheder havde foretaget en kontroltest hos DB Cargo.

Her blev den såkaldte 'låsepind' testet.

Det blev gjort ved at placere en sættevogn på godsvognen, sikre den og derefter løfte den op for at sikre, at den var låst fast.

 


Men allerede i første hug viste testen, at låsemekanismen slog fejl.

'Det sted vil altid komme til at betyde et eller andet'

Med otte omkomne personer er togulykken den værste på dansk grund i 30 år.

Vi skal endda skrue tiden helt tilbage til 2002, før vi finder den seneste togulykke, hvor en passager mistede livet.

Det skete, da to S-tog kolliderede på Holte Station.

Med andre ord: Du burde føle dig tryg, når du sætter dig ind i et tog i Danmark.

Folk afleverede blomster ved mindesmærke i Nyborg fredag den 4. januar 2019. Otte personer blev dræbt, og 16 kom til skade, i togulykken, hvor et passagertog blev ramt af dele fra et godstog på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019.
Folk afleverede blomster ved mindesmærke i Nyborg fredag den 4. januar 2019. Otte personer blev dræbt, og 16 kom til skade, i togulykken, hvor et passagertog blev ramt af dele fra et godstog på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men det er der en stor håndfuld mennesker, der ikke gør i disse dage.

I hvert fald når de krydser Storebæltsbroen.

»På sigt vil der altid være nogle tanker, der kan dukke op der. Det sted vil altid komme til at betyde et eller andet,« fortæller Palle Bøgelund Petterson.

 

Palle sad selv i ICL 210, hvorfra han spillede en stor rolle i redningsaktionen. En vigtig rolle, der blev foldet ud i kapitel 2.

Han sætter sig altid i midten af toget, fordi han gennem livet har fået fortalt, at det var det sikreste.

Sådan har Søren Kjærsgaard til gengæld aldrig tænkt, og derfor sad han også placeret langt fremme i lyntoget. Få meter fra den kupé, hvor den løsrevne sættevogn ramte.

Men det var sidste gang.

»Jeg har ikke kørt tog siden, men jeg tænker da på, at jeg ikke vil sidde i forreste kupé og i venstre side, når jeg næste gange skal sidde i et tog,« fortæller Søren Kjærsgaard.

'Jeg har lært, at livet skal leves'
Togulykken har dog ikke alene ændret Sørens valg af sæde.

Den har - i hvert fald for en stund - også ændret livsopfattelsen.

»Jeg har lært, at livet skal leves. De små problemer i hverdagen? Glem dem. Jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg vil hellere gå en tur med hunden eller rejse med konen. Leve livet - man ved ikke, om man er her i morgen,« siger Søren Kjærsgaard.

Men Søren kæmper stadig. Når han taler om ulykken, former klumpen i halsen sig, og tårerne presser sig på.

Han søger tilflugt hos familien og i de ting, han normalt ikke sætter pris på.

Sådan har Palle Petterson det også.

I de første dage efter ulykken var søvnløsheden en fjende, han ikke kunne besejre.

Palle Bøgelund Petterson i hjemmet i Nyborg.
Palle Bøgelund Petterson i hjemmet i Nyborg.
Vis mere

Tankerne om ulykken og billederne fra toget kørte rundt i hovedet, mens familiefaren lå lysvågen.

Palle vandt slaget om søvnen efter et par dage, men selvom nætterne tilbringes i dvale, så har meget alligevel ændret sig.

»Man værdsætter alting på en helt anden måde. Det gør man. Selvom jeg ikke har følt, at mit liv har været i fare, så kan jeg godt se, at det jo på en måde har,« siger Palle Petterson og fortsætter:

»Så man tænker over alle ting på en anden måde.«

Palle pendler hver dag fra hjembyen Nyborg til jobbet som arkivar i København.

Afgangen er altid den samme, og sådan er det for mange af dem, der rejser på tværs af landet for at arbejde eller studere.

Palle rejser altså hver dag med en gruppe kendte ansigter i toget.

Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job.
Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

De samme mennesker, som sad i ICL 210 for snart tre uger siden.

De samme mennesker, som sidder der i morgen, næste uge og om en måned.

»Man har en fællesoplevelse nu. Dem, der har siddet om bord på det tog, har et eller andet tilfælles, som jeg tror er godt at få snakket om,« siger han.

Men det kræver, at Palle tager faklen i hånden.

For selvom man ser hinanden hver dag, rejser samme distance hver dag og endda sidder side om side, så taler pendlere nødvendigvis ikke med hinanden.

»Vi taler ikke meget sammen, os der pendler. Man passer lidt sig selv og sætter sig på de samme pladser. Men vi er allesammen lidt kendte ansigter, for vi ser hinanden hver eneste morgen,« fortæller 35-årige Jonas Dam, der brækkede hånden i forbindelse med ulykken.

Jonas brækkede hånden ved togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Jonas brækkede hånden ved togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Vis mere

Derfor tænkte Jonas også ekstra meget på nogle af de pendlere, han ofte ser, da ulykken udspillede sig for snart tre uger siden.

Og derfor vil Jonas også fremover prøve at skabe et lidt tættere bånd med dem, han på daglig basis rejser fra Fyn til Sjælland med.

»Fremover vil jeg lige kigge mine medpassagerer en ekstra gang i øjnene,« siger han.