En 60-årig amerikansk opvasker er netop blevet tilkendt en erstatning på intet mindre end 140 millioner kroner, efter hun lagde sag an mod sin arbejdsgiver, Hilton Hotels.

Det skriver Daily Mail.

Jean Marie Pierre, der arbejdede på et af Hiltons hoteller i Miami, lagde sag an mod Hilton Hotels, fordi hun, i strid med sin trosretning, havde arbejdet fået vagter på sit arbejde om søndagen - inden hotellet til sidst havde fyret hende.

Under retssagen tilkendte juryen så en erstatning på 140 millioner danske kroner som godtgørelse for bruddet på den 60-årige kvindes rettigheder. Men det er samtidig penge, hun kommer til at se langt efter.

Ifølge amerikansk lovgivning er straffen ikke tiltænkt udelukkende som godtgørelse til Jean Marie Pierre, men i langt større grad en løftet pegefinger til Hilton Hotels. Juryen var bare ikke klar over, at lovgivningen også har en fastsat beløbsgrænse på lige under to millioner kroner.

Så i stedet for at blive stinkende rig efter søgsmålet, må hun i stedet 'nøjes' med knap 5,5 millioner danske kroner for bruddet på lovgivningen om folks civile rettigheder, tabt indtjening og stress.

»Jeg elsker gud. Så nej, jeg kan ikke arbejde om søndagen, for der ærer jeg gud,« fortalte Jean Marie Pierre.

Fyringen af den 60-årige haitianer kom efter, at var blevet væk fra arbejde seks søndage i streg. I stedet var hun til gudstjeneste i sin lokale kirke. Og det var langt fra passende, mente hendes advokat.

»De har taget hensyn til det (hendes tro, red.) i syv år, og de kunne sagtens have fortsat. I stedet valgte de at sætte hende op og smide hende ud,« siger advokaten Marc Brumer til NBC6.

»Hun er en af Jesus' soldater. Hun har gjort alt det her for de andre mennesker, der også er blevet diskrimineret på deres arbejdspladser« fortalte han videre.

Jean Marie Pierre havde arbejdet hos Hilton siden 2006. Først forsøgte de at give hende vagter om søndagen i 2009, hvortil hun svarede at hun så ville sige op. Derfor blev hun ikke vagtsat om søndagen indtil 2015, hvorefter hun altså få uger senere blev fyret for ikke at møde op.

Hilton Hotels har ikke tænkt sig at appellere dommen.