Den sønderjyske by er netop blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste, men dens stiftere, Brødre-menigheden, var tæt på at blive udvist af Danmark.
»Jeg fryder mig som ny kulturminister.«
Sådan lød ordene fra Venstres Bertel Haarder, da det for godt en uge siden blev offentliggjort, at Christiansfeld i Sønderjylland var blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste.
I fornemt selskab med bl.a. pyramiderne i Giza, den kinesiske mur, Notre Dame i Paris og Roms historiske bymidte. ’Et enestående eksempel på en arkitektur’, hedder det i Unescos beskrivelse af den danske by. Men Christiansfeld er langt mere end det.
Opret abonnement på PLUS og læs hele historien om Christiansfeld og dens stiftere. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
»Jeg fryder mig som ny kulturminister.«
Sådan lød ordene fra Venstres Bertel Haarder, da det for godt en uge siden blev offentliggjort, at Christiansfeld i Sønderjylland var blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste.
I fornemt selskab med bl.a. pyramiderne i Giza, den kinesiske mur, Notre Dame i Paris og Roms historiske bymidte. ’Et enestående eksempel på en arkitektur’, hedder det i Unescos beskrivelse af den danske by. Men Christiansfeld er langt mere end det.
Den er nemlig også historien om et kristent parallel-samfund, om en tid og enbrødremenighed, der var en del af 1700-talletsvoldsomme religiøse stridigheder.
Brødremeningheden - som eksisterer den dag i dag over hele verden, også i Christiansfeld - så sin spæde begyndelse for mere end 600 år siden, hvor den tjekkiske teolog Johan Hus satte den del af verden på den anden ende ved at gå imod den gængse kirkelige retning, nemlig den romersk/katolske kirke.
Ikke alene prædikede han på tjekkisk i stedet for latin og var fortaler for, at Bibelen skulle oversættes til de sprog, som folket forstod, han tordnede også mod den kirkelige elites magtmisbrug. Til menighedens udelte begejstring. Og det oprør kostede ham livet. Han blev dømt som kætter og brændt levende.
Men Johan Hus havde folket med sig, og hans tanker havde spredt sig som gløder, som hans martyrium blot pustedeliv i.Dermed opstod nye bål,ud afhvilke nogle af hans tilhængere i 1457 dannede Unitas Fratrum, Brødrenes Fællesskab, som dog havde en turbulent tid foran sig.
Fællesskabet i front
Det var derfor først i 1727, at en egentlig brødremenighed blev grundlagt som en homogen enhed. Og det var dem, der i fællesskabets ånd opførte den første af en lang række menighedsbyer, mønsterbyer, hvor næstekærligheden, åndeligheden og fællesskabet dominerede, og hvor troen blev praktiseret i hverdagen.
Herrnhut kaldte de denne første by, som lå i delstaten Sachsen i det østlige Tyskland.
En af grundtankerne i Brødremenigheden var - og er - at missionere. Og allerede samme år, som de blev grundlagt, kom de første missionærer til Danmark, som i lighed med resten af Europa befandt sig i et eksplosivt religiøst spændingsfelt.
For det var en tid, hvor flere og flere satte spørgsmålstegn ved såvel kongemagten som statskirken. Og pietismen vandt derfor større og større indpas.
Pietismen - som Brødremenighedenvar én udgave af - var en fromhedsbevægelse indenfor den lutherske tro, hvor det ikke bare handlede om at gå i kirke om søndagen, men om at være ét med sin tro alle ugens dage og i alle ens gerninger.
Forsagede verdens goder
Helt firkantet kan man sige, at hvor den gængse lutherske tro, som var dikteret af statskirken, var udvendig, var pietisternes både ind- og udvendig.
Og samtidig lå der indbygget i troen, at man forsagede denne verdens goder. Og ifølge historiker Michael Bregnsbo fra Syddansk Universitet - som har forsket i 1700-tallets religiøse stridigheder - faldtsidstnævnte bestemt ikke i god jord hos alle.
