Hvorfor falder påsken ikke på den samme dato hvert år, og hvordan ved man, hvornår den skal ligge? Vi har fundet svaret hos en kirkehistoriker.
I modsætning til julen er påsken ikke altid lige til at finde ud af. Datoen for påsken skifter nemlig fra år til år, og derfor er det svært at vide, hvornår vi skal mæske os i chokoladeæg, påskefrokoster og måske skænke historien om Jesu korsfæstelse en tanke.
Vi har spurgt Nils Arne Pedersen, der er kirkehistoriker ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet og har specialiseret sig i oldkirkens historie.
»Påsken falder altid på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn,« siger han til Videnskab.dk.
Svaret er altså enkelt. Men påskens placering har været genstand for masser af stridigheder i den kristne kirke især i oldkirken, fortæller forskeren.
Påsken er oprindeligt en jødisk tradition, hvor man fejrede udvandringen fra Egypten. Jøderne fastsatte den første måned i deres kalender - og dermed også datoen for påsken - ud fra iagttagelser af nymånen.
De tidligste kilder til de kristnes påskefest stammer fra omkring år 190, hvor de første såkaldte påskestridigheder fandt sted. De kristne var nemlig ikke helt enige om, hvornår det helt præcis var påske.
Nogle menigheder i Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) ønskede at forbinde påsken med en bestemt dato i den jødiske kalender.
»Det vil sige den 14. Nisan, hvilket er en jødisk måned, som svarer nogenlunde til april,« siger kirkehistorikeren.
De øvrige kristne i Romerriget var ikke glade for den ordning. De mente, at påsken altid burde ligge på en søndag, der var en helligdag, og de mente, at det var den ugedag, hvor Jesus opstod fra de døde.
Menighederne skrev derfor vrede breve til hinanden, og biskoppen i Rom ønskede at nedsætte forbud mod, at man gik til nadver med kristne fra menighederne i Lilleasien.
»Et forbud mod at gå til nadver sammen var det samme som et forbud mod samvær,« siger forskeren til Videnskab.dk.
Så vidt kom det dog ikke, og snart begyndte de kristne i Lilleasien også at fejre påsken om søndagen. Men senere blussede stridighederne om påskens dato op igen.
I 300-tallet var der kristne i Syrien, som ikke ville indordne sig. De brugte nemlig jødernes astronomiske observationer og beregninger til at finde ud af, hvornår det var påskesøndag i stedet for selv at stå for udregningerne.
»Det blev karakteriseret som kætteri, og de blev anklaget for at dyrke den jødiske tro,« siger Nils Arne Pedersen, som forklarer, at jøderne ikke var vellidte blandt kristne.
Dels fordi man sagde, at de slog Jesus ihjel, men især fordi kristendommen netop udsprang af et opgør med jødedommen.
Stridighederne blev løst på et møde i Nikæa i år 325, hvor det blev slået fast, at observationerne og beregningerne skulle være foretaget af kristne.
Og så skulle man tro, at det herefter var slut med påskestridigheder. Men i 1500-tallet skiftede dele af den katolske kirke til den gregorianske kalender, mens den ortodokse kirke de fleste steder har valgt at beholde den julianske måde at lægge dagene på, fortæller Nils Arne Pedersen.
Derfor er der stadig ikke enighed om, hvornår påsken ligger.
