Otte mennesker mistede livet under en koncert på Roskilde Festivals hovedscene, Orange Scene, sent fredag aften, da de blev mast eller trampet til døde af bagfrakommende under koncerten med den amerikanske gruppe, Pearl Jam. Tre andre personer blev kvæstet, oplyser Roskilde Politi.

Ifølge politiet indtraf ulykken klokken cirka 23.40. Politiet kan endnu ikke oplyse identiteten på de døde og kvæstede personer.

Roskilde Politi henviser eventuelle pårørende til at rette henvendelse til politiet i Roskilde på telefon 46 35 14 48 for nærmere oplysninger.

Navnene på de omkomne vil blive frigivet, så snart de pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Festivalleder Leif Skov sagde, at den efterfølgende koncert med The Cure på Orange Scene ville blive aflyst for at"vise de døde respekt", men at musikken fra de øvrige scener ville fortsætte natten til lørdag. Orange Scene ville åbne igen lørdag, sagde festivallederen.

Falck oplyste tidligere, at 10 ambulancer var kaldt til festivalen som følge af et lignende antal hjertestop blandt festivaldeltagere.

Øjenvidner sagde til Ritzau, at der under Pearl Jam-koncerten på Orange Scene opstod tumult, og at forsangeren flere gange opfordrede publikum nærmest scenen til at rykke tilbage, fordi folk blev klemt.

Et andet øjenvidne oplyste, at 10-15 personer blev båret væk, nogle af dem livløse.

Over højttalere blev det meddelt, at det samme antal personer var blevet kvæstet, hvorefter koncerten blev afbrudt.

Et andet øjenvidne oplyser til Ritzau, at en gruppe på omkring 15 personer foran scenen væltede omkuld, og at menneskemængden bagved simpelthen skred hen over dem, selv om det - ifølge et tredje øjenvidne - "stod klart, hvad der var ved at ske". /ritzau/