Frankrig vil gerne forbedre forholdet med flere tidligere kolonier i Vestafrika med et bedre økonomisk samarbejde. En del af det arbejde indebærer en ny valuta for otte lande.

Den nye valuta får navnet ECO og erstatter i 2020 CFA-francen, som er den nuværende møntfod i otte lande i Vestafrika og seks lande i Centralafrika, hvor flere er tidligere franske kolonier.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, annoncerede under et besøg i Elfenbenskysten den nye valuta i en tale, hvor han også kaldte kolonialismen for en 'alvorlig fejltagelse', skriver TV 2.

'Jeg ønsker at engagere Frankrig i en historisk og ambitiøs reform af samarbejdet mellem den vestafrikanske økonomiske og monetære union og vores land. Vi gør det for den afrikanske ungdom,' skrev Macron i lørdags på Twitter.

Ifølge Elfenbenskystens præsident, Alassane Quattara, er den nye valuta et symbol på en fremtid, hvor forretningsforbindelser mellem landene vil ske uden kolonialismens indflydelse.

Frankrings plan om at erstatte CFA-francen, der har været brugt siden 1945, med en ny valuta er en del af landets ønske om at forbedre relationen til de tidligere kolonier.

Valutaen er en vigtig del af det arbejde, da CFA-francen først var bundet op på den franske franc og senere euroen, hvilket giver Frankrig en vis økonomisk kontrol.

Med CFA-francen, som er forkortelsen for 'Colonies Francaises d'Afrique' og oversat 'de franske kolonier i Afrika', var det også et krav, at landene skulle opbevare halvdelen af deres valutareserver i Frankrig. Det vil ikke være tilfældet med den nye valuta, ECO.