Med twerk, attitude og teenager-kådhed lykkedes det Bea Sarockaite og Maria Meldgaard at vinde folks hjerter i fredagens X Factor-afsnit.

»De vidste ikke, at vi kunne mere,« siger Bea Sarockaite om deres optræden.

Begge piger fortæller, at de bare gik opå scenen med en tanke om at gøre deres bedste - og overraske med deres 'twerking'.

Og det lykkedes.

Ankerstjerne fik ikke bare den underholdning, han håbede på. Han blev også overrasket over, hvor talentfulde pigerne rent faktisk er.

Men alligevel føler de ikke, at de er blevet undervurderede. Maria Meldgaard slår fast, at bedømmelsen har været fin.

»Jeg føler bare, at de har vurderet også. De har bedømt os på det, de har set, og det er fair nok.«

Pigerne synes, det var det bedste at opleve, hvor godt folk tog imod deres optræden.

»Det var fedt rigtigt at kunne få lov at bevise et eller andet,« siger Maria Meldgaard.

Det var dog ikke dem begge, som umiddelbart kunne se folks reaktion efter deres optræden.

»Jeg havde jo ryggen til, så jeg vidste ikke rigtig, at de reagerede sådan. Jeg kunne ikke se det,« lyder det fra Maria Meldgaard.

Det var hende, der twerkede, mens veninden Sarockaite lå og rappede på gulvet.

Bea Sarockaite og Maria Meldgaard ville begge gerne stå som vindere af X Factor efter finalen, men drømmene slutter ikke der.

»Jeg håber, at vi bliver de kvindelige rappere i Danmark,« siger Bea Sarockaite.

Selvom deres show endte med at blive et kæmpe hit i fredagens 'five chair challenge', så har pigerne ikke øvet meget sammen.

Det fortæller Meldgaard, som forklarer, at det har været lidt svært at få det til at hænge sammen, så derfor øvede de hver for sig og kun sammen nogle få gange.

Til gengæld havde de lagt meget i at tænke over, hvordan de kunne få nummeret og deres optræden til at blive fedt.

Og man kan godt glæde sig til  at følge pigerne, for de siger, de vil prøve at vise nye sidder af sig selv på bootcampen.

Indtil videre er de dog godt klar over, hvad de kan.

»Det er det hele. Det er et helt show. Det er 'no shade' til de andre, jeg tror bare mig og Bea har hele pakken,« slår Maria Meldgaard fast.