»De mest ekstreme pietister kritiserede høj og lav, herunder også konger og biskopper, hvis de ikke levede op til de strenge krav. Og i et enevældigt samfund kunne det være farligt at sætte spørgsmålstegn ved den bestående orden,« forklarer Michael Bregnsbo.
Når Brødremenigheden alligevel fik lov til at vokse sig stor i Danmark, skyldtes det ikke mindst den mere moderate retning indenfor pietismen, hvis tanker den enevældige konge sympatiserede med. Og derfor tog han Brødremenigheden under sin beskyttelse.
Fra forbud til frisind
Ikke desto mindre oplevede Danmark op igennem 1740erne en høj grad af teologisk censur, hvis hensigt netop var at begrænse religionsfriheden og spænde ben for nye religiøse bevægelsers måder at mødes på. F.eks. blev det helt forbudt at forsamles i grupper, medmindre det var under sognepræstens tilsyn.
Og i 1745 gik man tilmed så langt i lovgivningen som at fratage enhver statsborgerskabet til enhver, der ’begav sig til de mähriske brødremenigheder’ og menighedsbyen Herrnhut i Sachsen.
Men i 1766 kom Christian 7. til magten. Og med ham livlægen Struensee.
De to og en god del af deres historie kender de fleste af os fra succesfilmen ’En kongelig affære’.
Det var under en rejse i 1768, at kongen og Struensee besøgte en af Brødremenighedens byer i Europa og blev grebet af, hvor velorganiseret den var i hele sin struktur og ligeværdighed. Ikke mindst sidstnævnte var Struensee tilhænger af, og det var ham, som efterfølgende banede vejen for, at Brødremenigheden i 1771 fik tilladelse til at opføre en by i Danmark.
»Johann Stuensee var søn af en biskop, der selv havde pietistiske sympatier, men var bestemt ikke pietist selv,« siger Michael Bregnsbo og forklarer videre:
»Han var frisindet og mente, at alle havde lov til at være her. Og selvom han ikke delte deres holdning, og ikke gik så højt op i dogmer og kristelige regelsæt, stillede også han spørgsmålstegn ved den etablerede kirke. Både ved dens hierarki og ved indholdet af troen. Og han medvirkede altså til, at Brødremenigheden fik sin tilladelse til at etablere sig i Danmark,« siger Michael Bregnsbo.
En kristen fristad
Dermed var vejen banet for, at kongen i 1771 udstedte tilladelse til opførelsen af en kirkelig fristad, der ikke hørte under en sognepræst eller biskop.
»Dermed kunne de bygge et decideret kristent samfund, der var indrettet efter, at man ikke bare gik i kirke om søndagen, men at det kristne prægede én til hverdag, var en del af éns liv. Så selvom man stadig skulle være medlem af statskirken, var éns liv organiseret af andre end statskirken og dens præsteskab. Så Christiansfeld blev en slags kristeligt parallelsamfund,« siger historikeren.
Dramaet om Brødremenigheden og dens menighedsby stoppede dog ikke der. For da Struensee i januar 1772 blev arresteret og smidt i fangekælderen, frygtede menigheden, at Christian 7. ville trække sin tilladelse tilbage. Ganske enkelt fordi Struensee havde spillet så væsentlig en rolle i den.
Men 14 dage før Johann Struenseefik hugget hovedet af på Øster Fælled i København, blev tilladelsen stadfæstet, og første spadestik til den nye by kunne tages i 1773. Som tak døbte Brødremenighedenbyen Christiansfeld.
242 år senere står den som et monument, der ifølge Unesco rangerer lige så højt som pyramiderne, den kinesiske mur, Notre Dame og Roms historiske bymidte.
For, som Unesco-komiteen skriver i sin begrundelse, er byen ’et velbevaret fysisk vidnesbyrd om kristne etiske principper udtrykt gennem byens humanistiske plan, dens arkitektur og håndværk. Brødremenighedens nøje planlagte by er en af de bedst bevarede blandt mange menighedsbyer’.
