En skandale fra 1970’erne omkring den senere myrdede svenske statsminister Olof Palme, er dukket op til overfladen igen. Nu hævder to kvinder, at Palme var deres sex-kunde. Og kræver million-erstatning af den svenske stat.

Og den ene af kvinderne, Eva Bengtsson, stod i dag frem på en pressekonference i Stockholm.

-Ja, Olof Palme var min kunde. To gange hvis jeg husker rigtigt, sagde Eva Bengtsson på pressekonferencen ifølge svenske TV4.

Olof Palmes egen rolle i den skandaleombruste sag for 30 år siden sag var ellers - indtil han blev myrdet i 1986 - at bidrage til at mørklægge den.

Dengang reagerede han meget kraftigt på, at bl.a. den daværende svenske justitsminister Lennart Geijer beskyldte ham for at være kunde på et bordel.

Hvilket samme Geijer også var blevet beskyldt for af rigspolitichefen, der mente at justitsministeren udgjorde en sikkerhedsrisiko for landet.

Andre politikere m.fl. blev trukket ind i den smudsige sag dengang.

Olof Palme beskyldte den ansete svenske avis Dagens Nyheter for at være fyldt med løgn – og avisen følte sig tvunget til at beklage sagen – men….

Kræver million-erstatning

De to kvinder kræver nu en million-erstatning af den svenske stat, selvom sagen for så vidt for længst er forældet.

Eva Bengtsson fortalte på pressemødet, at hun allerede som 14-årig blev udnyttet til prostitution – og at hun derefter var en del af bordelmiljøet, som i 70’erne var udgangspunktet for den store politiske skandale.

Den tidligere svenske statsminister Olof Palmes søn, Mårten Palme, reagerede straks efter oplysninger kom frem i dag:

- Havde der været noget rigtigt i det Eva Bengtsson har sagt i dag, forstår jeg ikke, hvorfor hun ikke stod frem dengang. Det sagde han i dag til svensk TV4-nyhederne.

Vil lægge det bag sig

Eva Bengtsson, der som sagt hævder at have haft sex med den tidligere svenske statsminister i to tilfælde, siger at hun står frem nu, fordi hun ønsker at lægge det bag sig. Det blev fra start dysset ned – men vi blev glemt, sagde hun.

Under dagens pressekonference kom det frem, at politiet lå inde med 70 navne på kunder, der kom i bordellet.

I modsætning til i dag, så var prostitution lovligt i Sverige dengang. Men selvfølgeligt var det forbudt at have sex med mindreårige, hvilket kunne give op til fire års fængsel.

Det kom ikke frem på pressemødet, hvor gammel Eva Bengtsson var, da hun havde sex med Olof Palme.

Udover kravet om erstatning kræver de to kvinder også en undskyldning fra den svenske stat.

- De seksuelle overgreb blev fulgt op af et retsligt overgreb uden sidestykke i nyere svensk historie, hævdede advokat Nidas Karlsson, som bistår de to kvinder.

Han mener, at der faktisk allerede for 30 år siden fandtes fældende beviser, men at sagen blev dysset ned for at beskytte politikerne – og de store erhvervsdrivende, der også var kunder. Sverige statsminister Fredrik Reinfeldt ville i dag ikke kommentere kvindernes krav om erstatning.